Forside/ Inspiration/ Arbejdsmiljø/ Vi flygter ind på vores kontorer og låser dørene
Forside/ .../ Vi flygter ind på vores kontorer og låser dørene

- Vi flygter ind på vores kontorer og låser dørene

Det kræver psykisk overskud at arbejde med mennesker i krise. Trusler og vold er en del af dagligdagen, og man skal konstant være i vagtposition. For Ulla, der er tidligere socialrådgiver, havde det store konsekvenser. 
Ikon artikel
Journalist
Anne Rahbek

Det er torsdag morgen. Ulla sidder til morgenmøde med sine kollegaer og både rundstykker, kaffe og the er sat frem på det runde bord. De diskuterer de sædvanlige arbejdsopgaver og de sager, de hver især arbejder med. Spiser rundstykker og taler også lidt om den kommende weekend.
Men pludselig afbrydes den gode stemning. En mand står i døren ind til personalerummet. Han er kun iklædt joggingbukser og har bare tæer. Han ser vild ud i øjnene. Kollegerne når kun at kaste et hurtigt blik på hinanden, før han går i gang med at ødelægge alt omkring sig.

Episoden står lysende klart for Ulla Andersen. Hun er tidligere socialrådgiver inden for familie- og kontanthjælpsområdet, og selvom hændelsen ligger flere år tilbage, glemmer hun ikke hans blik.

Manden går amok

- Han smadrede det hele, fortæller hun.

- Han kastede med computerne og hamrede igennem vinduerne. Der var glasskår overalt, og hans fødder blødte af at træde rundt i det. Men han så ikke ud til at mærke det. Han havde alt for travlt med at gå amok.  

Ullas kolleger flygter væk fra kontoret. De skal i sikkerhed. I mellemtiden lykkes det Ulla at få ringet 112. ”Manden går amok, I er nødt til at komme” er det eneste, hun får sagt. Politiet lover at komme med det samme. Minutterne, før de ankommer, føles som timer.

- Da de endelig kom, kørte de ham væk. Det var en lettelse. Men på det tidspunkt fandtes der ingen regler om, at han skulle have forbud mod at dukke op igen. Så vi vidste jo faktisk ikke, om han ville komme tilbage næste dag, fortæller Ulla.

Bryder sammen

Episoden påvirker Ulla. Efter arbejde kommer hun hjem til et tomt hus, for familien har endnu ikke fri fra skole og arbejde. Hun er rastløs. Går frem og tilbage. Skæver op mod uret med korte mellemrum. Hun tæller timerne, før hendes mand og børn igen er hjemme. Så kan hun nemlig låse døren og med sikkerhed vide, at den aggressive mand ikke kan gøre hendes familie noget. Så er de alle i tryghed.

Weekenden føles lang, men Ulla forsøger at forberede sig på at skulle møde ind på kontoret mandag morgen. Da hun og kollegerne endnu engang sidder om det runde bord, spørger hendes leder, hvordan hun har det. Og det er først her, at Ulla bryder helt sammen. Reaktionen over den skræmmende oplevelse vælder ind over hende. Hun lader det få frit løb. Hendes leder kan hurtigt se alvoren i situationen og booker straks en psykologtid til Ulla.

Efter et par besøg hos psykologen har Ulla fået gennemarbejdet situationen og er atter klar til at komme tilbage på jobbet. Hun har lagt episoden bag sig. Tror hun.

Ikke enestående tilfælde

For den voldsomme episode viser sig ikke at være en engangsforestilling. Igennem de næste år oplever Ulla flere lignende situationer, hvor et menneske ”går amok”, som hun udtrykker det.

For eksempel var der episoden med den unge par. Den husker hun tydeligt. De kommer brasende ind på hendes kontor. De er påvirkede af stoffer, og deres pupiller er skræmmende små. De truer med at overfalde hende, fordi deres barn er blevet fjernet af kommunen. De mener, at det er socialrådgiverens skyld. At det er Ulla, der står bag.
Heldigvis har Ulla og kollegerne fået installeret en alarmknap efter episoden med den voldelige mand. Den sidder på den anden side af væggen. Det lykkes Ulla at bane sig forbi parret og trykke på knappen. Det unge par er væk, før politiet kommer, men de når på vejen at vælte alle reoler i forhallen først.

En anden episode, som står særligt klart for Ulla, er dengang en kollega måtte flygte for sit liv.

Han slår mig ihjel, råber hun, og inden vi kan nå at tale med hende, står han i døren.

Kilde: Ulla Andersen, tidligere socialrådgiver

- En af vores vikarer kommer en dag løbende ind og fortæller, at hun er blevet truet på livet. ”Han slår mig ihjel”, råber hun, og inden vi kan nå at tale med hende, står han i døren. Vikaren må gemme sig under et skrivebord, og vi andre flygter ind på vores kontorer og låser dørene. Heldigvis skete der ikke noget med nogen af os, men vikaren ønskede ikke at få sin vikartid forlænget, siger Ulla.

Tør ikke bøje hovedet

De mange voldsomme episoder tager efterhånden hårdt på Ulla. Hendes psyke kan ikke holde til mere. Hun kan ikke længere køre bil af frygt for at møde nogle af de voldelige borgere på gaden. Hun ryster bare ved tanken om at skulle se en af dem i øjnene. Da det bliver så slemt, at hun ikke engang tør bøje hovedet ned over skrivebordet af frygt for ikke at kunne se, hvem der står bag hende, er det nok. Hun indser, at hendes psyke er så overbelastet, at det overskygger alt i hendes hverdag.

Ulla beder om at blive forflyttet til kommunens pensionsafdeling. Her er borgerne mere rolige, og hun tør sænke skuldrene. Langsomt begynder hun at slappe af i sit job. Hun finder tilbage til sig selv igen. Og i dag har hun ingen psykiske ar efter tiden som socialrådgiver. Det skyldes ifølge hende selv, at hun har været god til at snakke tingene igennem med sin omgangskreds.

- Når man har et psykisk belastende job, er det vigtigt, at man får snakket om hændelserne. For mig var det altafgørende at have venner og kollegaer, der gad lytte.

Erhvervspsykolog: Åbenhed er afgørende

Og netop det at turde tale om det, når man oplever en alvorlig hændelse på jobbet, er vigtigt. Det bekræfter Mads Lindholm, der er erhvervspsykolog. Han har gennem mange år hjulpet mennesker med at få balance i arbejdslivet og har stor erfaring inden for psykisk belastede medarbejdere og de konsekvenser, det kan give.

Man kan sige, at vi alle sammen har brug for muligheden for at træde ned af scenen, smide masken og åbne op.

Kilde: Mads Lindholm, erhvervspsykolog

Vidste du

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø sendte i 2015 en undersøgelse ud til 50.000 beskæftigede lønmodtagere i Danmark mellem 18 og 64 år. I undersøgelsen blev de bedt om bl.a. at forholde sig til vold og trusler på jobbet. Blandt de adspurgte havde 6 procent været udsat for fysisk vold på arbejdspladsen inden for de sidste 12 måneder.

- Det er vigtigt, at der på arbejdspladsen er rum til at dele de voldsomme oplevelser. Både mellem kolleger og ledere. Man kan sige, at vi alle sammen har brug for muligheden for at træde ned af scenen, smide masken og åbne op. Det skal arbejdspladsen give mulighed for, især når en medarbejders psyke er påvirket.

Ifølge Mads Lindholm er den psykiske belastning særlig hård i bestemte brancher. Oftest er man mest udsat i de jobs, hvor der uventet opstår voldsomme situationer.

- Som soldat eller politimand er de kritiske situationer en del af jobbet, men som for eksempel sagsbehandler er det svært at forberede sig på sådan nogle oplevelser. Derfor kan det ramme hårdere, siger han og fortsætter:

- Men lige meget hvad er det afgørende, at man taler om det. Det kan både være med kollegaen, chefen eller en professionel. Det er nemlig rigtig svært at komme sig psykisk uden støtte, åbenhed og opbakning fra andre.
Ondt i arbejdslivet?
Bliv medlem og snak med vores jobtrivselskonsulent. 

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse