Jobsamtale

Ved jobsamtalen skal du uddybe de faglige og personlige ting, som du har skrevet om dig selv i din ansøgning og i dit CV.

Hvis du kommer til samtale, er du et kæmpe skridt tættere på jobbet. Det er flot og en succes at komme til samtale - uanset, hvordan det går!

 

Vær godt forberedt

Når du skal til jobsamtale, er det vigtigt, at du er godt forberedt. Det er ofte den bedst forberedte kandidat, der får jobbet. Der er to områder, du skal være forberedt på:

1. Find ud af alt du kan om virksomheden

  • Kend indholdet på virksomhedens hjemmeside
  • Google virksomheden og dyk ned i den info, der kommer ud af det
  • Spørg i dit netværk, om der er nogle, der kender til virksomheden - på godt og ondt.

 

2. Vær klar til at uddybe din ansøgning og dit cv 

  • Du skal helt sikkert "fortælle lidt om dig selv". Vær derfor klar til at give en kort præsentation af dig selv rent fagligt og personligt.
  • Tænk allerede over, hvilke punkter i din ansøgning, som de måske vil have uddybet. Er der nogle, du gerne selv vil uddybe?
  • Det er desuden en god idé at gøre dig klart, hvilke tre personlige og faglige ting du gerne vil have, at virksomheden husker dig for. I bedste politiker-stil skal du hele tiden forsøge at nævne disse punkter, så indtrykket af dig er helt klart, når samtalen er forbi.

Ved at være forberedt på disse ting kan du være med til at styre samtalen og bevare overblikket.
 

 

Øvelse:

  1. Forbered en mundtlig præsentation af dig selv (ca. tre minutter).
  2. Find 3 vigtige personlige egenskaber du gerne vil huskes for. Hvordan er disse en fordel for virksomheden i det job, du søger?
  3. Find 3 vigtige faglige kvalifikationer du gerne vil huskes for. Hvordan er disse en fordel for virksomheden i det job, du søger?