Der er nogle betingelser, der skal være opfyldt, for at du kan få efterløn.
Alder
Du skal være fyldt 60 år men ikke 65 år.
Medlemsperiode og efterlønsbidrag
Du skal have været medlem i 20 år inden for de seneste 25 år, og uafbrudt fra 1. april 1999. Du skal have betalt efterlønsbidrag uafbrudt fra 1. april 1999.
Er du født før 1. marts 1952, kan du også opfylde kravet om medlemskab ved at have været uafbrudt medlem fra den 31. marts 1992. Du skal have betalt efterlønsbidrag uafbrudt fra den 1. april 1999.
Hvis du er født den 1. januar 1959 eller senere, gælder der andre regler.
Der gælder særlige regler, hvis du har været a-kasseforsikret i et andet land.
Bopæl
Du skal have bopæl i Danmark eller i et andet EØS-land.
Beskæftigelseskrav
Du skal have 1.924 timers arbejde uden offentlig støtte inden for de sidste 3 år. Det svarer til 52 uger på fuld tid. For deltidsforsikrede er kravet 1.258 timer.
Alle arbejdstimer som lønmodtager kan tælle med. Der skal dog være tale om arbejde på almindelige løn- og arbejdsvilkår.
Vi henter oplysninger om din indkomst og arbejdstimer i SKAT's Indkomstregister.
Nogle typer af arbejde er ukontrollabelt, og her skal din indtægt omregnes til timer med en omregningssats på 209,63 kr. Der kan være tale om arbejde som taxi-chauffør, lastvogns- og turistbuschauffør, musiker, døgnplejer, sælger, freelancer o.lign.
Hvis din arbejdsgiver ikke indberetter timer til Indkomstregister, skal vi behandle arbejdet som om det er ukontrollabelt.
Selvstændig virksomhed tæller kun med til beskæftigelseskravet, hvis du arbejder i væsentligt omfang, dvs. over 30 timer om ugen. I de uger hvor selvstændig virksomhed tæller med til kravet, tæller arbejde om lønmodtager ikke med.
Hvis du er ledig og modtager dagpenge har du opfyldt beskæftigelseskravet. Men du skal søge om efterløn inden din ret til dagpenge ophører.
Til rådighed for arbejdsmarkedet
Den dag du går på efterløn, skal du kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a. at du ikke må være syg. Hvis du har været uden tilknytning til arbejdsmarkedet i en længere periode, skal vi vurdere om du står til rådighed.
Hvis du er ledig, må din ret til dagpenge ikke være ophørt.
Har du et efterlønsbevis, er du garanteret, at du kan gå på efterløn, selvom du er blevet syg.
Selvstændig virksomhed skal være ophørt
Hvis du driver selvstændig virksomhed skal du enten ophøre med den, eller søge om dispensation. Du kan læse mere om at have selvstændig virksomhed i efterlønsperioden.
Sociale pensioner
Du kan ikke få efterløn, hvis du får en social pension. Du har dog mulighed for at få invaliditetsydelse samtidig med efterløn.