Hvornår skal du begynde at planlægge, hvordan du vil træde tilbage fra arbejdsmarkedet?
Det afhænger i høj grad af, hvad du vil med resten af dit liv. Men et godt svar er: Jo før du planlægger, jo bedre. Hvis du ved, hvordan du vil prioritere, lader du ikke tilfældighederne råde.
Det er afgørende, at du sætter dig de mål, der giver dig den bedste livskvalitet. Det er vigtigt, at beslutningen om at gå på pension eller efterløn hviler på grundige overvejelser. Der er ofte ingen vej tilbage, når du først har truffet de afgørende dispositioner.
Til overvejelse
- Hvad vil jeg med resten af mit liv eller i hvert fald med de næste fem år?
- Har jeg nogle klare mål og planer for fremtiden?
Hvad skal jeg lave?
Når du går på pension eller efterløn, vil den frigjorte tid let udgøre 50 - 60 timer ugentlig.
Mange seniorer går i gang med at uddanne sig. Fremtidens seniorer vil sandsynligvis gå ind og ud af arbejdsmarkedet efter lyst og behov. Eller de vil dyrke de interesser, der ikke har været tid til.
- Hvad vil jeg bruge den tid til, som jeg ikke længere bruger på erhvervsarbejde, transport og andet, der har med mit arbejde at gøre?
- Er det nødvendigt at gå på deltid eller helt stoppe med at arbejde for at realisere mine fremtidsplaner?
Helbred
Helbredet er en meget vigtig faktor, måske den vigtigste, når du skal træffe din beslutning.
- Kan helbredet, fysisk og psykisk klare, at jeg beholder mit erhvervsarbejde? Og hvor længe?
- Kan det tænkes, at jeg får en længere og især en bedre tredje alder, hvis jeg trapper ned nu eller helt holder op med at arbejde?
- Eller har mit helbred bedst af, at jeg fortsætter i mit erhverv så længe som muligt, - ikke mindst pga. min psykiske sundhed?
- Er det en god ide at få en helbredsundersøgelse, før jeg træffer den endelige beslutning?
Økonomi
Hvordan er min økonomi, hvis jeg går på efterløn i nær fremtid, og hvordan vil den være, hvis jeg venter med at trække mig tilbage, til jeg skal pensioneres?
Her må du vurdere to faktorer: Indtægter og udgifter.
Indtægter:
- Hvad er min efterløn, min pension, min folkepension, mit afkast af eventuel formue?
- Hvad får jeg fra ATP, fra livrente, livsforsikring og kapitalforsikring?
- Hvornår er det bedst at begynde på pensions- og forsikringsudbetalinger?
- Hvad er min ægtefælles indtægter?
- Kan jeg tjene noget efter, jeg er blevet pensionist - og vil jeg?
Udgifter:
- Ændres mine udgifter væsentligt, efter jeg er blevet pensionist?
- Skal jeg spare? - Og hvad betyder det for min livskvalitet?
- Hvor kan jeg eventuelt spare: Billigere bolig, billigere ferier, opsige abonnementer, melde mig ud af foreninger, købe billigere tøj, købe billigere mad, ingen øl, ingen rødvin, ingen tipning og lotto, undlade at købe bøger, hobbyværktøj?
- Billigere transport
Flere muligheder
Der er flere måder at trække sig tilbage fra arbejdslivet på. Du kan fx gå ned i tid. Eller du kan aftale at gå over til en lavere placeret stilling, som ikke kræver samme massive arbejdsindsats.
Nogle virksomheder har deres seniorpolitik formuleret som en del af personalepolitikken. Her kan man læse, hvilke muligheder der er, hvis man fx ikke vil stoppe med at arbejde fra den ene dag til den anden. De vigtigste elementer vil være større fleksibilitet, mulighed for deltid og mulighed for fortsat at kunne deltage i uddannelse og anden udvikling. Udgangspunktet er, at seniormedarbejderen stadig er ansat i virksomheden.
Virksomheden kan også give dig, der ønsker at gå på efterløn, et tilbud om at arbejde i virksomheden på nedsat tid i efterlønsperioden. Så kan du kalkulere med indtægt fra dette arbejde, når du træffer beslutning om, hvornår du vil gå på efterløn. Virksomheden har samtidig en medarbejder, der er kendt med opgaverne og med virksomheden.
Som pensionist kan du være gratis kunde hos Kristelig Fagbevægelse.
Seniorklubber
Seniorklubben er et sted, hvor mennesker i samme livsfase som dig mødes til gode og inspirerende arrangementer. Det kan fx være til foredrag, udflugter eller besøg på virksomheder. Der er noget for enhver smag.
Seniorklubben er for kunder i Kristelig Fagbevægelse over 55 år. Du kan være med i seniorklubben, lige så længe du har lyst. Der er nemlig ingen aldersgrænse. Og så må du tage din ægtefælle eller en bekendt med - også selvom han/hun ikke er kunde hos Kristelig Fagbevægelse.
Se arrangementerne
Du kan finde programmet for din lokale seniorklub under din afdeling.