Når retten til supplerende dagpenge er opbrugt
Du har mulighed for at genoptjene retten til supplerende dagpenge. her kan du se hvilke betingelser du skal opfylde.
Når din ret til supplerende dagpenge er opbrugt
Fuldtidsforsikret
Når din ret til supplerende dagpenge er opbrugt, kan du som fuldtidsforsikret a-kassemedlem optjene retten til en ny periode med supplerende dagpenge, når du har fået indberettet mere end enten:
- 130 løntimer i hver af 6 månedsindberetninger (månedslønnede)
- 60 løntimer i hver af 13 14-dages-indberetninger (14-dages lønnede)
- 30 løntimer i hver af 26 ugeindberetninger (ugelønnede)
Det er arbejdsgiveren, der skal indberette til SKAT. Arbejdet skal være udført som lønmodtager.
Deltidsforsikret
Når din ret til supplerende dagpenge er opbrugt, kan du som deltidsforsikret a-kassemedlem optjene retten til en ny periode med supplerende dagpenge ved at have fået indberettet et antal løntimer, som mindst svarer til den gennemsnitlige arbejdstid før ledigheden, i hver af:
- 6 månedsindberetninger (månedslønnede)
- 13 14-dages-indberetninger (14-dages-lønnede)
- 26 ugeindberetninger (ugelønnede)
Det er arbejdsgiveren, der skal indberette til SKAT. Arbejdet skal være udført som lønmodtager.
Ingen karantæne hvis du siger op
Det giver ikke karantæne, hvis du opsiger dit arbejde i forbindelse med at du mister din ret til supplerende dagpenge.
Kontakt os, inden du siger op! Vi giver dig rådgivning om, hvordan du gør det smartest.
Økonomi
Hvis du er på supplerende dagpenge og mister dit deltidsjob, beregner vi ikke en ny dagpengesats, når du har modtaget supplerende dagpenge.
Når du modtager supplerende dagpenge, bruger vi dit skattefradrag forholdsvis. Det betyder at din arbejdsgiver og vi bruger dit fradrag i forhold til, de timer vi hver især udbetaler for. Se mere under Skatteoplysninger.
Læs mere om, hvordan du får supplerende dagpenge