Når arbejdet gør ondt

Hvis man er udsat for voldsomme oplevelser i arbejdet, kan man udvikle post-traumatisk stress. Det er ikke, fordi man er svag. Det er en helt naturlig reaktion

I starten af året blev tre parkeringsvagter overfaldet ved Christiania. De var i færd med at udføre deres arbejde, da 8-10 mænd sprang på dem og bankede dem med køller og næver.

Jeg har ofte siddet over for medarbejdere, der havde været ude for noget af det samme: Pædagogen, der blev angrebet af vrede unge i den institution, de er på. Social- og sundhedsassistenten, der fik taget kvælertag af en dement beboer. Lokoføreren, der på grund af tekniske fejl, blev skyld i en personpåkørsel. For dem havde hændelserne langvarige konsekvenser.

Konsekvenser

Efterveerne efter den slags hændelser begynder ofte i det små: Man sover ikke så godt om natten, har ikke lyst til at gå ud og være sociale, undgår ting, der minder om den voldsomme hændelse. Familie og venner får sværere ved at kende en: Man bliver irritabel eller negativ, kan ikke overskue ting, trækker sig væk.

Nogle går længe med deres problemer, andre får hjælp med det samme. Nogle synes, det er skamfuldt og pinligt, at de reagerer, som de gør. De tager sig sammen på arbejdet og lader som ingenting. Nogle holder ud i mange år, før der endelig er andre, der finder ud af, hvad der var på færde: At de har fået posttraumatisk belastningsreaktion, i daglig tale ofte benævnt PTSD (Post Traumatic Stress Disorder).

Vi rammes forskelligt

PTSD er en fysiologisk betinget og forståelig angstreaktion på en ekstrem hændelse. Når man reagerer voldsomt, er det ikke, fordi man er svag eller sårbar – men fordi man er et levende menneske.

Ikke alle, der er udsat for en voldsom hændelse, udvikler PTSD. Mange kan godt have symptomer lige efter hændelsen, men de fortager sig hurtigt eller i hvert fald inden for en måned. For andre bliver symptomerne langvarige, og de har brug for målrettet behandling for at komme til at fungere godt igen.

Det værste ved PTSD

Det værste ved at have PTSD er ikke nødvendigvis symptomerne i sig selv. Det værste er at være uvidende om, at ens symptomer er naturlige reaktioner på voldsomme hændelser. Når man ikke ved det, tror man, at man er ved at blive skør, at man er svag, at man burde kunne tage sig sammen.

Viden, anerkendelse og handling – fra kolleger, ledere og organisation – er således den allervigtigste vej til at sikre, at konsekvenserne af f.eks. et groft overfald i arbejdstiden ikke bliver større og mere ubehagelige, end de behøver at være.

Læs også:

Af arbejdspsykolog Janne Hertz