Kurven er tom
Du har valgt:
Ønsker du at købe a-kasse og fagforening?
Er du også interesseret i fagforening? Vælg fagforening
Er du også interesseret i a-kasse? Vælg a-kasse

Sygdom som lønmodtager

Hvornår og hvordan skal jeg melde mig syg? Hvad har jeg ret til at få i løn under sygdom? Hvordan er reglerne for sygedagpenge?

Syg – hvornår og hvordan skal jeg melde mig syg? Hvad har jeg ret til at få i løn under sygdom? Hvordan er reglerne for sygedagpenge?

Hvad skal jeg gøre, når jeg bliver syg?

Hvis du bliver syg, skal du hurtigst muligt give din arbejdsgiver besked. Proceduren kan være beskrevet i din ansættelseskontrakt, overenskomst eller personalehåndbog. Det er vigtigt, at du overholder proceduren, da det ellers kan få konsekvenser for din ansættelse, for eksempel i form af en bortvisning.

Hvis proceduren er, at du skal melde dig syg pr. telefon, er det ikke nok, at du melder dig syg på sms eller mail. Har din arbejdsgiver ikke nogen procedure, anbefaler vi, at du melder dig syg pr. telefon. Men det kan være en fordel at få et bevis for sygemeldingen. Det kan du for eksempel gøre ved at supplere den telefoniske sygemelding med en sms eller en mail. At det kan være nødvendigt at få et bevis for sygemeldingen, oplever vi desværre i flere sager.

Tro og love-erklæring

Det kan være beskrevet i din ansættelseskontrakt, at du skal aflevere en tro og love-erklæring på for eksempel den tredje sygedag. Det er vigtigt, at du overholder denne frist, for det kan have konsekvenser for din ansættelse, hvis fristen ikke overholdes.

Hvad må din arbejdsgiver spørge om?

Din arbejdsgiver har ikke krav på at få at vide, hvad du fejler (fx en diagnose). Beskæftigelsesministeriet har udgivet en pjece, som beskriver, hvad din arbejdsgiver må spørge om.

Sygdom og supplerende dagpenge

Hvis du modtager supplerende dagpenge, skal du sygemelde dig til både din arbejdsgiver og på jobnet.dk. Læs mere om sygdom og dagpenge.

Det er arbejdsgiverens pligt at anmelde sygdom til kommunen

Har du anmeldt dit fravær til din arbejdsgiver, har din arbejdsgiver pligt til at anmelde sygdommen til din bopælskommune.

Du skal dog være opmærksom på, at du har følgende anmeldelsesfrister:

Betaler din arbejdsgiver løn under dit fravær

Nemrefusion sender et såkaldt ”underretningsbrev” til dig i din e-boks. Du skal følge anvisningen i underretningsbrevet og anmode om sygedagpenge
senest 8 dage efter, at Nemrefusion har sendt brevet til dig, så sygedagpengene kan udbetales til din arbejdsgiver.

 

Når lønnen fra din arbejdsgiver ophører, sender Nemrefusion igen et underretningsbrev til dig i din e-boks. Du skal følge anvisningen i underretningsbrevet
og anmode om sygedagpenge senest 8 dage efter, at Nemrefusion har sendt brevet til dig. 

 

Modtager du ikke et underretningsbrev fra Nemrefusion, skal du anmode om sygedagpenge senest 3 uger efter, at udbetalingen fra din arbejdsgiver er ophørt. Det anmoder du om ved at udfylde en blanket, som udleveres af din kommune.

Betaler din arbejdsgiver sygedagpenge under dit fravær.

Nemrefusion sender et såkaldt ”underretningsbrev” til dig i din e-boks. Du skal følge anvisningen i underretningsbrevet og anmode om sygedagpenge senest 8 dage efter, at Nemrefusion har sendt brevet til dig.

 

Modtager du ikke et underretningsbrev fra Nemrefusion i din e-boks, skal du anmode om sygedagpenge senest 3 uger efter, at udbetalingen fra din arbejdsgiver er ophørt. Det anmoder du om ved at udfylde en blanket, som udleveres af din kommune.

Betaler din arbejdsgiver ikke løn eller sygedagpenge under dit fravær.

Du skal anmode om sygedagpenge fra din bopælskommune senest 3 uger efter din første fraværsdag.

 

Vi anbefaler, at du tjekker, at din arbejdsgiver har anmeldt sygdommen til din bopælskommune i god tid, inden dine frister overskrides.

Overskrides fristerne, kan det medføre, at du mister retten til sygedagpenge eller løn. Kontakt os for nærmere rådgivning.

Betaling under sygdom

Om du har ret til løn under sygdom, afhænger af de ansættelsesvilkår, der er aftalt i din ansættelseskontrakt.

Er du ansat som funktionær, har du ret til din sædvanlige løn under sygdom. Den sædvanlige løn er den løn, du ville have oppebåret, hvis du ikke var på arbejde.

Er din ansættelse omfattet af en overenskomst, vil reglerne om betaling under sygdom være beskrevet der.

Ret til løn eller delvis løn under sygdom kan også være beskrevet i din ansættelseskontrakt.

Kontakt os for nærmere vejledning om dine rettigheder. Du kan også indsende din ansættelseskontrakt for en gennemgang af dine rettigheder.

Du har ret til sygedagpenge fra din arbejdsgiver de første 30 kalenderdage af en sygdomsperiode, hvis du inden din første fraværsdag har været uafbrudt ansat i 8 uger hos den pågældende arbejdsgiver, og du i den periode har været beskæftiget mindst 74 timer. Efter de 30 uger vil du overgå til sygedagpenge fra din bopælskommune. Du kan læse mere om sygedagpenge her.

Har du ret til løn eller delvis løn under sygdom, kan din arbejdsgiver søge om at modtage dine sygedagpenge. Det er ofte en forudsætning for udbetaling af løn eller delvis løn under sygdom, at din arbejdsgiver har ret til at modtage de sygedagpenge, du ellers ville være berettiget til under sygdommen.

Er du ansat i et fleksjob og bliver syg, kan du læse om de regler, du er omfattet af,her.

Lægeerklæringer

Ønsker din arbejdsgiver et bevis på, at du ikke er i stand til at arbejde på grund af sygdom, kan din arbejdsgiver bede om en lægeerklæring.

En anmodning om en lægeerklæring bør efter Lægeforeningens Attestvejledning altid ske på baggrund af en skriftlig anmodning. Det skyldes, at lægen skal have sikkerhed for, hvilken type lægeerklæring din arbejdsgiver ønsker at få, hvor regningen skal sendes hen, hvilken fraværsperiode arbejdsgiveren ønsker lægens vurdering af, og om der ønskes en prognose.

Det er din arbejdsgiver, der skal betale for lægeerklæringen.

Der findes som udgangspunkt tre typer lægeerklæringer:

  1. Friattest
  2. Mulighedserklæring
  3. Varighedsattest.

Friattest

Det er alment anerkendt, at din arbejdsgiver kan bede om at få dokumentation for, at der er en lovlig grund til dit fravær.

Lægen kan i friattesten oplyse, om du er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og oplyse om prognosen, hvis din arbejdsgiver har bedt om det.

Din læge må ikke oplyse din arbejdsgiver om diagnoser eller lignende. Det står i helbredsoplysningsloven.

Mulighedserklæring

En mulighedserklæring består af to dele. Første del udfyldes af medarbejderen og arbejdsgiveren på baggrund af en samtale. Der fokuseres på de påvirkede jobfunktioner og skåneinitiativer, og din arbejdsgiver må fortsat ikke spørge til diagnosen.

Anden del af erklæringen udfyldes af din egen læge på baggrund af en samtale med dig. Lægen vil så vurdere din funktionsnedsættelse og arbejdsmulighederne. Lægen kan komme med sine forslag til skåneinitiativer og give en tidsmæssig vurdering.

En mulighedserklæring har til hensigt, at du bedst muligt fastholdes i jobbet. Du har ikke pligt til at påtage dig arbejdsopgaver, der ligger ud over din jobbeskrivelse.

Din arbejdsgiver kan bede om en mulighedserklæring når som helst i sygdomsforløbet, også selv om du er blevet rask. Det kan for eksempel ske, hvis du har gentagne sygemeldinger.

Din arbejdsgiver skal indkalde til samtalen om mulighedserklæringen med et rimeligt varsel og give dig en rimelig frist til at komme til lægen, inden erklæringen igen afleveres til arbejdsgiveren.

Bliver du indkaldt til en samtale med henblik på at udfylde en mulighedserklæring, har du pligt til at møde op til samtalen, medmindre du har en rimelig grund til at udeblive – for eksempel hvis sygdommen forhindrer dig i at møde op. I de tilfælde kan samtalen holdes telefonisk.

Kontakt os for nærmere rådgivning om, hvordan du skal forholde dig, hvis du er forhindret i at møde.

Udebliver du fra samtalen uden en rimelig grund, har din arbejdsgiver ret til at tilbageholde sygedagpenge fra og med den dag, hvor samtalen skulle have været holdt, til og med den dag, hvor samtalen bliver holdt.

Afleveres mulighedserklæringen ikke til din arbejdsgiver inden for fristen, kan din arbejdsgiver tilbageholde sygedagpenge fra fristens udløb, og indtil mulighedserklæringen er modtaget.

Sygedagpenge kan kun tilbageholdes inden for de første 30 kalenderdage af sygdommen (arbejdsgiverperioden).

Varighedsattest

Er din ansættelse omfattet af funktionærloven, kan din arbejdsgiver efter 14 dages sygdom anmode om en såkaldt varighedsattest. Lægen skal skrive en prognose for dit fortsatte sygefravær.

Din arbejdsgiver kan bestemme, om attesten skal udfyldes af din egen læge eller hos en specialist. Men din arbejdsgiver kan ikke bestemme, hvilken specialist der skal udfylde attesten, den ret har du.

Det er vigtigt, at attesten afleveres inden for den frist, din arbejdsgiver har fastsat, ellers kan du risikere en bortvisning.

Kan du ikke nå at fremskaffe attesten inden for tidsfristen, er det vigtigt, at du inden fristens udløb orienterer din arbejdsgiver om, at det ikke er muligt at overholde fristen, og at du begrunder, hvorfor det ikke er muligt. Vi anbefaler, at du sikrer dig et bevis for, at du har sendt denne orientering. Det kan for eksempel være i form af en mail, sms eller lignende. Orienteringen må gerne suppleres med en telefonisk kontakt til din arbejdsgiver.

Sygdom og arbejdsskade

Skyldes din sygdom en arbejdsskade, kan der være særlige regler om betaling under sygdommen, ligesom der kan være regler om, at du ikke kan afskediges i en bestemt periode. Er der tale om en ulykke/sygdom, som din arbejdsgiver er erstatningsansvarlig for, kan du være omfattet af regler om godtgørelse for svie og smerte og regler om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Du kan læse mere om arbejdsskader her.

Sygdom og ferie

Hvis du bliver syg før eller under din ferie, kan det være muligt at udskyde ferien eller få ferien udbetalt.

Du kan læse mere om ferie og sygdom her.

Sygdom og opsigelse

Hvis du bliver opsagt på grund af sygdom eller under sygdom, bør du i alle tilfælde kontakte os for nærmere rådgivning.

Du kan læse mere om opsigelse og sygdom her.

Graviditetsbetinget sygdom

Graviditetsbetinget sygdom behandles efter andre regler end almindeligt sygdomsfravær. Du kan læse mere om sygdom i forbindelse med graviditet, graviditetsundersøgelser og graviditetsfremmende foranstaltninger her.

Din arbejdsgiver må kontakte dig, mens du er syg

Din arbejdsgiver må gerne kontakte dig under sygdom. Læs eventuelt mere ovenfor om mulighedserklæringer.

I hvilket omfang og hvordan din arbejdsgiver må kontakte dig, afhænger af din sygdom og sygdommens karakter. Kontakt os for nærmere vejledning i den konkrete situation.

Der er særlige regler for elever og lærlinge

Er du lærling eller elev og omfattet af erhvervsuddannelsesloven, gælder der særlige regler under sygdom. Du kan læse mere om elevers rettigheder her. Kontakt os for mere vejledning.

Fandt du det du søgte?


Ville du have ringet ind, hvis du ikke fandt, hvad du søgte på krifa.dk?

Hvis du ønsker, at vi kontakter dig, skal du skrive til os på krifa.dk/kontakt