Forside/ Inspiration/ Jobsøgning/ Håndter en fyring blandt dine nærmeste
Forside/ .../ Håndter en fyring blandt dine nærmeste

Håndter en fyring blandt dine nærmeste

Det kan være svært at stå på sidelinjen med et menneske, der er blevet fravalgt. Men føl dig langsomt frem, så du ikke skubber væk, råder jobtrivselskonsulent.
Ikon artikel
Journalist
Anne Bjerregaard Bang

Er en af dine gode bekendte eller et familiemedlem blevet fyret, kan det være svært at vide, hvordan du skal forholde dig. Især fordi en fyring kan bringe helt nye sider og tanker frem i det menneske, som du ikke på forhånd kan vide, hvordan du håndterer bedst.

- Tidligt i forløbet kan du helt åbent spørge ”Hvordan hjælper jeg dig bedst?”. Det bedste du kan gøre, er at lytte og have respekt for de signaler, vedkommende sender. Også hvis det betyder, at der kommer et andet svar, end du havde forventet. Det er den, der er blevet fyret, der ved, hvad vejen frem er for ham eller hende, siger Bente Fischer-Nielsen.

Hun er jobtrivselskonsulent i Krifa og taler dagligt med mennesker, der er blevet fyret og har brug for at tale om det. Hendes erfaring er, at det er vigtigt, at man som pårørende ikke kommer med ”fixer-attituden”. Heller ikke i de helt nære relationer.

Tydelig kommunikation fra begge sider

- Det hjælper ikke, hvis konen har fundet løsningen til den stakkels mand og presser på. Han vil ikke lukke hende ind, før han er klar, og det kan faktisk resultere i, at han lukker endnu mere af. Omvendt skal han også tydeligt sige, at han ikke er interesseret i gode råd, siger hun og fortsætter:

- Så må man som den, der er tæt på, sige: Hvordan hjælper jeg dig bedst? Er der noget, vi kan lave sammen? Hold det i jeg-form, tal på dine egne vegne, siger Bente Fischer-Nielsen.
Har du meget svært ved at åbne et menneske, der er helt lukket om sin situation, er klar kommunikation også den rigtige vej frem.

- Sig det, hvis du ønsker at være en del af det. Så kan du altid bare få det svar, at vedkommende ikke er klar til at tale om det endnu. Og det må du respektere, råder Bente Fischer-Nielsen. 

Når du er medlem i Krifa og basis- eller plusmedlem, har du mulighed for samtaler med jobtrivselskonsulenterne om det, der er svært i dit arbejdsliv. Læs her, hvordan du kommer i kontakt med dem.
 

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse