Arbejde uden løn

De havde samme arbejdsgiver og fik også samme problem: De manglede deres løn.

Bjørg og Pernille havde begge job som bartendere på en bodega. Et job de var tilfredse med. Men på et tidspunkt manglede de begge deres løn. Der kom kun små acontobetalinger, der slet ikke dækkede det, de skulle have.

- Den daglige leder, der også manglede sin løn, kæmpede vores sag godt over for ejeren af bodegaen. Der var en del undskyldninger og forklaringer fra ejeren. Men stadig ingen løn. Vores arbejdsgiver sagde os aldrig op. Til gengæld var det mig, der satte skiltet på døren om, at bodegaen var lukket på ubestemt tid, husker Bjørg.

Sagen går i retten

Bjørg og Pernille gik til Kristelig Fagforening med deres sag. Og heldigvis havde de to piger gemt deres timesedler. Det gjorde det lettere at dokumentere deres krav. Efter en forgæves korrespondance med ejeren endte sagen i retten, hvor fagforeningens eneste måde at få den manglende løn på var at erklære ejeren af bodegaen konkurs.

- Så langt kom det ikke. For ejeren valgte at betale vores løn inden da, siger en lettet Pernille, der sammen med Bjørg efter 9 måneder fik sin løn.

Nogle erfaringer rigere
- Jeg har lært noget af sagen. Men jeg vil stadig tro på mine medmennesker. Får jeg ikke lønnen til den første, vil jeg vente lidt med at klage. Men det kræver, at arbejdsgiveren er 100 procent ærlig og fortæller, hvordan landet ligger, forklarer Pernille.

 - Jeg er blevet bevidst om, hvor stor en betydning et ansættelsesbevis har, og at man har styr på sine arbejdstimer siger Bjørg og tilføjer: - Hvad angår tidspunktet for udbetalingen af løn, skal jeg have den til den første. For det er her, jeg skal betale min husleje.

Værd at vide

Du har krav på en ansættelseskontrakt senest en måned efter ansættelsen, hvis du arbejder gennemsnitlig mere end 8 timer om ugen. Du har også krav på lønsedler. Hvis du ikke får lønsedler, har du ingen dokumentation for, at du har betalt skat og risikerer at komme til at betale skat af din løn to gange. Husk at registrere dine arbejdstimer dag for dag i din kalender.
Læs om reglerne for ansættelseskontrakter

Fandt du det du søgte?