Forud havde der været en debat i Kristeligt Dagblad og blandt kristne om kristnes problemer med de socialistiske fagforeninger. Problemerne var især:

• den tiltagende kamp mellem arbejdsgivere og lønmodtagere med brug af strejker og lockout.
• den hårde tvang imod dem, der af samvittighedsgrunde ikke ville være aktive i klassekampen.
• den kristendomsfjendske holdning, der prægede de socialistiske fagforeninger.

Kristne lønmodtagere og arbejdsgivere fandt det unaturligt, at de skulle være i strid med hinanden på arbejdsmarkedet, når de kunne have fællesskab i kirkelige sammenhænge. De mente, at lønmodtagere og arbejdsgivere kunne samarbejde med basis i det kristne livs- og menneskesyn. Kristeligt Dansk Fællesforbund var i opposition til de socialistiske fagbevægelser, men hentede ikke inspiration til sit ideologiske ståsted hos de borgerlige partier. Udgangspunktet var alene de kristne værdier.

Formålet med Kristeligt Dansk Fællesforbund var at skabe et alternativ til klassekampen ved at oprette overenskomster uden mulighed for at bruge strejke og lockout. Uoverensstemmelser skulle så vidt muligt løses ved forhandlinger, og hvis det ikke var muligt, skulle uenigheden afgøres ved en voldgift.

De første vedtægter for Kristeligt Dansk Fællesforbund blev vedtaget på forbundets første konstituerende repræsentantskabsmøde den 24. juni 1899. De grundprincipper, som blev formuleret dengang, er de samme, som Kristelig Fagbevægelse stadig har i dag.

Citater fra de første vedtægter for Kristeligt Dansk Fællesforbund:
Kristeligt Dansk Fællesforbund vil

• lægge kristendommens krav til grund for hele sin virksomhed
• hævde al samvittighedsfrihed og modarbejde organisationstvang
• arbejde for tvungen voldgift
• ikke stille sig i noget politisk partis tjeneste.