Forside/ Inspiration/ Jobsøgning/ Udnyt tiden som jobsøgende
Forside/ .../ Udnyt tiden som jobsøgende

Udnyt tiden som jobsøgende

Som jobsøgende er din hverdag blevet anderledes. Det kan være en stor udfordring, fordi du selv skal bestemme indholdet og ikke kender datoen for, hvornår et nyt job giver dig en mere velkendt hverdag igen.
Ikon artikel
Journalist
Michelle Haubo Kogstad Nielsen

Jobrådgiver i Krifa Hanne Bjerg giver dig her gode ideer til, hvordan du som jobsøgende kan udfylde dagene og med hvad.

Uddan dig selv

For mange faggrupper er der forskellige muligheder for at få støtte til uddannelse som ledig. Dem kan du læse om på krifa.dk. Du kan også uddanne dig på egen hånd. Det kan være ved at læse fagbøger om emner, der fagligt interesserer dig, deltage i lokale foredrag og korte kurser, øve dig i dine it-færdigheder m.m. Tænk kreativt.

Plej dit netværk

Langt de fleste finder i dag et nyt job gennem deres netværk. Kontakt tidligere kolleger, studiekammerater, chefer, gamle venner og bekendte både på og uden for internettet. Det giver dig nye kontakter, du får drøftet emner indenfor din faglighed og samtidigt er det et frisk pust midt i jobsøgningen. Hvem ved, måske resulterer det oveni købet i et nyt job.

 

Engager dig i frivilligt arbejde

Find ud af, hvilke former for frivilligt arbejde, der er i dit lokalområde. Måske er der noget, som interesserer dig, og samtidigt giver nye kompetencer, som kan bruges i dit næste job. Husk og vær opmærksom på reglerne ved frivilligt arbejde, når du er på dagpenge. Bliv klogere på, hvad du må her

Brug tid med dem, der giver dig energi

En del jobsøgende isolerer sig, fordi det kan føles som et tabu at gå uden et arbejde. Men mange får faktisk energi af at være sammen med andre mennesker. Tiden som ledig kunne derfor være en mulighed for at dyrke dine relationer. I sidste ende vil det måske smitte af på din jobsøgning og ikke mindst din entusiasme. Brug Krifas Persontype app til at finde ud af, hvad der giver dig energi. Hent den her til andriod og iPhone.

Skab god rammer for hverdagen

Det ér krævende at være jobsøgende. Som jobsøgende skal du selv lave de rammer og opgaver, som et job helt naturligt indeholder. Du ved heller ikke, hvornår du er tilbage i job. Og usikkerheden kan være slidsom. Lav en form for ”skoleskema” til dig selv. Dermed ved du, at du skal søge jobs fra f.eks. 8.30-16.00 mandag-fredag.

Husk at holde fri

At være jobsøgende er et 37 timers job og nogen gange mere. Derfor skal du også indimellem huske at holde fri. Fri til at gøre noget godt for dig selv. Brug tiden til at dyrke dine interesser. Måske har du i flere år savnet tid til at læse en bog, spille fodbold, starte et kreativt projekt, løbe en maraton. You name it.

Beløn dig selv

Nu hvor der ikke kommer en chef og siger ”godt gået” – så er det vigtigt, at du selv anerkender din indsats. Det kan f.eks. være at give dig selv en belønning en gang om måneden f.eks. en biograftur, en god middag, en lille ferie eller noget helt andet.

Find gode hjælpere

Et ordsprog hedder: ”Den kloge spørger”. Og du vil gøre jobsøgningen nemmere for dig selv ved have en eller flere makkere med på sidelinjen. Uden nogen at sparre og idéudvikle med – er det svært at forny sig i jobsøgningen. Derfor er det en god idé at få en sparringspartner undervejs i jobjagten f.eks. en god ven eller jobkonsulent. Som kunde i Krifas a-kasse kan du gratis få sparring i jagten på et nyt job af vores dygtige jobkonsulenter. Ring på tlf. 7227 7227 i hverdagene fra kl. 07.00-20.00.

Rigtig god jobjagt!

Professionel jobrådgivning
Bliv medlem og få personlig hjælp til din jobsøgning af vores dygtige jobrådgivere.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse