Bortvisning

Hvis du stjæler fra din arbejdsplads, udøver vold eller bliver væk fra dit arbejde uden at fortælle hvorfor, så har din arbejdsgiver ret til at bortvise dig. Kontakt os straks!

Hvad er en bortvisning

En bortvisning er en øjeblikkelig afslutning af ansættelsesforholdet, hvor du får besked på at rydde din plads omgående og aflevere arbejdsgiverens ejendele, herunder nøgler. Du er altså fyret med øjeblikkelig virkning og uden iagttagelse af dit opsigelsesvarsel. Du får derfor ikke løn fra bortvisningstidspunktet og frem. Derudover vil du få karantæne i din A-kasse, og din arbejdsgiver vil efter omstændighederne kunne kræve en erstatning af dig.
 

 

Hvornår kan du bortvises

Din arbejdsgiver kan bortvise dig, hvis du groft har misligholdt ansættelsesaftalen. Det kan f.eks. være ved vold, tyveri, udeblivelse, grov illoyalitet eller grov tilsidesættelse af dine arbejdsopgaver. Det kan også være på grund af andre forhold, som du tidligere er blevet advaret om vil medføre bortvisning.
  

 

Hvad skal du gøre

  • Få det på skrift
    Du skal bede om at få din bortvisning på skrift. Således undgår du misforståelser.
     
  • Er du i tvivl om du er bortvist
    Hvis du er i tvivl, om du er blevet bortvist, er det vigtigt at du stiller din arbejdskraft til rådighed for arbejdsgiveren, indtil det er afklaret, om du er bortvist eller ej.
     
  • Kontakt os med det samme
    Det er meget vigtigt, at vi får reageret straks overfor din arbejdsgiver, hvis vi mener bortvisningen er uberettiget. Kontakt os derfor straks.

 

 

Kontakt os straks

At blive bortvist er meget alvorligt. Det er derfor vigtigt, at du straks kontakter os, så vi kan reagere med det samme overfor din arbejdsgiver, hvis vi mener bortvisningen er uberettiget. Er bortvisningen uberettiget, kan vi hjælpe dig med at få erstatning for den løn du skulle have haft i en opsigelsesperiode, og måske en godtgørelse for urimelig afskedigelse. Hvis det viser sig, at bortvisningen er i orden, så vil vi se på, om du er blevet behandlet ordentligt af din arbejdsgiver.