Forside/ Inspiration/ Konflikt og krise/ Frygter du en fyring?
Forside/ .../ Frygter du en fyring?

Tal om din fyringsfrygt

37 procent af os frygter en fyring, viser en undersøgelse. Vi har spurgt en erhvervspsykolog, hvad der ligger bag.
Ikon artikel
Journalist
Lars Stig Madsen

I følge en undersøgelse fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, der har spurgt 7.000 lønmodtagere om deres holdning til arbejdsliv og fagbevægelse, frygter fire ud af 10 af os en fyreseddel.

Erhvervspsykolog Karina Solsø støder ofte på frygten for fyring, når hun arbejder med nedskæringer, store forandringer og fusioner, hvor medarbejderne ved, at de nu skal tilpasse sig noget nyt. Hvis de ikke gør det, kan de komme til at hænge i en tynd tråd.

”Jeg tror ordet fyret, trigger noget i os. Vi føler os skamfulde, utilstrækkelige, valgt fra, eller at vi ikke var dygtige nok”, siger Karina Solsø og tilføjer, at det skyldes, at vi blander det professionelle arbejdsliv og det at være god nok som menneske sammen.

Det ubrugelige velmenende råd
Det gode råd, vi ofte får, er, at vi skal holde de to aspekter adskilt. Men det råd kan vi ikke bruge, hvis vi mærker, at en fyring rammer os personligt, mener erhvervspsykologen.

”Ledere oppe i systemet ved, at de sidder i en magtfuld position, hvor de kan blive fyret, fordi de bliver en brik i et politisk spil. Denne mentale forståelse har vi som regel ikke som medarbejdere. For vi er ikke vant til det magtspil, der er på toppen. Medarbejdere har i langt højere grad en tendens til at tage en fyring personligt”.

Et nøk på selvtilliden 
Der er en tæt forbindelse mellem det, du laver, og den du er. For når vi møder nogle, vi ikke kender, spørger vi som regel, hvad de laver. Hvis en fyring giver et nøk på selvtilliden, kan det påvirke ens muligheder for at få et nyt job.

”Du har både mistet jobbet og en del af din identitet, og det er ikke let at søge job fra en underskudsposition. Det kan blive en selvforstærkende effekt, en ond spiral, at du bliver ramt på det økonomiske, din identitet og frygten for, at du ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet igen”.

Frygten kan motivere
Ifølge Karina Solsø kan vi have lyst til at sige, at vi bare skal holde frygten fra døren. Men frygten spiller også en rolle og har en funktion.
”Frygten er evolutionært set en overlevelsesmekanisme, når noget er farligt. Og det kan sådan set være farligt at blive fyret. Om end det lyder kynisk, så kan frygt for nogen også være en motivationsfaktor, der gør, at man gør sig umage”.

Kan gøre dig syg
Uanset om frygten for at blive fyret er begrundet eller ubegrundet, er det ifølge Karina Solsø de samme psykologiske mekanismer, der styrer os. Går du med en grundlæggende usikkerhed, kan frygten for at blive fyret blive til virkelighed. For styrer frygten dig, kan du blive bange for at gøre noget forkert og derfor sige ja til alt for meget.

”Du begynder at blive uselvstændig, fordi du ikke kan træffe selvstændige beslutninger, men træffer dem efter, hvad alle andre synes. Du mister på en måde noget af det, som mange ledere efterspørger - nemlig selvstændighed og risikovillighed. Frygt kan blive til en sygelig angst og ud af trit med virkeligheden”.

Sæt ord på
Netop fordi frygt, angst og usikkerhed er diffuse størrelser er det ifølge Karina Solsø vigtigt at tale om frygten som konkrete erfaringer. På jobbet kan du bruge medarbejderudviklingssamtalen til at tale om, hvad din leder forventer af dig, og hvad du forventer af jobbet.

Men bliver din leder eller kolleger lange i blikket eller irriterede, når du efterspørger feedback, er der andre, du kan tale med. Brug familie, venner, en betroet kollega, din tillidsrepræsentant eller en coach, du er tryg ved og som kan skabe afklaring og hjælpe dig videre.

”Bliv konkret. Få koblet fakta og følelser og vær super skarp, så du kan finde ud af, om frygten er realistisk eller urealistisk. Dét er måden at finde ud af, om frygten styrer dig, eller det er dig, der styrer frygten. At løse en opgave i frygt kommer der sjældent noget godt ud af. Der kan komme et rigtig godt resultat ud af adrenalin, spænding og lyst til at præstere - men ikke af frygt”.

Få mere tryghed i arbejdslivet

Med Lønsikring behøver du ikke frygte ledighed. Her kan du nemlig få op til 21.000 kr. oven i dine dagpenge, og du får samtidig en personlig jobcoach, der hjælper dig hurtigt tilbage i job.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse