Forside/ Inspiration/ Jobsøgning/ Få tjek på dine styrker og svagheder
Forside/ .../ Få tjek på dine styrker og svagheder

Få tjek på dine styrker og svagheder

Mange, der skal til jobsamtale, frygter at få spørgsmål, de ikke kan svare på. Hvad fortæller man lige om sig selv og sine stærke og svage sider? I virkeligheden handler det om forberedelse. Så er risikoen mindre for at komme på usikker grund.
Ikon artikel
Journalist
Lars Stig Madsen

Hvad er dine styrker? Hvor er du mindre stærk? Som med alt andet i jobsamtalen handler det om at svare ærligt. Dine svar skal gerne matche arbejdspladsens behov og forventninger til dig som ansøger. Morten Højbjerg Jacobsen, der er HR-konsulent i Krifa, giver dig en række gode råd til din forberedelse.

Inden samtalen er det en god ide at skrive tre stærke og svage sider ved dig selv ned og svar over for dig selv på, hvorfor det er vigtigt at fremhæve netop disse ting i det job, du søger.

Nævn dine tre stærkeste sider

Dit svar skal gerne matche det, der bliver spurgt efter i stillingsannoncen. Samtidig skal du være ærlig, så du kan leve op til dine ord, hvis du får jobbet.

Dine svar skal vise, at du har tænkt over, hvad dine styrker er, og at du ved, hvordan du bruger dem. Kom med eksempler på, hvordan du har brugt dine styrker i tidligere jobs. Forklar også, hvorfor dine styrker har været en fordel tidligere. Tænk på forhånd over, hvorfor det er vigtigt at fremhæve disse ting i forhold til det job, du søger?

Nævn tre af dine svage sider

Det er en god idé at fortælle, hvordan du arbejder med dine svage sider. På den måde viser du, at du ønsker at udvikle dig.

Er en af dine svage sider, at du indimellem kommer til at sige ja til for mange opgaver, kan du sige, at du arbejder med det på den måde, at du ved hver uges afslutning ser på dine planer for næste uge. Du skriver dine planer ned og får overblik over, hvor meget tid du har til nye opgaver.

De fleste svagheder kan i virkeligheden være en styrke. Det handler om forskellige personlighedstyper. Derfor kan du også vende svaghederne til en styrke, når du fortæller om dem.

Er en af dine svagheder, at du gerne vil have styr på detaljer og have overblik over en opgave, inden du går i gang med den, kan det omvendt også være en styrke, fordi du til gengæld leverer høj kvalitet.

Det at være bevidst om dine styrker og svagheder er en styrke i sig selv. For du viser, at du kender dine muligheder og begrænsninger.

Hvad kan du, som andre ikke kan

Et andet spørgsmål, der kan være svært lige at svare på, er, hvad du kan tilbyde virksomheden, som andre ikke kan. Det er jo ikke nok at sige, at man er dygtig – for det er de andre også.

Først og fremmest skal du på forhånd sætte dig grundigt ind i, hvad det er for en virksomhed, du skal til jobsamtale hos. Fortæl dem, hvad de får ud af at ansætte netop dig. For eksempel at de får en medarbejder, der brænder for det og det - som du kan stå inde for, og du ved, at virksomheden lægger vægt på. Fortæl hvilke af dine specifikke kompetencer og vigtigste erfaringer, der kan bruges på lige præcis den arbejdsplads, fordi de arbejder med det og det. Vær konkret.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse