Forside/ Inspiration/ Jobsøgning/ 8 råd til en skarp LinkedIn
Forside/ .../ 8 råd til en skarp LinkedIn

8 råd til en skarp LinkedIn-profil

LinkedIn har verdens største samling af CV’er. Derfor er det et genialt værktøj til networking, jobsøgning, vidensdeling, sparring og research. Her får du de bedste råd til en god profil, der skaber opmærksomhed.
Ikon artikel
Journalist
Anne Rahbek

LinkedIn er et af de mest populære sociale medier målrettet erhvervslivet. Her kan du have dit CV online, som dermed kan ses af arbejdsgivere og rekrutteringsbranchen. Du kan pleje dit netværk og skabe nye relationer. Du kan følge virksomheder og på den måde holde øje med ledige stillinger. Kort sagt er LinkedIn uundværligt i din jobsøgning. Men du kan også bruge det, selvom du er i job. Ved løbende at opdatere din profil på LinkedIn med ny erfaring, nye relationer, deltagelse i nye grupper og nye anbefalinger fra kollegaer eller tidligere kollegaer skal du nemlig ikke begynde helt fra bunden, hvis du en dag vil søge nyt job.

Jobkonsulent i Krifa Conny Sønderskov giver her de otte bedste råd til LinkedIn. 

1. Vælg det gode profilbillede

Dit billede er førstehåndsindtrykket på din profil. Billedet skal vise dig tydeligt, og kun dig. Brug et billede, du vil bruge i en ansøgning eller CV – ikke det fra ferien eller sommerfesten. Tænk over, hvad du gerne vil signalere, og hvem du ønsker at appellere til. Ved at have billede på din profil bliver du endnu mere set på LinkedIn, og du bliver betragtet som seriøs netværker.

Prøv vores overskriftsgenerator

Få hjælp til at finde den helt rigtige overskrift til din LinkedIn-profil ved at bruge overskriftsgeneratoren.

2. Brand dig selv med din overskrift

Overskriften er dit visitkort på LinkedIn. Det bliver vist, når du fx deltager aktivt i en gruppe, og når du får en ny person i dit netværk. Derfor skal din overskrift vise, hvad du kan, og skabe en interesse der gør, at modtageren får lyst til at klikke på din profil, for at læse mere. 

Overvej også at bruge bullets og symboler i din overskrift og profiltekst - det gør din profil mere spændende og iøjnefaldende. Brug fx symbolerne her. 

3. Brug de rigtige nøgleord

På LinkedIn kan du søge på bestemte ord. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke ord du bruger i især din overskrift, men også på resten af din profil.
På din profil har du mulighed for at sætte nogle ord på, hvad du kan. Sørg for, at du her fortæller, hvad du kan tilbyde – hvad arbejdsgiveren får ud af at ansætte dig. Tænk over, hvad man skal kunne i de job, du gerne vil have og find inspiration i jobannoncer - og sørg så for, så de ord er med. Jo mere konkret og detaljeret, du gør den, jo større chance for at blive søgt frem. 

4. Uddannelse og erhvervserfaring

Beskriv din erfaring, så din kommende arbejdsgiver får et klart indtryk af din erfaring. Du skal ikke nøjes med at skrive, at du har været ansat i en virksomhed i fem år. Skriv i stedet, hvilke opgaver, du sad med, og hvordan du fik dine kompetencer i spil. Det samme gælder for din uddannelse. Forklar, hvad den har givet dig af kompentencer, og hvad du kan tilbyde din kommende arbejdsgiver.

5. Kompetencer og anerkendelser

Skriv op til 50 konkrete kompetencer, der kendetegner det, du kan tilbyde. Dit netværk på LinkedIn kan herefter anerkende dig for den konkrete kompetence. Det er vigtigt, at du skriver ord her, da de er søgbare.     

Film: Kom i gang med LinkedIn på 2 minutter

Vi tager dig i hånden og guider dig til, hvordan du kommer godt i gang med din LinkedIn-profil. 

Se filmen her 

6. Få andre til at anbefale dig

Det virker altid godt at få andre til at anbefale dig. Det kan være kollegaer eller tidligere kollegaer, samarbejdspartnere, chefer eller andre kontakter. Hvis du forlader et job, er det en god idé at bede en eller flere af dine kolleger om at skrive en kort anbefaling til LinkedIn på et tidspunkt, hvor de husker dig godt. Det er altid sværere at komme flere år efter og bede om en anbefaling, fordi man søger job.

7. Brug grupperne

Tilmeld dig relevante grupper. Det kan være inden for dit faglige område eller inden for et område, du ser dig selv i fremtiden. Her kan du vise din faglighed eller måske finde ud af, hvordan du kommer fra A til B, hvis du overvejer karriereskift. 

8. Find virksomhederne

Følg relevante virksomheder, der har din interesse. Her kan du finde værdifuld information om den virksomhed, du gerne vil arbejde i, og følge med i, når der bliver opslået jobs.

Få en gratis guide!

Vil du læse mere om, hvordan du bruger LinkedIn bedst? Så download vores gratis guide, der går i dybden med alt lige fra søgeord til gode forbindelser. Hent guiden her. 

Lyt dig til endnu mere inspiration og vejledning i podcasten "Jobcast: 7 gode tip til at bruge LinkedIn"

Kom på LinkedIn-kursus!
Krifa udbyder løbende kurser i LinkedIn – både fysiske arrangementer og online webinarer, som du kan deltage i hjemme fra sofaen.
Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse