Christina fik erstatning for sexchikane

Christina Bang og hendes kollega fik hver 10.000 kroner i erstatning.
Kække kommentarer fra en chef til to kvindelige tjenere om, at de var morgensøde og duftede dejligt, plus berøringer på skulder og bagdel, var sexchikane. Det har Kristelig Fagbevægelse fået slået fast i en byretsdom, og de to piger har hver fået 10.000 kroner i erstatning.


Ikke for sjov
Den 23-årige Christina Bang var den ene af pigerne og fortæller, at hun indtil da havde forbundet sexchikane med noget mere intimt. Hun havde tidligere været bartender på to diskoteker og på fire restaurationer og oplevet, at der kunne være en fri jargon i tjener- og bartenderbranchen. Det havde ikke generet hende. Men det var noget andet denne gang, hvor kommentarerne kom fra hendes chef, og fordi hun oplevede, at han ikke sagde dem for sjov.

- Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle opfatte det. Jeg ville ikke være sippet. Tænkte, om det var mig, der lagde noget forkert i det, han sagde. Men jeg følte mig krænket. Det var også den måde, han fik tingene sagt på, og den måde, han så på mig på, siger Christina Bang, der nu er teamleder i et eventfirma og i gang med en masteruddannelse som projektleder.


Fik ret i retten
Sagen endte i retten, som konkluderede, at de kække kommentarer og berøringer var sexchikane. Christina Bang syntes, at det var forfærdeligt at skulle i retten, men er glad for, at hun gjorde det:

- Det var det hele værd, fordi vi vandt. Det var en lettelse at få en dom på, at jeg havde ret i min opfattelse af tingene.

Kristelig Fagbevægelses advokat i sagen Mette Lykkegaard slår fast, at dommen viser, at selv små ting kan være sexchikane.


Sig fra straks
Christina Bang har flere råd til andre, der kommer ud for noget, de oplever som seksuelt krænkende:

- Du skal sige fra med det samme. Første gang, du oplever noget, du ikke bryder dig om, skal du sige, at du ikke vil acceptere det. Hvis du ikke kan sige fra, så snak med nogle kolleger eller veninder om det. Det giver flere vinkler på tingene, og det er der brug for. Tænk ikke, det er bare mig, der er noget galt med. Og så skal man gå til sin fagforening. Da jeg gjorde det, var jeg stadig usikker på, om man kunne kalde det, jeg havde oplevet, sexchikane. Det blev jeg så bekræftet i, at det var. Hvis ikke jeg var gået til min fagforening, var jeg ikke kommet et hak videre.


Faglig hjælp
I Kristelig Fagforening får du en stærk medspiller på det faglige område. Vi har en række faglige konsulenter, jurister og advokater, som er parate til at hjælpe dig. Vi løser mange problemer gennem dialog, men følger sagen helt til domstolene, når det er nødvendigt.