Prøvetid
Hvis du er omfattet af prøvetid skal det stå i din ansættelseskontrakt.
Reglerne for prøvetid afhænger af, om du er ansat som funktionær eller ej.
Ikke funktionær
Er du ikke ansat som funktionær, og er der ikke aftalt prøvetid i overenskomsten, kan din arbejdsgiver opsige dig fra dag til dag.
Samme regel gælder dog også for dig i de første 3 mdr. Skulle du finde et andet arbejde, kan du derfor sige dit job op fra dag til dag.
Hvis du ikke er dækket af en overenskomst, er der ingen regler for prøvetid eller opsigelsesvarsler, medmindre det konkret står skrevet i din ansættelseskontrakt.
Funktionær
Hvis du er ansat som funktionær, er du omfattet af funktionærloven og opsigelsesvarslerne i denne lov.
Ofte er der aftalt prøvetid i de første 3 mdr. af ansættelsen, og det skal være aftalt i din ansættelseskontrakt.
Hvis din arbejdsgiver vil sige dig op inden for prøvetiden, skal han varsle det med mindst 14 dage. Som ansat har du ikke noget opsigelsesvarsel under prøvetiden, dvs. du kan sige op og fratræde fra dag til dag. Det ses dog ofte anført i kontrakter om prøvetid, at der aftales "et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage", og så skal du selvfølgelig overholde det.
Hvis du er i tvivl om du er ansat med prøvetid, og er du kunde hos os, så kan vi hjælpe dig med at finde ud af, om du har prøvetid.
Karantæne ved opsigelse
Hvis du selv siger dit job op, og du er ledig efter fratræden får du 3 ugers karantæne i a-kassen, hvor du ikke kan få dagpenge, fordi du er selvforskyldt ledig.
Hvis du inden for 1 år selv siger op 2 gange, mister du retten til dagpenge. Dagpengeretten kan genoptjenes.
Læs om hvordan du genoptjener din dagpengeret