Forside/ Inspiration/ Ledelse/ Hjælp medarbejderne med at undgå stress
Forside/ .../ Hjælp medarbejderne med at undgå stress

Hjælp medarbejderne med at undgå stress

At hjælpe dine medarbejdere til at undgå stress er en af dine ypperste lederopgaver. Læs med og få en guide til, hvordan I sammen kan undgå, at travlheden kammer over - før det er for sent.
Ikon artikel
Journalist
Mette Reinhardt Jakobsen

- Stresshåndtering er et fælles ansvar på en arbejdsplads. Det kan ikke isoleres til en enkelt person; det er stress simpelthen alt for kompleks en størrelse til, siger Trine Kolding.
Som coach og forfatter til en række udgivelser om stress, blandt andet ’Førstehjælp til travle medarbejdere’, møder hun ofte arbejdspladser, hvor man kæmper med balancen med at have travlt og have for travlt:

Trine Kolding

Trine Kolding er forfatter, coach og indehaver af virksomheden Trine Kolding – Når tiden er vigtig.

Hun har specialiseret sig i effektivitet og planlægning og afholder bl.a. online kurser indenfor dette.

Derudover står hun bag flere bøger, bl.a. ’Den effektive leder’ og ’Førstehjælp til travle medarbejdere’.

Læs mere på Trine Koldings hjemmeside.

- Naturligvis skal lederen sørge for at skabe ordentlige rammer, balancere opgavebyrden og opstille nogle rimeligt klare mål. Men medarbejderne har også et ansvar for at tage fat i lederen, hvis man ikke længere magter sine opgaver. Det kan jo også være ting i privatlivet, der giver stress, og som lederen er uvidende om, siger Trine Kolding.

Støt op om medarbejderne

Der er i hvert fald tre ting, man som leder skal være opmærksom på, hvis man vil skabe en stressfri kultur på arbejdspladsen, ifølge Trine Kolding:

  • At skabe klare mål for arbejdet er det allervigtigste – og sørge for at synliggøre målene
  • Hernæst handler det om prioritering - lederen kan hjælpe medarbejderne med at forstå, hvad der er vigtigst at bruge tid på
  • Endelig er tidsrealisme fra lederens side yderst vigtigt – at lederen er opmærksom på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre.

- Rigtigt mange ledere i dag er ’tidsoptimister’, fortæller coachen og forsætter:

- Det er den type personer, der altid mener, at tingene kan gøres på fem minutter. Men det kan få negative konsekvenser, hvis medarbejderne ikke deler den holdning – så bliver oplevelsen nærmere, at ’det når jeg aldrig’. Så tidsoptimisme skaber utryghed. Som leder skal man derfor huske, at ting tager tid, og mennesker tager tid.

Pligtopfyldende i risiko

Ingen er uden for risiko, når det gælder om at blive ramt af stress. Alligevel er der især én bestemt type medarbejdere, Trine Kolding særligt ofte spotter som udsatte for stress:

Det er jo ikke nemt at erkende, at det nogle gange kniber gevaldigt med at tid til alle ting på arbejdet.

Trine Kolding, tidscoach og forfatter

- De engagerede, passionerede medarbejdere, dem der altid er ekstra pligtopfyldende, er måske i ekstra stor risiko for at få stress på et tidspunkt. Det skyldes nok, at der her skal ekstra meget til, før man siger fra – det er jo ikke nemt at erkende, at det nogle gange kniber gevaldigt med at få tid til alle ting på arbejdet, fortæller Trine Kolding og tilføjer, at man som leder derfor også skal være opmærksom på den kultur, man er med til at skabe:

- Mange ledere arbejder tit om aftenen, for at nå det hele. Der skal man passe på med at sende mails ved midnatstid, for medarbejderne kan komme i tvivl – forventer min leder nu, at jeg svarer tilbage midt om natten?

Lav en handleplan

Skulle det nå så langt, at en specifik medarbejder begynder at vise tegn på stress, kan en proaktiv lederindsats stadig gøre underværker. Trine Kolding anbefaler tre områder, hvor en leder kan sætte ind her-og-nu:

  • Aflast medarbejderen. Sæt jer ned sammen, og lav en liste over alle medarbejderens opgaver. Prøv eventuelt at tidsestimere opgaverne i forhold til arbejdstiden. Er opgaverne blot vokset den enkelte over hovedet, eller er der et reelt problem? I så fald må nogle af opgaverne fjernes.
  • Lav klare aftaler. Sørg for, at I er enige om, hvad medarbejderen skal bruge tid på – men også, hvad vedkommende ikke skal bruge tid på. Det sidste er nemlig lige så vigtigt – især for de særligt pligtopfyldende.
  • Aftal kvalitetsniveauet. Skal der leveres en Fiat Punto eller en Rolls Royce? Perfektionisme opstår ofte i kølvandet på stress, fordi medarbejderen på den måde forsøger at få kontrol over tingene igen. Så aftal med vedkommende, at det måske er ok at nedjustere forventningerne til arbejdsindsatsen.
Få hjælp til stress og forebyg
Meld dig ind og få adgang til vores forløb.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse