Forside/ Inspiration/ Jobsøgning/ Sådan får du dagpengene til at række
Forside/ .../ Sådan får du dagpengene til at række

Sådan får du dagpengene til at række

Det er en stor omvæltning – også økonomisk – at være jobsøgende. Men relativt få ændringer i dine vaner kan betyde mere økonomisk råderum i hverdagen.
Ikon artikel
Journalist
Anne Bjerregaard Bang

Hver anden dansker uden arbejde har svært ved at få økonomien til at løbe rundt. Det viste en undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet i 2014. I gennemsnit taber en dansker nemlig 7000 kroner om måneden på at miste jobbet. Økonom i Krifa Jan Sørensen giver dig her en guide til, hvordan du lettere klarer dig på dagpengebudget.

Budget, budget og budget

Ifølge Jan Sørensen er første skridt at få lavet et budget. Men før du kan gøre det, skal du have overblik over indtægter og udgifter, eventuelt ved at se på dit kontoudtog for den seneste periode fra banken.

- Hver mandag kan du hæve de kontanter, du ud fra dit budget skal bruge til indkøb pr. uge, så er det lettere at undgå impulskøb og dyre madvarer.

- Har du gæld, kan du måske spare penge ved at skifte til en anden bank eller forhandle dig til en lavere rente.

- Tag kontakt til andre kreditorer, du skylder penge, og få omlagt afbetalingen af gælden.

- Bor du til leje, kan du spørge din udlejer om en midlertidig nedsættelse i din leje. Udlejere vil gerne undgå, at lejere flytter, for det koster udlejeren penge, hvis lejligheden kommer til at stå tom. Tal med din bank, hvis du er boligejer og spørg om du kan få afdragsfrihed på dit boliglån i en periode, mens du nedbringer alle andre lån.

Lad bilen blive i garagen

På de mindre udgiftsposter er der også penge at hente, siger økonomen:

- Tag cyklen frem for bilen. Det er godt for sundheden, og du sparer på bilens brændstofforbrug. Sluk for lyset når og hvor du alligevel ikke bruger det. Selv en kort tur på 6 km hver dag kommer til at koste over 4000 kr. om året.

- Sluk for lyset, når og hvor du alligevel ikke bruger det. Sluk for kontakten frem for at bruge unødig stand-by-strøm.

Lev sundt og spar penge

Hvis der skal spares penge, er det en oplagt mulighed for at leve sundere.

- Det er væsentligt billigere at købe frugt og grøntsager end at købe kød og færdigretter. Drik vand fra vandhanen og tag dit eget vand med i en vanddunk. En sodavand eller en mineralvand til 20 kr. om dagen bliver til 7300 kr. om året, forklarer Jan Sørensen.

Sælg ud og træk fra

Du kan med fordel også sælge ud af de ting, du alligevel ikke bruger. Den Blå Avis eller Gul og Gratis er oplagt til møbler og isenkram og Trendsales er et godt sted at sælge tøj, sko og smykker.

- Tænk over din smid-væk-kultur. Er du til "genbrug", så køb billigt, og støt de mange gode formål, som driver genbrugsforretninger, anbefaler han.

Tjek abonnementerne

Tjek også dine abonnementer.

- Er der for eksempel et billigere abonnement på telefon, internet, kabel-tv eller fitness? Overvej også, om du betaler for mere, end du har brug for? Vurder også, om din bindingsperiode til abonnementer kan være kortere, pointerer økonomen.

Pas på hovsa-løsninger

Jan Sørensen advarer også mod at lave hovsa-løsninger, der kan koste dyrt på sigt. For eksempel at opsige medlemskabet af a-kassen eller optage hurtige lån.

Selv om det kan være fristende, så undgå forbrugslån i forretningerne

Jan Sørensen, økonomen
- Selv om det kan være fristende, så undgå forbrugslån i forretningerne. Det er meget dyrt med forbrugslån fordi de årlige omkostninger i procent ofte ligger over 20 procent. I stedet for kan man tit få 10-15 procent rabat ved at købe kontant.

- Sidst, men ikke mindst skal du være opmærksom på dine impulskøb. 100 kr. til småudgifter om ugen lyder måske ikke af så meget, men det svarer til over 5.000 kr. om året, afslutter han.




Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse