Forside/ Inspiration/ Senior/ For gammel til forandring
Forside/ .../ For gammel til forandring

For gammel til forandring

De tror, de kan alt, vil lave om på alt og viser ingen respekt for erfaring. Jo, du har fået en ung kollega. Men er unge nu også så ”farlige” for modne medarbejdere?
Ikon artikel
Journalist
Lars Stig Madsen

- Langt de fleste unge har masser af energi og er parate til at udfordre verden på en fordomsfri måde. Alt kan lade sig gøre, bare jeg har lyst til det.  Den indstilling hos en ny og ung medarbejder kan være en gave til en virksomhed, fortæller Carsten Fritzemeier, der er HR-konsulent i Krifa og master i voksenuddannelse og certificeret coach.

- Unge udfordrer ofte de faste mønstre og måden, virksomheden arbejder på.  De bryder med vaner og måder at tænke på og er vokset op i en digital verden, som har givet dem et helt andet mindset. Reagerer de erfarne kolleger med skepsis og modstand, fordi det i virkeligheden udfordrer deres magtposition og uvidenhed, kan det tage modet fra den unge, der kan opleve det, som om de ældre ikke vil udfordres.

Hvad mener du?

Carsten Fritzemeier mener, at unge og ældre først og fremmest skal være åbne og nysgerrige på hinandens tilgang til arbejdet. Ofte vil vi i virkeligheden det samme, men vi tolker hinandens signaler forkert og skaber fordomme. Kommunikation er nøglen til et frugtbart samarbejde, hvor man indbyrdes udfordrer og lærer af hinanden.

- De fleste af os kommer til at være længere tid på arbejdsmarkedet, og derfor vil der i fremtiden være et større spænd i alder på en arbejdsplads. Det skal vi tage hånd om. Skal vi være med så længe, skal vi også lære og udvikle os løbende. Arbejdsmarkedet var i mange år kendetegnet af, at medarbejdere først og fremmest skulle være stabile og gøre deres pligt. For mig at se udfordrer viljen til læring, udvikling og forandring de to gamle ”dyder”. Pointen er, at vi kan hjælpe hinanden med at lykkes i på tværs af generationerne.

Vil du noget?

- Når jeg skal forholde mig til en opgave sammen med yngre kolleger, så forholder jeg mig ikke til dem i forhold til deres alder. Jeg lægger mere mærke til den energi og passion, som de bringer ind i opgaven og samarbejdet.

Livserfaring er for Carsten ikke det samme som at være bremser. Men livserfaringen på jobbet kan komme til udtryk ved, at man som moden medarbejder har en god fornemmelse for, hvad der er klogt at gøre eller ikke gøre i forskellige situationer og relationer.

- Den erfarne medarbejder kender måske bedre de formelle og uformelle spilleregler og magtrelationer på arbejdspladsen. Ved at bringe det i spil kan vi hjælpe en yngre kollega på vej ind i jobbet og kulturen på en god måde. Del dine refleksioner med den yngre kollega, som på den måde lærer sammen med dig. Og måske bliver samtalen til noget frugtbart nyt.

- Min opfordring er derfor: Bevar din åbenhed og nysgerrighed og lyst til læring livet igennem. Vær åben over for, hvad et andet menneske har at byde på. Og tro på, at det andet menneske vil dig det godt.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse