Er du ramt af en krise?

Mennesker reagerer forskelligt, når de løber ind i en krise. Men hvis følelserne slår kolbøtter, er det vigtigt, at du står ved det, du føler.

Mange bliver overraskede over deres egen reaktion, når noget ikke går som forventet. Især hvis man oplever det, man udsættes for, som en trussel. Der er mennesker, der rammes hårdt, når de pludselig mister deres job. Mens andre måske i lang tid har set det komme, fordi der var nedgang i ordrerne eller besparelser, og så kan de tage det mere let.

 



 

 

Ikke alle rammes lige hårdt

Hvis man mister sit job, er det også forskelligt, hvor meget det betyder for en. En enlig forsørger, der mister husstandens eneste indkomst og i forvejen har svært ved at få enderne til at nå sammen, rammes hårdt af en fyring. Hvorimod mange kommer lettere igennem det, hvis de har en ægtefælle med en god indkomst, jobbet alligevel ikke er det store hit, og der i øvrigt er overskud på kontoen.



Forvirrede følelser

Når man ryger ind i en krise, oplever man angst og forvirring i følelser og tanker. Det kan give sig udslag i fysiske reaktioner som gråd og hyperventilation. Når man er ramt af en krise, oplever man det, der er sket, som helt uvirkeligt. Hvis man bliver sagt op, kan man virke rolig og upåvirket lige i situationen. Men det kan skyldes, at man endnu ikke er begyndt at reagere.



Accepter dine følelser

Hvis du er ramt af en krise, er det bedste råd til dig, at du øver dig i at stå ved det, du føler. Og at du taler med nogen om det. Du vil måske opleve, at alt er kaos og uoverskueligt, trist og sørgeligt den ene dag, og næste dag kan du måske mærke optimisme og håb for fremtiden. Denne måde at reagere på er normal, men kan føles både forvirrende og anstrengende.

 

 

 

 

Krisens symptomer

  • Angst
  • Forvirrede følelser
  • Gråd
  • Hyperventilation (hurtig vejrtrækning, der kan føre til svimmelhed)
  • Følelse af uvirkelighed
 
 

 

 

 

 

Læs også

 

  


 Arbejdsglæde & trivsel   I   Kommunikation & konflikt   I   Stress & mobning   I   Personlig udvikling