Førtidspensionen bør nytænkes

Der er brug for at nytænke førtidspensionen. Vi foreslår regionale visitationscentre og udviklingsforløb.

Behov for regionale visitationscentre

Det skal ikke kun være en kommunal opgave at visitere sygemeldte. Den kommunale indsats bør suppleres med regionale visitationscentre, hvor kommunerne kan henvise sygemeldte med truet arbejdsevne. Her skal borgeren have en kontaktperson, som har ansvar for et udviklingsforløb. Kontaktpersonen indgår i et tværfagligt team, der, på grund af samlingen af alle relevante specialister, hurtigt og effektivt kan sætte ind på afklaring, behandling og afprøvning af arbejdsevne.

 

 

Udviklingsforløb forud for førtidspension

Mennesker med en længerevarende, men ikke livsvarigt invaliderende diagnose, har brug for et udviklingsforløb frem for en førtidspension. Sygedagpengeperioden skal kunne forlænges betragteligt i de tilfælde, hvor borgeren, på grund af sygdommens art, i perioder har brug for at stå stand by på udviklingsforløbet.

 

Førtidspensionister har også brug for udvikling

Førtidspensionister skal have støtte til et godt og udviklende liv. Et dårligt liv smitter af på omgivelserne, hvor eventuelle børn præges af en negativ social arv, som får stor menneskelig, beskæftigelsesmæssig og dermed økonomisk betydning.