Arbejdsgivergodtgørelse

Din arbejdsgiver skal betale de tre første dage, du er ledig

For en arbejdsgiver ville det være praktisk, at kunne sende medarbejderne hjem, hver gang der ikke er flere arbejdsopgaver.

 

Men for at sikre dig som lønmodtager mod, at du bliver opsagt hele tiden, skal arbejdsgiveren betale arbejdsgivergodtgørelse (g-dage). Det er altså din arbejdsgiver, der skal betale de første 3 dage, du er ledig (godtgørelsesdage).

 

Reglerne for udbetaling af arbejdsgivergodtgørelse er ens for både fuldtids- og deltidsforsikrede.  

 

Hvornår er jeg berettiget til at få arbejdsgivergodtgørelse?

For at være berettiget til arbejdsgivergodtgørelse skal du:
 

1. være medlem af en a-kasse
2. have været ansat som lønmodtager og
3. være afskediget (fx efter en vikaransættelse, opgavebestemt ansættelse eller andet)

 

Desuden skal du inden for de sidste 4 uger i alt have haft mindst 74 arbejdstimer hos arbejdsgiveren. Perioden på 4 uger bliver forlænget af perioder med fx sygdom og ferie.

 

Hvornår er jeg ikke berettiget til at få arbejdsgivergodtgørelse?

Hvis du arbejder på fast nedsat tid eller i en turnusordning, skal din arbejdsgiver ikke betale dig g-dage, før ansættelsesforholdet ophører helt. Du er heller ikke berettiget til g-dage hvis:

  • du selv er skyld i, at du er blevet ledig
  • du har fået nyt arbejde
  • du får sygedagpenge
  • du holder ferie
  • arbejdsgiveren er gået konkurs eller er under betalingsstandsning
  • du allerede har fået arbejdsgivergodtgørelse 16 gange i år fra samme arbejdsgiver. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale for en halv g-dag.
  • du er ledig fra et job med løntilskud

 

Hvor meget skal jeg have?

  • Der er to forskellige satser afhængig af, hvor mange timer du er ledig, den dag, du bliver sagt op.
  • Du skal have betaling for en hel g-dag, hvis du er ledig en hel dag, eller bliver sagt op mere end fire timer før din arbejdstid ender.
  • Du skal have betaling for en halv g-dag, hvis du er ledig fire timer og derunder, den dag du bliver ledig.
  • En hel g-dag svarer til højeste dagpengesats. For en halv g-dag skal du have det halve beløb.

 

Sådan skriver du g-dage på dagpengekortet

Når du udfylder dit dagpengekort skal du vælge "Andet" og så skrive, at det er tale om g-dage de tre første dage du er ledig. Hvis du ikke er berettiget til at få g-dage, vil du normalt kunne få dagpenge. Det forudsætter dog, at du har ret til dagpenge.

 

Hvis din arbejdsgiver ikke vil betale

Din arbejdsgiver skal udbetale dine g-dage senest sammen med den 2. lønudbetaling, efter at du er stoppet. Din arbejdsgiver kan inden 14 dage efter, at du er fratrådt bede dig underskrive en erklæring om, at du ikke har haft arbejde, holdt ferie eller været syg på de dage hvor du skal have g-dage.

 

Hvis din arbejdsgiver ikke udbetaler g-dagene efter, at du har henvendt dig om dem, så kontakt os, så hjælper vi dig med at skaffe pengene.