Din vigtigste pligt som lønmodtager er at udføre det arbejde, som du har aftalt med din arbejdsgiver.
Ulovligt fravær kan få konsekvenser
Hvis du kortvarigt forlader din arbejdsplads i løbet af dagen, møder for sent, går for tidligt, eller bliver væk hele dage, kan det få konsekvenser for din ansættelse. Det kan være i form af en advarsel, opsigelse eller bortvisning. Hvis din chef påtaler dit fravær fra virksomheden, bør du straks kontakte Kristelig Fagforening, hvis du er kunde. Det kan være nødvendigt, at vi straks protesterer over for din arbejdsgiver, hvis dit fravær rent faktisk var lovligt.
Det er svært at give et billede af, hvilke konsekvenser det kan få for dig at blive væk fra arbejdspladsen, da domstolene ser meget konkret på årsagen til dit fravær.
Når du bliver syg, har du naturligvis ret til at blive væk fra dit arbejde, uden at det går ud over dit job. Men du har pligt til straks at meddele sygdom til din arbejdsgiver.
Du er også forpligtet til at arbejde koncentreret og effektivt. Bevidst langsomt arbejde vil kunne medføre en opsigelse, hvis din arbejdsgiver tidligere har advaret imod det.
Nægter du at udføre det aftalte arbejde, vil der som udgangspunkt være tale om lydighedsnægtelse. Det kan medføre en bortvisning.
Læs mere om bortvisning.