Forside/ Inspiration/ Ledelse/ Find vejen til sund selvledelse
Forside/ .../ Find vejen til sund selvledelse

Find vejen til sund selvledelse

Sund selvledelse skabes i samarbejde mellem medarbejdere og ledere. Det mener chefkonsulent Sanina Kürstein, der hjælper kommuner, virksomheder og organisationer med at sætte nye standarder for selvledelse.
Ikon artikel
Journalist
Anneline Højrup

Sanina Kürstein

Har arbejdet som arbejdsmiljørådgiver og ejer nu konsulentvirksomheden Sensio, hvor hun afholder foredrag og workshops for ledergrupper og i offentlige og private organisationer om selvledelse. Er desuden forfatter til ”Ledelse af selvledelse”.

I Danmark er selvledelse efterhånden en naturlig del af en moderne organisation. Imellem 250.000 og 1.000.000 ansatte har i dag selvledelse i jobbet, og det stiller nye krav til arbejdspladserne. Chefkonsulent Sanina Kürstein er forfatter til bogen ”Ledelse af selvledelse” og hjælper kommuner, virksomheder og organisationer med at indføre, genopfinde og udvikle sund og konstruktiv selvledelse.  
- Visionær selvledelse gør det nemmere at levere unikke resultater, fordi alle lederes og medarbejderes kompetencer kommer i spil. Alle bidrager og hjælper til at lykkes, og udfordringer bliver drøftet og løftet i fællesskab, forklarer hun.  

Selvledelse er ikke selvudvikling

Ifølge Sanina Kürstein er det vigtigt, at medarbejderne kender virksomhedens vision og mål for at kunne prioritere, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt.  

- Vi lever i en tid, der er kompleks, og hvor opgavemængden er uendelig. Og man kan have meget travlt med det forkerte. Som fagperson kan man eksempelvis have tendens til at prioritere opgaver ud fra, hvad der er mest spændende eller vigtigt ud fra ens faglighed. Men som selvledende medarbejder må man tænke ud over sin egen faglighed og prioritere opgaverne efter, hvad der er vigtigst for kunden og virksomheden.

Hun påpeger desuden, at sund selvledelse kan opnås på tværs af brancher og personligheder. 

- Selvledelse handler ikke om selvudvikling, men om at videreudvikle sin værktøjskasse, så man kan lede sig selv. Derfor må medarbejdere huske at skifte perspektiv og give sig selv lov til at være leder for sig selv. 

Selvledelse handler ikke om selvudvikling, men om at videreudvikle sin værktøjskasse, så man kan lede sig selv.

Sanina Kürstein, selvledelsesekspert

Ledere og medarbejdere må øve sig

På den selvledende arbejdsplads er dialog altafgørende, og som medarbejder må man øve sig i tidligt at gøre sin leder opmærksom på et nyt behov eller en ny udfordring – uden at føle, at det er udtryk for, at man ikke slår til eller magter opgaven. 

Til gengæld må ledere øve sig i at have en løbende dialog med medarbejderen uden at føle, at de begrænser medarbejderens selvledelse.

- Fællesskab og dialog er enormt vigtigt for sund selvledelse. Lederen er bestemt ikke overflødig, men bidrager med sit overblik og ved at videreformidle afdelingens mål og resultater til medarbejderne, så de kan prioritere deres arbejde rigtigt, siger Sanina Kürstein.  

Hun oplever, at mange misforståelser hænger sammen med en gammeldags forståelse af ledere som dem, der udstikker opgaver, og medarbejdere som dem, der parerer ordrer.

- Selvledelse er i sig selv hverken sund eller usund – det afgørende er, hvordan man forvalter den. I en moderne organisation med sund selvledelse er det afgørende, at medarbejderen spørger sig selv ”hvordan vil jeg gerne have min arbejdsdag?”, selv så vidt muligt handler ud fra sine ønsker og tager ansvar for at fortælle lederen om sine behov. 

Ledere og medarbejdere må i fællesskab definere, hvad sund selvledelse er i den pågældende organisation, siger Sanina Kürstein.

Selvledelse er i sig selv hverken sund eller usund – det afgørende er, hvordan man forvalter den.

Sanina Kürstein, selvledelsesekspert

Sin egen personalechef

Den selvledende medarbejder er både sin egen hverdagsdirektør, udviklingskonsulent og personalechef. 

- Det er ikke lederens ansvar at bede medarbejderne om at holde pause. Det må de selv sørge for. Til gengæld skal lederen hjælpe dem med at prioritere opgaverne, siger arbejdsmiljørådgiveren og uddyber: 

- Selvledelse bliver usund, hvis medarbejderen føler sig alene og påtager sig skyld for, at noget er svært eller går galt. Det er også usundt, hvis man glemmer at tage vare på sig selv og hele tiden kører på kanten af et stressnedbrud. 

For at selvledelse skal lykkes, mener Sanina Kürstein, at det er vigtigt, at man har en løbende dialog og som selvleder hele tiden justerer i forhold til situationen. 

- Virkeligheden og kravene ændrer sig hele tiden og kræver løbende fokus. Selvom man har arbejdet med selvledelse i mange år, er der altid grund til refleksion og udvikling. Ligesom vi opgraderer vores it-værktøjer, må vi også løbende opgradere vores ledelses-, selvledelses- og organisationsværktøjer. 

På hjemmesiden www.ledelseafselvledelse.dk giver Sanina Kürstein flere gode råd til ledere og medarbejdere, som ønsker flere værktøjer til at skabe sund selvledelse.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse