Forside/ Inspiration/ Konflikt og krise/ Undgå mobning blandt medarbejdere
Forside/ .../ Undgå mobning blandt medarbejdere

Undgå mobning blandt medarbejderne

For at undgå ødelæggende konflikter og mobning blandt dine medarbejdere, skal du have en god miljøpolitik i ryggen og samtidigt være klar til at handle, når skaden er sket.
Ikon artikel
Journalist
Michelle Haubo Kogstad Nielsen

Konflikter er uundgåelige på en arbejdsplads. Men ikke desto mindre er det vigtigt, at du som leder forebygger og handler, hvis konflikter alligevel opstår – fordi i kølvandet på problemerne kan ødelæggende mobning nemlig opstå.

Få lavet en arbejdsmiljøpolitik

Flere undersøgelser viser, at medarbejdere i virksomheder med dårligt arbejdsmiljø i højere grad oplever mobning på arbejdspladsen. En stærk arbejdsmiljøpolitik er derfor afgørende for, om der sker mobning eller ej.

- Har I ikke en nedskrevet arbejdsmiljøpolitik, er første skridt at få udarbejdet en. Hvis den allerede eksisterer, skal den hives frem fra gemmerne. Den skal være tilgængelig for alle medarbejdere. Og I kunne have et mål om, at enhver nyansat medarbejder skal læse eller undervises i indholdet, forslår trivselskonsulent i Krifa Erik Hougaard.

Du kan også få dine medarbejdere til at forholde sig aktivt til konflikthåndtering og mobning ved at sætte arbejdsmiljøet på dagsordenen til fx et personalemøde.

- I kan sammen beslutte, hvordan I vil imødekomme virksomhedens politik. Og når de reflekterer dybere over reglerne, er sandsynligheden, for at de vil blive respekteret samtidigt større, forklarer Erik Hougaard.

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø bliver ca. 12 procent af os årligt udsat for mobning på arbejdspladsen.

Mobningen skyldes oftest:

  • Konfliktfyldte forhold mellem medarbejderne
  • Lederen vurderes til at være aggressiv, autoritær og undvigende
  • Medarbejderne har ingen eller meget lidt medindflydelse
  • Uklarhed om roller og ansvar
  • Højt arbejdspres

Grib ind for det er for sent

Hvis der opstår gnidninger mellem medarbejdere, skal du handle så tidligt som muligt – så problemerne ikke bliver til konflikt og mobning.

- Forsøg at skabe en kultur, hvor I taler om udfordringerne, inden de bliver til egentlige konflikter – som bliver diskuteret i krogene. I kan også hyre en professionel ind fx en erhvervspsykolog, som kan hjælpe jer med at udrede situationen, foreslår trivselskonsulenten.

Et slag for det sociale sammenhold er heller ikke en dårlig ide, forklarer Erik Hougaard:

- At sætte fokus på, hvad der ødelægger trivslen, er vigtigt. Men vigtigere er at prioritere aktiviteter, der fremmer trivslen såsom sociale arrangementer, teambuilding osv. Et stærkt kollegialt sammenhold er også med til at forebygge mobning.

Når skaden er sket

Som leder skal du gribe ind, når en medarbejder bliver mobbet. Det berører nemlig ikke kun den mobbede men også arbejdspladsen og kollegerne.

- Du skal sige tydeligt fra over for mobning. Udvis handlekraft og initiativ til at løse konflikterne på arbejdspladsen. En løsning kan være, at du tager en individuel snak med de indblandede og kommer med løsningsforslag til at udrede konflikten. Du kan også opfordre de involverede medarbejdere til et samlet dialogmøde, hvor du deltager. Gør det, du føler, er mest behageligt for alle.
Hvis der er tale om grov mobning såsom sexchikane eller vold, kan den krænkende have overtrådt straffelove. I sådanne situationer må det naturligvis få mere alvorlige konsekvenser eksempelvis fyring.

- Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal håndtere en given sag, er det en god idé at få hjælp af HR, arbejdsmiljørepræsentanten eller din egen leder til at træffe en beslutning, anbefaler Erik Hougaard.

Husk der er to sider af samme sag

Du har direkte ansvar for og indflydelse på arbejdsmiljøet blandt dine medarbejdere. Og hvis en føler sig krænket, må du som udgangspunkt handle på det som mobning. Det dog vigtigt, at du samtidigt husker, at den anden part også kan føle sig forurettet.

- Det er bedst, at du forholder dig til begge sider i konflikten. Vent med at drage konklusioner om skyld og uskyld, før du ved, hvad begge medarbejdere har at sige. Den mobbede kan have fremprovokeret en negativ reaktion med vilje. Og det kan have samme destruktive påvirkning som mobning.

Mobning er en svær størrelse. Og det har ofte mange komplekse nuancer – som du skal være klar til at forholde dig til.

- Det kan være, at der er en hård omgangstone på netop jeres arbejdsplads. Derfor kan en bemærkning opfattes spydig og som mobning af én medarbejder, uden at det var tiltænkt sådan af afsenderen. Dermed ikke sagt at du ikke skal tage situationen alvorligt, når en medarbejder føler sig forurettet – men nogle gange skal du vente med at sætte alle sejl ind, afslutter trivselskonsulenten.

4 forebyggende råd

I hæftet Fri for mobning har Arbejdsmiljøweb.dk ridset de fire vigtigste forebyggende indsatser op i forhold til konflikter blandt medarbejdere. Nøgleordet er kommunikation. Måden dine medarbejdere kommunikerer med hinanden på kan nemlig både løse og forværre konflikten.

Rullende øjne og dræbende tavshed

Kropssproget, rullende øjne og manglende kommunikation kan resultere i mobning. Det er derfor vigtigt, at du har fokus på at den non-verbale kommunikation i arbejdsmiljøet.

Lyt til hinanden

Velfungerende kommunikation på arbejdspladser kan modvirke, at konflikter både opstår og eskalerer. God kommunikation eksisterer, når der både lyttes og tales på begge sider af konflikten.

Du skal gå foran

Det er vigtigt, at du som leder tør se konflikterne i øjnene og pointere uenigheder. Du skal turde gå forrest. Både når det handler om det forebyggende arbejde, og når det drejer sig om at handle på en konkret konfliktsituation mellem medarbejdere.

Træn kommunikationen

Det kræver træning at blive god til at kommunikere – især når det handler om konflikter. Skab et tidspunkt eller et rum, hvor medarbejderne kan åbne op, fx et personalemøde eller ved månedlige møder med dig.

Ondt i arbejdslivet?
Bliv medlem og snak med vores jobtrivselskonsulent.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse