Forside/ Inspiration/ Kolleger/ Glæd en kollega hver dag i en måned
Forside/ .../ Glæd en kollega hver dag i en måned

Glæd en kollega hver dag i en måned

Vi vil alle gerne have mere arbejdsglæde på jobbet. Men hvad kan du selv gøre for at sprede god stemning og arbejdsglæde? Få her 21 konkrete forslag til, hvordan du kan glæde dine kollegaer hver dag i en måned.
Ikon artikel
Journalist
Fie Rasmussen

Ros en kollega

Fortæl en kollega, at han eller hun har gjort et godt stykke arbejde – vælg gerne et konkret eksempel. Har man svært ved at sige det personligt, kan en seddel eller mail også gøre underværker.

Skab et smil hos en kollega

Det behøver ikke være en stor gestus, når du skal glæde en kollega. Du kan tage en kop kaffe eller et glas vand med til en kollegen, når du selv skal have noget i køkkenet. Små høfligheder i løbet af en dag kan også gøre tricket. Hold en dør eller tilbyd en stol til et møde. Din kollega vil sætte pris på din venlighed.

Del ud af hjemmebag

Der er intet, der kan vække begejstring hos kollegaerne som et stykke kage – især sidst på arbejdsdagen, hvor blodsukkeret er ved at være i bund. Har du ikke selv tid eller evner til at stille sig i køkkenet, kan bagerens kager også sprede glæde.

Spørg til din kollega

Stil din kollega et spørgsmål, der omhandler noget uden for arbejdspladsen – for eksempel familie og fritidsinteresser. Vælg gerne en kollega, som du ikke nødvendigvis plejer at tale med om den slags. Til kollegaen, som du kender godt, kan du stille spørgsmålet ”fortæl mig noget om dig selv, som jeg ikke ved”.

Del noget sjovt

Så du noget skægt i fjernsynet i går, sagde dit barn noget skørt, eller fandt du den sødeste katte video på YouTube, så del det med dine kollegaer. Send det i en mail, som kan give dine kollegaer et lille afbræk og smil i løbet af dagen.

Giv en kollega en kompliment

Det kan være, at en kollega er blevet klippet eller har fået nye briller, og ellers kan man altid finde noget andet, der kan kaste en kompliment af sig. Det vil med garanti falde i god jord hos kollegaerne.

Husk at hilse

Det er ikke altid, man får hilst på sine kollegaer i farten. Men et varmt smil smitter og koster hverken tid eller penge.

Spørg din kollega om hjælp

De fleste vil meget gerne hjælpe – især hvis de bliver spurgt om noget, de er gode til. Det kan for eksempel være feedback eller bidrag til idéer. Kollegaen vil føle sig vigtig, kompetencefuld og hjælpsom, og samtidig vil man ofte falde i faglig og privat snak til stor gavn for arbejdsglæden.

Tilbyd din kollega at hjælpe

På de fleste arbejdspladser vil der stort set altid være kolleger, der har brug for en hjælpende hånd. Alene tilbuddet kan i en presset tid betyde alverdens for kollegaens overskud og humør. Du behøver ikke overtage en hel opgave. Det kan også ’bare’ være, at der er brug for, at du giver en besked videre eller kopierer en stak papir.

Gå en tur rundt i huset eller træk noget luft

Hvis man er en af de mange, der har et stillesiddende job, kan det give ny energi at komme væk fra computeren i fem minutter og eventuelt få lidt frisk luft. Ta’ din kollega med på en spadsere tur, det giver jer begge et pusterum og tid til at snakke.

Gør noget spontant

Ligesom i privatlivet kan dagene på arbejdspladsen blive trivielle, hvis de ligner hinanden for meget. Derfor kan det skabe stor glæde, hvis man gør noget, man ikke plejer. Drop for eksempel madpakken, og hent noget lækkert til dig og dine kollegaer.

Sig noget positivt om arbejdspladsen

I en travl hverdag kan man godt komme til udelukkende at fokusere på alle udfordringerne, der skal løses. Gør det til din mission at sige noget positivt om arbejdspladsen til en kollega, så den gode stemning spredes og smitter andre.

Send blomster til en, der har det svært

En uventet buket blomster fra en kollega varmer og giver modtageren en følelse af, at vedkommende er savnet og eller tænkt på.

Del et tip

Fortæl dine kollegaer om en god restaurant, en spændende by eller et godt tilbud. Et nyttigt tip er guld værd. Det giver også stof og anledning til smalltalk, som ellers godt kan være en svær disciplin.

Arrangér noget uden for arbejdspladsen

Tætte relationer mellem kollegaer kan øge arbejdsglæden i hverdagen. Tag initiativet, og spørg dine kollegaer, om I for eksempel skal tage i biografen en dag. Vælg et konkret arrangement, så det ikke løber ud i sandet.

Opfordr til et fælles projekt

Skab et fællesprojekt – det skaber fællesskab. Det kan for eksempel være at i har svært ved at holde jer fra kagen i kantinen og derfor får ekstra kilo på sidebenene. Foreslå, at I sammen sætter nogle mål eller laver en kærlig konkurrence. Et fælles projekt skaber bånd og glæde på arbejdspladsen.

Løs et problem

Et lille problem kan hurtigt vokse sig stort, hvis der ikke bliver taget hånd om det. Måske har I drøftet en problemstilling i afdelingen, men ingen endnu har taget op. Det kræver oftest, at én går forrest. Dine kollegaer vil glæde sig over dit initiativ, og arbejdspladsen vil blive et bedre sted at være for alle.

Del ud af det aflagte

Mange af os har ting liggende derhjemme, som vi ikke bruger, og som bare fylder. Men der er helt sikkert en kollega, der kan drage nytte af dine aflagte ting. Lav et opslag i nyhedsmailen eller på opslagstavlen, der fortæller, at du har børnetøj liggende, samlemærker fra supermarkedet eller overskydende sand fra de nye fliser på terrassen. Du kan hermed glæde en kollega, samtidig med at du får mere plads derhjemme.

Start et velgørenhedsprojekt

Når man går sammen på arbejdspladsen om at gøre noget velgørende, føles det både meningsfyldt og det giver jer samtidigt en samhørighed. Det behøver ikke være noget stort – for eksempel kan man stille en papkasse til aflagte kuglepenne, som kan gives videre til skolebørn i Afrika. Der findes masser af projekter, der sørger for det praktiske, og som derfor ikke kræver det store arbejde fra dig eller dine kollegaer.

Tilbyd et lift

På en regnfuld eftermiddag kan det være surt at skulle gå eller cykle hjem. Tilbyd et lift til en kollega – det kan redde vedkommendes dag.

Mere viden og inspiration? Tjek vores kurser!
Kom til et væld af spændende kurser, der giver dig viden og inspiration - både til jobsøgningen, til hverdagen på jobbet og til arbejdslysten.  

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse