Forside/ Inspiration/ Kolleger/ Kolleger investerer fritid i fælles mål
Forside/ .../ Kolleger investerer fritid i fælles mål

Kolleger investerer fritid i fælles mål

Thomas og Marianne har én ting til fælles. De dyrker begge motion i fritiden sammen med deres kolleger. Det giver dem tættere relationer på jobbet, og en sundere livsstil.
Ikon artikel
Journalist
Lars Stig Madsen

Klak, klak, klak lyder det fra to hold cykelsko hen over det blanke flisegulv i receptionen hos Stibo i Aarhus.

Det er sidst på eftermiddagen, og Marianne Hesselholt og Thomas Ransby Hansen har slukket pc’en for i dag i deres job som henholdsvis senior consultant og global helpdesk manager. De har klædt om i cykeltøj og er på vej ud til en flok ventende kolleger.

Forude venter en 80 km cykeltur. De træner til deres fælles mål: At cykle fra Horsens til Hamborg på to dage. Præmien er at gøre det og at overleve, kommer det med en latter fra de to.

De har meldt sig på holdet af forskellige grunde. Thomas ville under alle omstændigheder have dyrket en eller anden for form for motion i fritiden og synes, det var fint at gøre det sammen med kollegerne. 

For Marianne var cykelprojektet en god anledning til at dyrke en motionsform, hun ikke havde prøvet før. Derudover har cyklingen betydet, at hun på otte måneder har tabt 10 kg. 

- Det er fantastisk. Jeg har ikke gjort andet end at cykle. Det har jeg til gengæld gjort rigtig meget. For det skulle ikke være mig, de skulle vente på. Vi har trænet sammen fra arbejde to gange om ugen, men derudover har jeg cyklet mindst 2-3 gange ugentligt – så let er det heller ikke at smide 10 kg. I begyndelsen var det ture på 40 km, senere har turene været på mellem 60 og 90 km på en aften. 

Mennesket bag jobbet

For både Marianne og Thomas betyder det at bruge fritid sammen med kolleger også en gevinst arbejdsmæssigt. 

Det, at jeg bruger fritid sammen på et hold med både medarbejdere og chefer, gør, at jeg får et større indblik i mine kollegers liv.

Marianne Hesselholt, senior consultant
- Det, at jeg bruger fritid sammen på et hold med både medarbejdere og chefer, gør, at jeg får et større indblik i mine kollegers liv, siger Marianne og tilføjer:

- Det gør det nemmere og sjovere at arbejde sammen. Når man har et arbejdsrelateret samarbejde, er det ikke bare det, man diskuterer, men der er også andre ting, man lige kan vende.

Thomas nikker og tilføjer:
- Når vi skal arbejde sammen, er det en døråbner, at vi allerede kender hinanden og kolleger fra søsterselskaberne gennem vores cykelhold. Ikke mindst for de kolleger, der ikke har været her så længe, og som måske som person er lidt indadvendt.

Cykelhold og sammenhold

Snakken om Stibo cykelhold begrænser sig ikke blot til dem, der er med på holdet. Ud over de 20, der cykler, har man også engageret en flok kolleger som medhjælpere på turen til Hamborg. Andre kolleger involverer sige via mail og den Facebookgruppe, som holdet har oprettet. Selvom cykelholdet på den måde får meget omtale, har Stibo som arbejdsplads blandt andet også initiativer som filmklub, fodbold, badminton, løb, bowling, motionsrum og spinning.

Et engagement med risiko

De to cykelentusiaster er klar over at skulle de stoppe i jobbet, er det også et stop for deres fritidsaktivitet, når det foregår gennem arbejdspladsen. Thomas uddyber:

Du kan lade være med at binde dig til nogen eller noget på jobbet, fordi du er bange for at miste kollegerne, hvis du mister jobbet. Eller også kan du vælge at engagere dig og vide, at hvis du mister jobbet, så vælter det hele.

Thomas Ransby Hansen, Global helpdesk manager
- Jeg tror, at det meget handler om, hvordan du er som person. Du kan lade være med at binde dig til nogen eller noget på jobbet, fordi du er bange for at miste kollegerne, hvis du mister jobbet.
 
- Eller også kan du vælge at engagere dig og vide, at hvis du mister jobbet, så vælter det hele. Vores cykelhold er bestemt ikke påtvunget os af ledelsen. Vi har blot været en flok kolleger, der har sat os et mål og set, om der var nogle, der ville være med.

Næste tur er planlagt 

Cykelholdet har med succes gennemført turer til Hamborg i både 2014 og 2015. 

- Vores kolleger viser stor interesse. For de ser, at både erfarne som nystartede cykelryttere kan være med gennem hele forløbet, siger Marianne og tilføjer: 

- Vi starter og slutter cykel-året med spinning i de mørke måneder for at sikre, at formen ikke går helt tabt, når vi ikke cykler ude. Der har været en god tilslutning, og det er bare sjovere at svede sammen med kendte ansigter, mens der bliver fyret en vittighed af, hvis man har luft til det. Næste år skal der igen være et fælles mål for træningen. Planen er, at vi samles om en længere tur, så indsatsen bliver belønnet med en god lang cykeltur i august/september. 

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse