Forside/ Inspiration/ Konflikt og krise/ Tyranleder: Hun blev kaldt isdronningen
Forside/ .../ Tyranleder: Hun blev kaldt isdronningen

Tyranleder: Hun blev kaldt isdronningen

Jeg begyndte at have ondt i maven, når jeg kørte ind på parkeringspladsen om morgenen. Den nye chef skabte frygt og splittelse. Ud af det blå fyrede hun mine kolleger og truede os andre med det samme. De år har sat permanente sår i mit arbejdsliv.
Ikon artikel
Journalist
Anne Bjerregaard Bang

Jeg var rigtig, rigtig glad for at være på den arbejdsplads. Fleksible arbejdstider, god løn, gode bonusser. Ros fra direktøren og chefen. Sådan et sted, hvor man går glad på arbejde og glad hjem igen med den fleksibilitet, man som medarbejder tilbyder sin arbejdsplads, og som den tilsvarende stiller til rådighed.

Så lød rygterne om fusionen, og vores chef blev skiftet ud.

Hende den nye chef kom vist for at rydde op. Selvfølgelig var nogle i afdelingen lidt sløsede, men sådan er det jo alle steder.

Til at begynde med var det accepteret af alle, at der blev sat målingsværktøjer på vores telefoner, så vi kunne se hvor mange, der ringede og hvor mange, der ventede i kø. Vi var indstillet på, at det var et godt værktøj i hverdagen, hun havde indført.

Men det var også før, vi vidste, at det ville blive brugt imod os. 

Overvågning på telefonen

Pludselig skulle vores arbejdstid også registreres via telefonen. Vi fik besked på at logge ud og ind, når vi gik på toilet. Det samme med vores pauser. Jeg kunne ikke bruge fem minutter om morgenen på at tale med en kollega, for jeg skulle op og logge ind i systemet med det samme. 

En dag var jeg kørt med en kollega ud til frokost, og vi hjalp en vognmand på lageret, da vi kom tilbage. Der gik ikke et splitsekund, fra jeg loggede på telefonen, til jeg havde hende i røret. Hun ville vide, hvorfor jeg ikke var på min plads. Der havde hun allerede haft ringet til min private mobil, så jeg senere. Det gik op for mig, at hun overvågede mig.

Du kan føle dig overvåget, og måske er du det. Det kan også være, du ikke er det. Måske er det en tilfældighed. Prøv at undersøge virkeligheden: kunne der være andre måder at forklare situationen på?

Bente Fischer-Nielsen, Jobtrivselskonsulent
Vi talte selvfølgelig meget sammen vi kolleger. Efterhånden var vi sikre på, at der sad en stikker iblandt os og fortalte stort og småt videre til vores chef.

Man er nødt til at holde kortene tæt til kroppen, hvis der er en, der sladrer til chefen. Hvis chefen accepterer stikkeri, er det dårlig ledelse. Men det er også naturligt, at nogle medarbejdere er tættere på chefen end andre, men det er chefens ansvar, at det ikke bliver kammerateri.

Bente Fischer-Nielsen, Jobtrivselskonsulent

Dit barn var også sygt sidste uge

I fællesskab fandt vi også ud af, at det var bedst at ringe meget tidligt om morgenen, inden hun stod op, hvis man havde et sygt barn eller selv var syg. Traf vi hende på telefonen, fortalte hun os nemlig altid, hvad vi skulle gøre for at komme hurtigt på arbejde. Var børnene syge, kunne hun ikke forstå, at der ikke var nogle bedsteforældre, der kunne tage over.

Før kunne vi holde halve sygedage med børnene, men det afskaffede hun. Det samme gjorde hun med muligheden for, at vi kunne tage et sløjt barn med på arbejde. Selv fortsatte hun med at have sine egne med, når de var syge.

En dag var min datter faldet ned fra et gyngestativ og havde slået hul i hovedet. Hun sagde til mig, at min datter også havde været syg sidste fredag, og spurgte, om der ikke var en anden, der kunne hente hende i børnehaven.

Der havde jeg det virkelig svært med at gå hjem.

Spørg dig selv, hvad DU synes er rigtigt at gøre. Hvis du mærker, det er rigtigt at hente dit barn, bliver din skyldfølelse mindre. Husk, at din chefs værdisæt ikke er det eneste rigtige. Du skal ikke føle, du svigter som forælder. Og så skal du tale med os i din fagforening, hvis du er det mindste i tvivl om dine rettigheder i den her situation.

Bente Fischer-Nielsen, Jobtrivselskonsulent

Brutale beslutninger

Hun fyrede kompetente kolleger, selvom vi kollektivt gik imod det. En dag indsamlede vi underskrifter for at beholde en kollega, hun havde fyret, og vi tilbød at gå ned i løn for at finansiere hans løn. Men det nyttede intet. Hun svarede, at hun selv ansatte og afskedigede, og det var hendes beslutning alene.

Det fik vi med mellemrum at føle.

En morgen nogle måneder efter, hun var blevet chef, lå der en opsigelse på en kollegas bord. Uden advarsel, uden forklaring. Vores kollega blev fulgt ud til sin plads, ja helt ned til sin bil, efter der havde lydt gråd og diskussion fra chefens kontor i få minutter. Vi hørte, at kollegerne i de andre afdelinger omtalte vores chef som isdronningen. 

Det er meget tydeligt for mig, at hun er en dårlig leder, og når mange har samme opfattelse, er der givetvis noget om snakken. Det er selvfølgelig ikke OK at blive slæbt ned til sin bil på den måde. En fyring er aldrig behagelig, men det her kunne være gjort på en bedre måde og sådan, at det ikke satte frygt i livet på kollegerne.

Bente Fischer-Nielsen, Jobtrivselskonsulent

Ukendte krav til medarbejderne

To måneder efter blev der gavmildt delt advarsler ud i afdelingen, og to blev fyret. Men vi fik at vide, vi ikke måtte tale om det. Jeg hørte ad omveje, at de fyrede ikke havde levet op til måltallene på telefonen. Så blev jeg bange, for ingen af os kendte vores individuelle måltal. De var aldrig blevet fremlagt for os.

Jeg tænkte selvfølgelig: Hvem bliver den næste? På nærmest hvert eneste personalemøde var det blevet standard, at hun helt uden slinger i valsen bekendtgjorde, at hun var villig til at lave fratrædelsesaftaler med hver og en af os, hvis vi ikke var tilfredse. Jeg begyndte at have ondt i maven, når jeg kørte ind på parkeringspladsen om morgenen.

Ingen turde sige noget, for fyringen lå jo lige for.

Det her er frygt. Se den i øjnene. Hvad har du at miste? Hvad er det værste, der kan ske? Hvilke konsekvenser har en fyring for dig, har du nemt ved at finde et nyt job osv. Indtil de ting bliver tydelige for dig, vil frygten fylde hele dit system og aktivere dit alarmberedskab.

Bente Fischer-Nielsen, Jobtrivselskonsulent

Toiletpause trækker ud

Efter halvandet år med hende som chef, fandt jeg ud af, jeg var gravid. Jeg skulle logge ind og ud på telefonen, hver gang jeg skulle ud på toilettet og kaste op, så jeg måtte tidligt i forløbet fortælle hende om barnet.

Da jeg var tre måneder henne, kom hun ind med min barselsvikar, som jeg blev bedt om at lære op. Fordi jeg snart skulle på barsel, som hun sagde. Selvom det lå fem måneder ude i fremtiden.

En dag gik jeg på toilettet og opdagede til min skræk, at jeg blødte. Jeg blev frygtelig bange for, om barnet var OK. Tilbage på min plads glemte jeg at logge ind igen, og straks efter var hun i røret. Og jeg var grædefærdig.

Vikaren overtog jobbet

Jeg var sygemeldt 14 dage efter. Da jeg kom tilbage, havde barselsvikaren efter chefens ordre overtaget mit arbejde. Så jeg blev flyttet. Mine vagtplaner blev ændret, så jeg fik lukkevagter til ud på aftenen. Men min datter skulle jo hentes kl. 16. Jeg havde ikke overskud til konfrontationen. Min læge nedlagde forbud mon de nye arbejdstider sammenholdt med graviditeten. Jeg blev deltidssygemeldt, hvilket indebar, at hun bad om min læges navn og ringede for at få den beslutning omgjort. Uden held, heldigvis.

Det er way out og langt over stregen at krydse ind over privatlivets grænse på den måde. Hvis chefen vil have en medarbejder ud af vagten, er det nemt at lægge vagterne dårligt, og det er ikke ukendt for os. I sådan en situation skal man tage fat i os som fagforening.

Bente Fischer-Nielsen, Jobtrivselskonsulent

Gå hjem, hvis du vil

I uge 20 i min graviditet opdagede lægerne tegn på en hjertefejl hos barnet. Scanningen var en tidlig fredag morgen, og jeg tog paralyseret på arbejde bagefter. Jeg kastede op og havde det elendigt. Hun så det og sagde til mig, at der ikke var længe til weekend kl. 14. Ikke noget med at opfordre mig til at tage tidligt hjem.

Ugen efter erklærerede lægerne mit barn for rask. Jeg kom glædestrålende på arbejde.

Så var det godt, du ikke bare gik hjem i fredags, sagde hun.

Det er ufølsomt og vidner om mangel på empati at sige sådan. Det er vigtigt, at du som medarbejder er tro mod dig selv og siger, hvad du har brug for - i stedet for at vente på, din chef bliver omsorgsfuld. Og hvis du har det rigtig dårligt med hjertebanken og søvnbesvær og kvalme, skal du ringe til os eller opsøge din læge.

Bente Fischer-Nielsen, Jobtrivselskonsulent

Advarsel for illoyalitet

Jeg blev helt sygemeldt to tredjedele inde i min graviditet. Jeg begyndte at have problemer med at huske ting. Når jeg skulle til sygefraværssamtale på jobbet, krøllede min mave sig sammen.  Alligevel tænkte jeg på intet tidspunkt, at jeg ikke ville tilbage til mit arbejde, når jeg blev raskmeldt. Det var jo mit drømmejob.

Men jeg nåede ikke at blive raskmeldt, før jeg fødte. Det var aldrig en lykkelig barsel, men dengang tænkte jeg ikke over hvorfor. Kun at jeg skulle tilbage på arbejdet, når barslen var slut.

Kort tid inden jeg skulle tilbage, organiserede mine kolleger en underskriftindsamling mod hende. Der havde de fået nok. Jeg overvejede længe, om jeg også ville være med, og det endte med, jeg skrev under. Men virksomheden holdt hånden over hende, og vi andre fik advarsler for illoyalitet.

Du skal gøre op med dig selv, om du vil blive i sådan en virksomhed, hvis du ikke kan ændre dine vilkår, og det her ikke går over.

Bente Fischer-Nielsen, Jobtrivselskonsulent

Løst af kontrakten

Tilbage på arbejdet efter endt barsel blev jeg præsenteret for en ny kontrakt med arbejdstider, der på ingen måde var børnevenlige. Det blev forventet, at jeg kom fleksibel tilbage og optrådte loyalt over for hende. Hvis jeg ikke var det, kunne vi finde en løsning, blev der sagt.  Jeg rejste mig og ringede til min fagforening, der fik løst mig fra min kontrakt.

Vi indgik en aftale om fire måneders løn, og det burde have været en festdag, men jeg var så frustreret over at have været nødt til at give op, at jeg slet ikke kunne se, at det var det bedste for mig at komme langt væk fra det sted og fra hende.

14 dage senere blev hun fyret. For fuld musik. Jeg ved stadig ikke hvorfor, men denne gang var det hende, der blev fulgt ned til bilen, fortalte kollegerne mig.

Jeg prøvede at trække min opsigelse tilbage, men det var for sent. I dag er jeg stadig ked af, at hun tvang mig ud og ødelagde mit arbejdsliv.

Det var jo mit drømmejob.

Man kan blive syg af sit arbejde. Jeg taler tit med folk, der siger, at de ikke vil lade chefen vinde, hvis de siger op. Men her er der ingen vindere. I nogle tilfælde kan det være endt så grelt, at der er brug for professionel hjælp, for sådan en oplevelse her givet et tvist til din identitet, du bærer noget med dig, nogle brudstykker af en historie. Der er nogle pile, der skal hives ud igen, før du kan gå rank videre. Det er blandt andet det, jeg er her for i Krifa.

Bente Fischer-Nielsen, Jobtrivselskonsulent

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse