Forside/ Inspiration/ Karriereudvikling/ Bliv skarp på MUS
Forside/ .../ Bliv skarp på MUS

Bliv skarp på MUS

Medarbejderudviklingssamtalen, som forkortes MUS, er en samtale mellem dig og din chef, hvor du som medarbejder er i fokus. Det er en chance for, at du får en dybere samtale med din chef, som rækker ud over dine konkrete arbejdsopgaver.
Ikon artikel
Journalist
Anne Rahbek

For mange medarbejdere står MUS for døren. Medarbejderudviklingssamtalen, som forkortes MUS, er en samtale mellem dig og din chef, hvor du som medarbejder er i fokus. Hanne Moltke, der er cand. mag. og seniorkonsulent og partner i New Stories, fortæller, at både du og din leder kan bruge samtalen til forskellige formål.

- Først og fremmest kan det bruges som en evaluering af ledelsesrelationen mellem medarbejder og leder. Her er formålet at skabe en bedre relation mellem parterne og optimere samarbejdet. Samtalen kan også bruges til at evaluere det faglige arbejde, tale om hvordan arbejdet understøtter virksomhedens strategi eller opgaver og diskutere muligheder for videreudvikling, for eksempel efteruddannelse. Oftest bruges samtalen også til at sætte fokus på medarbejderens generelle trivsel.

Om Hanne V. Moltke

Er seniorkonsulent og partner i New Stories - www.newstories.dk

Har skrevet bøger og artikler om professionelle samtaler, ledelse og social kapital.

Har arbejdet otte år som manager i Rambøll Management Consulting og som netværkschef i Center for ledelse.

Serviceeftersyn

- Man kan se MUS ligesom et serviceeftersyn på bilen. Det er en form for status over, hvordan det går, og hvordan udviklingen fremover skal være. Det giver både medarbejder og leder en mulighed for at løfte hovedet fra det daglige arbejde og tænke overordnet på opgaverne og trivslen, fortæller hun.

Samtalen giver også mulighed for at styrke relationen mellem dig og din leder, hvis I begge sørger for at være konstruktive og lyttende. Hanne Moltke siger:  - Hver gang man har en samtale med respekt for hinanden om emner, der opleves relevante, giver det en bedre relation mellem parterne. Det er bare rigtig vigtigt, at man møder op forberedt, for ellers kan samtalen nemt miste fokus. Og så er der ingen, der får noget ud af det.

Samarbejde og dialog

Men hvordan forbereder man sig så helt konkret? Det kan konceptkonsulent i Krifa Jacob Fabricius svare på.

- Det helt optimale er, at man straks efter en MUS begynder forberedelsen til næste års samtale. De løbende overvejelser er nemlig meget vigtige, for det er i virkeligheden mellem samtalerne, at du kan gøre den største forskel, fortæller han.

Er du endnu ikke startet på forberedelsen til den kommende MUS, kan du stadig nå det. Ifølge Jacob Fabricius skal du først og fremmest gøre dig klart, hvad du vil tale om. Tænk tilbage på din sidste MUS, og hvad du og din leder dengang talte om og aftalte.

- Man skal møde op med et ønske om samarbejde og dialog. MUS skal ikke bruges til at diskutere konkrete episoder eller konflikter, for det skal i stedet tages løbende. Til samtalen skal man være konstruktiv og fremadskuende. Det handler om at lytte, være nysgerrig og komme med løsninger frem for kritikpunkter.

Seks punkter, du skal overveje inden samtalen:

  • Hvordan er din trivsel i jobbet?
  • Hvordan er det gået siden sidste MUS?
  • Hvad vil du gerne opnå med den her samtale? Det kunne for eksempel være Excel-kursus, en ugentlig hjemmearbejdsdag eller andre arbejdsopgaver.
  • Hvorfor bør du få det? Argumenter med konkrete eksempler fra din arbejdsdag, erfaringer og dokumentation.
  • Hvordan tilfører det værdi til både dig og virksomheden?
  • Har du og din leder samme forventning til emner? Du kan i en mail forberede din leder på, hvis der er noget særligt, du vil tale om. Du kan også spørge din leder, om han eller hun har tænkt på et specifikt samtaleemne. Så er I sikre på at have forventningsafstemt - inden samtalen.
Meld dig ind og få en karrieresamtale
Få hjælp af vores karrierekonsulenter og bliv klar til næste skridt i dit arbejdsliv.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse