Forside/ Inspiration/ Jobsøgning/ 2017: 5 tendenser, der ændrer din jobsøgning
Forside/ .../ 2017: 5 tendenser, der ændrer din jobsøgning

5 tendenser, der ændrer din jobsøgning i 2017

Årsskiftet nærmer sig, og det giver anledning til at se på alt det, som det nye år bringer – også på jobsøgningsfronten. Jobkonsulent i Krifa Joachim E. Quistgaard har kigget i krystalkuglen og forudset fem nye tendenser i jobsøgningen i 2017.
Ikon artikel
Journalist
Anne Rahbek

Det er svært at spå om fremtiden, men vi prøver alligevel. Et nyt år står nemlig for døren, og hvad kan du som jobsøgende mon forvente af det? 

- På jobfronten ser det godt ud for 2017. Der er de seneste år kommet flere og flere i job, og den udvikling ser heldigvis ud til at fortsætte i det nye år. Det betyder jo, at der mangler arbejdskraft, og det er positivt, fortæller Joachim E. Quistgaard, der er jobkonsulent i Krifa.  

Han peger på, at der vil være seks tendenser, du som jobsøgende skal være særligt opmærksom på i 2017.

1. Facebook haler ind på LinkedIn
- LinkedIn har i mange år været virksomhedernes foretrukne kanal til at rekruttere nye medarbejdere. Men analyser peger på, at Facebook vil hale mere og mere ind på LinkedIn i 2017. På Facebook kan virksomhederne nemlig målrette deres stillingsopslag mere skarpt ved at bruge alt det data om os, som Facebook gemmer på. 

For dig som jobsøger betyder det, at du skal begynde at tænke Facebook ind i din jobsøgning. Følg nogle spændende virksomheder på Facebook og bliv medlem af diverse jobsøgningsgrupper inden for din branche

2. Jobsøgningen bliver endnu mere digital

- I 2017 vil der dukke nye digitale platforme op, der tilbyder værktøjer og løsninger til jobsøgningen – fx hjælp til opbygningen af dit CV eller adgang til et stærkt netværk. 

Som jobsøgende kan du få rigtig meget ud af at udforske de mange digitale muligheder. Du kan fx prøve novoresume.com, der hjælper dig med opbygning og layout af dit CV, eller virksomhedspraktik.net, der er en form for digital jobcenter for dig, der leder efter din næste virksomhedspraktik. 

Prøv også netværksportalen Talentbird, som hjælper dig med at komme i betragtning til alle de stillinger, som ikke annonceres via jobopslag – hvilket faktisk er hele 75 procent. 
 

Få gratis adgang til Talentbird

Som medlem af Krifa får et gratis pro-medlemskab til Talentbird. Læs mere her

3. Standard-CV’et uddør
- Vi ved, hvor vigtigt det er at have et knivskarpt CV. Men i 2017 vil vi opleve flere og flere tilfælde, hvor det er CV’et frem for ansøgningen, som virksomheden ser på. Og det stiller større krav til indholdet, både i form af format, indhold og layout. 

Som jobsøgende betyder det, at du skal sørge for, at dit CV er skarpt målrettet den stilling, du søger - for det er slut med standard-CV’er. Virksomhedernes forventninger til det gode CV bliver mere branchespecifikke og individuelle. Derfor vil det skarpe CV fylde en side i én branche og tre sider i en anden branche. Det skal du have for øje, når du laver dit CV.

4. Du skal brande din personlighed
- Vi ser lige nu en tendens til, at flere og flere virksomheder har mere fokus på, at ansøgeren skal have den helt rigtige profil fremfor de helt rigtige kompetencer. Og den tendens kan du som jobsøger tale ind i ved at være skarp på din personlige branding. Sørg for, at dine profiler på Facebook og LinkedIn er helt skarpe, så virksomhederne kan se, hvem du er, og hvilken profil de får. Du kan også overveje, om du skal lave en blog, et website eller en online portfolio, som du linker ind til gennem din ansøgning. 

5. Jobsamtaler og ansøgninger kommer til at foregå på video
- Det er ikke for alvor slået igennem endnu, men det er en voksende tendens; brugen af video i jobsøgningen. Det kan både være jobsamtalen, der foregår på video, eller ansøgningen, der ikke længere er på papir, men kommer med et link til en video. 

Den vakse jobsøger anno 2017 vil udnytte de mange muligheder, som videokommunikation giver – nemlig at give et helhedsbillede af dig og dermed brande dig personligt. Måske du skal lave en video med dig selv til din næste ansøgning? 

 
Book en jobrådgivningssamtale
Som medlem i Krifa Basis eller Plus kan du få professionel og personlig hjælp til din jobsøgning af vores dygtige jobrådgivere.
Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar