Revalideringsydelse og tillægsydelser

Under revalidering efter en fast jobplan modtager du som hovedregel revalideringsydelse. Herudover har du mulighed for at få nogle tillægsydelser.

Revalideringsydelse

Er du over 30 år, svarer revalideringsydelsen til højeste dagpengesats. Er du under 30 år, svarer revalideringsydelsen til kontanthjælpssatsen, med mindre du forsørger egne børn i hjemmet eller de seneste 6 måneder har haft indtægter, der overstiger højeste dagpengesats. I disse situationer får du samme revalideringsydelse som personer over 30 år.


Fradrag i revalideringsydelsen

Revalideringsydelsen bliver nedsat med:
  • Beløb, som revalidenden får i praktik-, elev- eller lærlingeløn eller som løn under optræning
  • Andre indtægter, der overstiger 12.000 kr. om året
  • Vær opmærksom på at feriepenge fra arbejdsforhold, før du påbegyndte revalideringen, ingen indflydelse har på revalideringsydelsen. Det samme gælder overskydende skat.

Forsikringer og pensionsordninger

Din revalideringsydelse vil blive nedsat med indtægter fra forsikringer og pensionsordninger, herunder fx løbende udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne fra Arbejdsskadestyrelsen.
Indtægterne bliver trukket fra i det omfang, de sammen med revalideringsydelsen overstiger den løn, du havde, før du blev syg.
 

 

Hvor lang tid?

Din kommune planlægger i samarbejde med dig revalideringen, så den gennemføres på så kort tid som muligt. Du kan højst får revalideringsydelse i 5 år. Forrevalideringsperioden tæller ikke med i de 5 år.

Uddannelsen forventes gennemført på den normerede studietid. Du kan have midlertidige afbrydelser i revalideringen i op til 6 måneder, f.eks. pga. sygdom, hvor du bevarer retten til at modtage revalideringsydelse. Det er dog en forudsætning, at den lagte jobplan fortsat er realistisk.
 

 

Revalidering og graviditet, barsel og adoption

Som revalidend er du berettiget til revalideringsydelse, hvis du har ret til fravær i forbindelse med graviditet, barsel og adoption.
 

 

Arbejde og revalidering

Du må ikke have andet arbejde under revalidering. Alle indtægter, du har ud over 12.000 kr. årligt, vil blive modregnet i revalideringsydelsen.
 

 

Tillægsydelser under revalidering

Uanset om der er tale om forrevalidering eller revalidering efter fast jobplan, er der mulighed for at få nogle tillægsydelser. Disse kan være som følger:
 

Transport

Tilskud til transport til og fra revalideringsstedet. Der udbetales kun tilskud til de kilometer, der ligger ud over de første 24 km. tur/retur.
Hvor meget du kan få i tilskud afhænger af, hvilken form for revalidering du er i.
 

Udgifter til bøger ol.

Du er berettiget til støtte til uddannelsesudgifter i form af bøger og andet undervisningsmateriale. Støtten bliver oftest beregnet af de gennemsnitlige udgifter til uddannelsesmateriale på den pågældende uddannelse/kursus.
 

Arbejdsredskaber m.v.

Arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger, som gør at du bedre kan klare revalideringen.
 

 

Klagemulighed

Hvis du er utilfreds med den afgørelse kommunen har truffet, har du mulighed for at klage - se afsnittet om klagemulighed.