Kurven er tom
Du har valgt:
Ønsker du at købe a-kasse og fagforening?
Er du også interesseret i fagforening? Vælg fagforening
Er du også interesseret i a-kasse? Vælg a-kasse

Revalidering

Revalidering er forskellige aktiviteter og økonomisk støtte, der kan hjælpe dig til at blive på arbejdsmarkedet, selv om du har en nedsat arbejdsevne.
Målet med revalideringen er, at du bliver i stand til at forsørge dig selv og din familie.

Hvem bevilger revalidering?

Det er din kommune, der beslutter, om de vil bevilge revalidering. Du kan først få revalidering, når alle muligheder efter andre regler er udtømt, fx støtte inden for a-kassesystemet.

Hvad kan en revalidering bestå af?

En revalidering tilrettelægges i samarbejde med dig. Udgangspunktet er, at du på kortest mulig tid skal tilbage til arbejdsmarkedet.

En revalidering kan bestå af:

  • Arbejdsprøvning
  • Undervisning/kurser
  • Optræning eller oplæring på offentlige eller private virksomheder
  • Uddannelse
  • Hjælp til at etablere selvstændig virksomhed.

To faser i revalideringen

Et revalideringsforløb falder som regel i to dele:

Forrevalidering

Du er uafklaret om, hvad du skal i gang med - hvad kan du helbredsmæssigt holde til, kan du klare at sidde på skolebænken igen? Ved forrevalidering er der således tale om aktiviteter, der enten sigter på at gør dig mere parat til et job eller på at afklare, hvilke typer job, der kan være tale om.  Det kan fx være daghøjskole, 8./9. klasse, afklaring på revalideringsinstitution, arbejdsprøvning i en offentlig eller privat virksomhed (også kaldet virksomhedspraktik).

Revalidering efter fast jobplan

Du er nu så afklaret, at du ved, hvad revalideringen skal føre til. Med andre ord: Der kan lægges en fast jobplan.

Det kan være:

  • Optræning eller oplæring på det private eller offentlige arbejdsmarked
  • Uddannelse, fx et kursusforløb på et AMU-Center eller en teoretisk uddannelse.

Økonomien under revalidering

Mens du er under forrevalidering, får du det samme, som du har fået indtil da, fx sygedagpenge, løn under sygdom, kontanthjælp eller andet.

Når du er under revalidering efter en fast jobplan, får du som hovedregel revalideringsydelse. Herudover har du mulighed for at få nogle tillægsydelser.

Revalideringsydelse

Er du over 30 år, svarer revalideringsydelsen til højeste dagpengesats. Er du under 30 år, svarer revalideringsydelsen til kontanthjælp – her er der dog to undtagelser: 1) Hvis du har børn, som du selv forsørger, eller 2) hvis du det seneste halve år har tjent mere end den højeste dagpengesats. I disse situationer får du samme revalideringsydelse som personer over 30 år.

I enkelte tilfælde kan du være ude for, at revalideringsydelsen bliver sat ned:

  • Hvis du få elevløn som praktikant, elev eller lærling, eller hvis du får løn under optræning
  • Hvis du har andre indtægter, der overstiger 12.000 kr. om året.

Til gengæld har det ingen indflydelse på revalideringsydelsen, hvis du får feriepenge fra et job fra, før du kom i revalidering. Det samme gælder, hvis du får penge tilbage i skat.

Forsikringer og pensioner

Din revalideringsydelse bliver sat ned, hvis du får udbetalt penge fra forsikringer og pensionsordninger. Fx hvis du får løbende udbetalinger af erstatning for tab af erhvervsevne fra Arbejdsskadestyrelsen.
Indtægterne fra forsikring o.l. begynder at bliver trukket fra, når de sammen med revalideringsydelsen overstiger den løn, du havde, før du blev syg.

Hvor lang tid?

Din kommune planlægger revalideringen i samarbejde med dig, så den gennemføres på så kort tid som muligt. Du kan højst får revalideringsydelse i fem år. Perioden med forrevalidering tæller ikke med i de fem år.

Hvis du går i gang med en uddannelse, forventes det, at du gennemfører den på normeret tid. Du kan dog have midlertidige afbrydelser i revalideringen i op til seks måneder, fx pga. sygdom, hvor du bevarer retten til at modtage revalideringsydelse. Men det er en forudsætning, at den jobplan, der er lagt, stadig er realistisk.

Revalidering og graviditet, barsel og adoption

Når du er under revalidering, har du ret til revalideringsydelse, hvis du har ret til fravær i forbindelse med graviditet, barsel og adoption.

Arbejde og revalidering

Du må ikke have andet arbejde, mens du er under revalidering.

Forskellige former for tillæg

Uanset om du er under forrevalidering eller revalidering efter fast jobplan, har du mulighed for at få nogle tillægsydelser. Det kan være:

Transport
Tilskud til transport til og fra revalideringsstedet. Du kan få tilskud til de kilometer, der ligger ud over de første 24 km tur/retur. Hvor meget du kan få i tilskud, afhænger af, hvilken form for revalidering du er i.

Udgifter til bøger ol.
Du har ret til støtte til udgifter til bøger og andet undervisningsmateriale, hvis du er under uddannelse. Støtten bliver som regel beregnet ud fra de gennemsnitlige udgifter til materialer på den pågældende uddannelse/kursus.

Arbejdsredskaber m.v.
Arbejdsredskaber og mindre ændringer i arbejdspladsens indretning, som gør, at du bedre kan klare revalideringen.

Oversigt over forskellige typer revalidering

Erhvervsmodnende aktiviteter og arbejdsprøve

Disse aktiviteter betragtes som forrevalidering - se afsnittet om forrevalidering ovenfor. Du får udbetalt det samme, som du har plejet at få - se afsnittet om økonomi under revalidering.

Oplæring eller optræning

Når du er under optræning eller oplæring i en virksomhed (privat eller offentlig) får du som hovedregel revalideringsydelse.

Hvis der foreligger særlige forhold, kan du dog få mindsteløn. Særlige forhold kan især være:

  • At du er over den sædvanlige uddannelsesalder
  • At du tidligere har haft tilknytning til arbejdsmarkedet, eller
  • At du har pligt til at forsørge ægtefælle eller børn.

I de tilfælde udbetaler din arbejdsgiver den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller en løn, som gælder for tilsvarende arbejde. Din kommune giver så arbejdsgiveren et tilskud. Tilskuddet afhænger af, hvor meget du kan arbejde.

Uddannelse

Der kan være tale om:

  • Et kursus af kortere eller længere varighed f.eks. et ugekursus på et AMU-center eller et PC-kørekort
  • En kortere eller længerevarende teoretisk uddannelse.

Mens du er under revalidering, får du revalideringsydelse.

Etablering af selvstændig virksomhed

Du skal kunne give en god grund til, at den bedste revalidering for dig er hjælp til at etablere en selvstændig virksomhed. Det er også et krav, at du kan dokumentere, at du har forstand på at drive egen virksomhed

Den hjælp, du kan få, vil være i form af tilskud eller et rentefrit lån til fx forsørgelse i seks måneder, til leje af lokaler eller til at købe varelager ind for.

 

Fandt du det du søgte?


Ville du have ringet ind, hvis du ikke fandt, hvad du søgte på krifa.dk?

Hvis du ønsker, at vi kontakter dig, skal du skrive til os på krifa.dk/kontakt