Egen virksomhed
Hvis du har selvstændig virksomhed, er der nogle krav du skal opfylde.
Selvstændig virksomhed
Hvis du driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, skal du enten
- ophøre med virksomheden eller
- søge om tilladelse til fortsat at drive den
En betingelse for at få tilladelse er, at du kan sandsynliggøre, at den samlede arbejdstid i virksomheden højst er på 400 timer pr. år.
Endvidere skal du sandsynliggøre, at indtægten (nettoomsætning fratrukket vareforbrug) ikke overstiger 71.375 kr. pr. regnskabsår.
Sådan søger du
Hvis du vil søge om tilladelse, skal du udfylde blanketten AR284, som du finder på vores blanketside. Blanketten skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor, eller af en særlig sagkyndig landbrugskonsulent.
Efter hvert regnskabsårs afslutning skal du udfylde et skema, som også skal attesteres af en af ovenstående personer.
Driver du selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan du læse mere om dine muligheder på Krifa Erhverv.
Hvis du arbejder i en virksomhed, som helt eller delvist ejes af dig selv eller din ægtefælle, vil du som udgangspunkt bliver betragtet som selvstændig.
Hvis du ønsker at opstarte en selvstændig virksomhed i efterlønsperioden, er det vigtigt, at du forinden har fået en tilladelse fra a-kassen.