Forside/ Inspiration/ Jobsøgning/ Er papiransøgningen ved at uddø
Forside/ .../ Er papiransøgningen ved at uddø

Er papiransøgningen ved at uddø?

Den velkendte vej til et ledigt job går gennem et stykke papir. Ansøgningen. Men fortsætter det sådan? Læs her, hvad det helt nye inden for jobsøgning er.
Ikon artikel
Journalist
Anne Bjerregaard Bang

Vi har spurgt tre rekrutteringseksperter om, hvad de mener om den gamle kending – ansøgningen.

Søren Bay Ivarsson, HR Development Consultant, COOP og tidligere rekrutteringskonsulent hos Rigspolitiet.

Er ansøgningen på vej ud?

- Den skrevne ansøgning dør ikke ud, ikke i den nærmeste fremtid i hvert fald. Den lever videre, men måske får den en anden betydning. Den afhænger af den branche, du søger i, og hvordan markedet overordnet er. Men generelt vokser rekruttering gennem netværk, og det vil fortsætte med at vokse. I den sammenhæng kan en skriftlig ansøgning være overflødig, fortæller Søren Bay Ivarsson.

Hvad er det nye inden for ansøgninger?

- Jeg ser en tendens til, at motivationsdelen fylder mere, når vi rekrutterer. Derfor skal du som ansøger være meget god til at forklare, hvorfor stillingen er relevant, og hvorfor du er relevante for virksomheden. Det personlige element er blevet vigtigere, siger HR eksperten og uddyber:

- Og så får CV’et langt større betydning. Vi er vant til at læse kort og hurtigt, og sådan er et CV. Mange tænker ansøgningen som den primære indgangsvinkel, men CV’et er faktisk vigtigere og nærmer sig ansøgningen mere og mere. CV’et skal målrettes det enkelte job hver gang, så det bliver en dynamisk fortælling om, hvem du er.

Claus Gyldendal Tapdrup, rekrutteringskonsulent, Jobindex.

Er ansøgningen på vej ud?

- Ansøgningen er udfordret fordi, det bliver mere og mere vigtigt at formulere sig kort og mere præcist, så den er hurtigt at læse igennem. Mange af de virksomheder, jeg rekrutterer for, er mindre interesserede i at se ansøgningen end tidligere. Så som konsulent vil jeg egentlig helst se ansøgerens profil og nogle få linjer om motivationen for jobbet. Hvorfor er stillingen relevant for dig? Virksomhederne vil gerne føle, at ansøgeren vil jobbet rigtig meget. De vil gerne føle sig vigtige. Du skal vise, at du har sat dig ind i virksomheden, og så skal du skrive i din ansøgning, hvordan du vil bidrage til den som deres nye medarbejder. Jeg tror aldrig, ansøgningen dør, men den er truet på den form, vi kender, forklarer Claus Gyldendal Tapdrup.

Hvad er det nye inden for ansøgninger?

- Det helt nye er helt at undvære dem. Nogle større virksomheder er begyndt at have en funktion, hvor man bare uploader sit CV. Er man interessant nok som ansøger, modtager man et link, hvor man kan optage sig selv på video og svare på nogle korte spørgsmål. Og så sker udvælgelsen ud fra det, fortæller rekrutteringskonsulenten.

Jaspir Pedersen, partner, rekrutteringsbureaet StaffUp

Er ansøgningen på vej ud?

- Jeg tror ikke, ansøgningen som koncept forsvinder, og det håber jeg heller ikke. Men en ansøgning kan jo ikke stå alene, og den giver ikke indtryk af mennesket bag. Jeg oplever, at virksomhederne er mere og mere interesserede i at få den medarbejder, hvor også personligheden passer ind. Vi matcher mennesker og virksomheder ved hjælp af personlige interview og test, og vi kan se, at det er der stor efterspørgsel på, siger Jaspir Pedersen.

Hvad er det nye inden for ansøgninger?

- Det vinder indpas, at referencerne bliver brugt, og at virksomhederne eller vi i rekrutteringsbranchen foretager kontrolopkald. Før i tiden var det mest nogle, man skrev på, og som måske i sjældne tilfælde blev brugt, men nu kan jeg kun anbefale, at man som ansøger har orden i sine referencer. Det er en god ide at spørge den tidligere chef eller mellemleder, om de vil skrives på som reference, så de er forberedte på at blive kontaktet, pointerer Jaspir Pedersen.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse