Forside/ Inspiration/ Senior/ Hvordan havde jeg tid til at arbejde?
Forside/ .../ Hvordan havde jeg tid til at arbejde?

Hvordan havde jeg tid til at arbejde?

At gå fra en travl hverdag på arbejdsmarkedet til livet som efterlønner kan være svært. For hvad skal tiden nu gå med? Birte Holck fra Horsens er en efterlønner på fjerde år, der ikke forstår, hvordan hun overhovedet har haft tid til at arbejde.
Ikon artikel
Journalist
Mette Christiansen

Hvad skal dit liv indeholde? Det spurgte den dengang 60-årige Birte Holck sig selv om, inden hun åbnede døren til livet som efterlønner.

- Jeg forlod arbejdsmarkedet på en kaotisk måde. Jeg var ved et eksportfirma, der gik konkurs. Efterfølgende havde jeg længere vikariater, hvor jeg blev fyret fra det sidste job pga. røde tal på bundlinjen.

Jeg var 58 år, og i halvandet år søgte jeg alt, hvad jeg kunne. Men altså, hvem gider at ansatte én i den alder? fortæller Birte.

Da jeg havde mulighed for at gå på efterløn, gjorde jeg det. Det var skræmmende.

Birte Holck, efterløn

Perioden som arbejdsløs var psykisk hård ved Birte, og tanken om efterløn begyndte at fylde mere og mere.

- Da jeg havde mulighed for at gå på efterløn, gjorde jeg det. Det var skræmmende. For første gang i mit liv skulle jeg pludselig selv sørge for at få en god og indholdsrig dag.

En del af arbejdsmarkedet

- Jeg har altid vidst, at jeg ville lave frivilligt arbejde, når jeg fik mulighed for det. For mig var sygehuset et oplagt valg, for jeg elsker at være i kontakt med mennesker, fortæller Birte.

Derfor kan man finde Birte på fællesambulatoriet på Horsens Sygehus hver onsdag kl. 9-13. Hun taler med og lytter til patienter, og følger dem rundt på sygehuset, hvis de har brug for det.

- Det er utrolig dejligt at kunne hjælpe andre. Og jeg bliver så glad, når de andre på sygehuset kalder mig for kollega. Så føler jeg mig stadig som en del af arbejdsmarkedet bare uden alt det stress og jag.

Hjernenørkleri

Og kontakt med mennesker har altid været en stor del af Birtes arbejdsliv. Karoline-pige, au pair, ground hostess og eksportsælger. Kontakten er endda foregået på både dansk, engelsk og tysk. Noget, som Birte har taget med videre i efterlønslivet.

- Jeg vil gerne bruge hovedet, og jeg har altid været glad for sprog. Så jeg fandt et godt engelskhold på VUC i Horsens. Vi mødes hver tirsdag, hvor vi får undervisning og gennemgår sidste uges lektie. Vi skriver stile, læser bøger og meget andet. Det er bare rigtig godt, fortæller en begejstret Birte og fortsætter:

- Ja, jeg nørkler også gerne med ordspillet Wordfeud. Dog højst tre spil ad gangen, jeg vil gerne have god tid til at finde på de gode ord, der giver mange point.

Travl på den gode måde

I dag kan Birte ikke forstå, hvordan hun har haft tid til at arbejde. Hun priser sig lykkelig for sit gode helbred, så hun kan lave alle de ting, der gør hende glad.

- Jeg har sunget i et rytmisk kor i 18 år, som jeg mødes med hver mandag. Vi har det bare så godt sammen. Men jeg bruger også rigtig meget tid på mine børnebørn og familie, powerwalk, fitness, foredrag og udflugter. Et glædessuk lyder fra Birte, og hun tilføjer:

Benene går jo på autopilot, mens snakken kører derudaf.

Birte Holck, efterløn

- Der er nu heller ikke noget så dejligt som at gå en tur med veninderne. Benene går jo på autopilot, mens snakken kører derudaf.

Indhold i hverdagen

Der var ved at gå panik i den aktive efterlønner, inden hun startede sin nye tilværelse. Hun frygtede, at hver dag ville være søndag, og at hun om 20 år ville se tilbage på sit liv og ærgre sig over, at hun ikke nåede det, hun ville.

- Jeg tror, det er vigtigt at finde ud af, hvad man ønsker, ens liv skal indeholde. Hvis man ikke har noget at stå op til, tror jeg hurtigt, man falder i et sort hul. Jeg har en dejlig, travl hverdag med masser af indhold, så når min mand går på weekend, gør jeg også.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse