Forside/ Inspiration/ Jobsøgning/ Kend dig selv om kom nærmere jobbet
Forside/ .../ Kend dig selv om kom nærmere jobbet

Kend dig selv og kom nærmere jobbet

Personlighed og karaktertræk skinner oftest igennem i ansøgningen og til jobsamtalen. Derfor er det vigtigt, at du som jobsøgende gør dig nogle tanker om, hvordan du er som person.
Ikon artikel
Journalist
Anne Rahbek

Det er ikke kun dine faglige kvalifikationer, der sikrer dig jobbet. Dine personlige egenskaber spiller også ind – er du fx kreativ? detaljeorienteret? God til at samarbejde? Det er vigtigt, at du er bevidst om, hvad der karakteriserer din person. Det fortæller Marianne Tinggaard, der er jobrådgiver i Krifa.

- Du skal gerne kende dine personlige egenskaber allerede inden, du skriver din ansøgning og dit CV. For det skal jo skinne igennem i både ansøgning og jobsamtale, hvem du er som person. Når du bliver bevidst om, hvad du trives med og er god til, bliver det samtidigt også nemmere at finde det rigtige job, fortæller hun.

Eksempler på personlige egenskaber:

Målbevidst
Overblik
Kreativ
Igangsætter
God til at kommunikere
Ansvarsbevidst
God til at sige fra
Fleksibel
God til at bevare roen i pressede situationer
Udadvendt
Optimistisk
God til at tage beslutninger

Hvad kendetegner dig?

Ifølge Marianne Tinggaard er der ikke nogen egenskaber, der er ubetinget positive eller negative. Men det er forskelligt, hvilke egenskaber man har brug for i forskellige job.

- Hvis du skal have med kundeservice og salg at gøre, er det fx vigtigt, at du er udadvendt og god til at komme i kontakt med andre. Hvis du skal arbejde meget alene, er det derimod mindre godt, hvis du har et stort socialt behov, siger hun og nikker genkendende til, at det jo kan være svært at vide, hvad der helt præcist kendetegner ens personlighed.

- Men så handler det bare om at spørge sine omgivelser. Snak med nogen, der kender dig godt, og bed dem fortælle lidt om, hvem du er. Lyt til både de positive og de negative udtalelser, og sammenlign med din egen opfattelse af dig selv. Ofte vil det give dig et mere nuanceret billede af, hvem du er, og hvad du signalerer til dine omgivelser.

Husk at lede online

Som altid er der også hjælp at hente på internettet. Marianne Tinggaard fortæller, at der findes mange gode personlighedstests online. De kan sætte nogle ord på dig som person, som du ofte kan genkende, men ikke selv var kommet på.

Du kan også hente Krifas Min Persontype App. Her kan du finde din persontype og få feedback fra vores jobrådgivere. Du får også gode råd til, hvordan du bruger din persontype i jobsøgningen, ved et brancheskift og i det daglige samspil mellem kolleger og ledelse.

Øvelse: Brug egenskaberne i jobsøgningen

  1. Skriv fem egenskaber ned, der beskriver dig, og tænk på, i hvilke situationer du har brugt disse på dit tidligere arbejde eller under din uddannelse.
  2. Skriv derefter ned, hvilke fordele, disse egenskaber rummer.
  3. Skriv derefter ned, hvilket udbytte din kommende virksomhed har af dine egenskaber.


    Eksempel
    Egenskab: Struktureret
    Fordele ved denne egenskab: Jeg har orden i sagerne
    Udbytte for kommende virksomhed: Jeg overholder deadlines


Professionel jobrådgivning
Bliv medlem og få personlig hjælp til din jobsøgning af vores dygtige jobrådgivere.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse