Arbejdsmiljørepræsentant
Hvis der er mere end 10 ansatte på en virksomhed, skal der vælges en arbejdsmiljørepræsentant og dannes en arbejdsmiljøorganisation.
En arbejdsmiljørepræsentant er en medarbejder, der ud over sit arbejde har den særlige funktion at se efter, om arbejdsmiljøreglerne på virksomheden overholdes.
Arbejdsgiverens pligter
Arbejdsgiveren skal være repræsenteret i arbejdsmiljøorganisationen og skal etablere samarbejdet. Han skal give de ansatte rimelig tid og lejlighed til at vælge en arbejdsmiljørepræsentant.
Arbejdsmiljøgruppen er krumtappen
Arbejdsmiljøgruppen er kernen i arbejdsmiljø- og sundhedsarbejdet. Det er her, arbejdet med arbejdsmiljøet i den enkelte virksomhed bør foregå.
Arbejdsmiljørepræsentanten er beskyttet
Arbejdsmiljøloven fastslår, at arbejdsmiljørepræsentanter er beskyttet imod at blive sagt op på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for det samme faglige område. Det gælder for alle virksomheder, institutioner m.v., uanset om de er omfattet af kollektive overenskomster eller ej.
Udgifter
Arbejdsgiveren skal betale de udgifter, der er ved arbejdsmiljørepræsentantens og arbejdslederens hverv i arbejdsmiljøorganisationen. Det er fx udgifter og indtægtstab i forbindelse med de lovpligtige kurser, møder m.v. Arbejdsgiveren skal også betale for ekstra tid, der bruges til fx transport til kurser.