Forside/ Inspiration/ Senior/ 3 efterlønsfælder du skal undgå
Forside/ .../ 3 efterlønsfælder du skal undgå

3 efterlønsfælder du skal undgå

Livet på efterløn er fyldt med muligheder – men pas på! Der er desværre også et par fælder, som du kan risikere at falde i. Bent Mathiasen fra Ældresagen guider dig til, hvordan du undgår at falde i tre typiske efterlønsfælder.
Ikon artikel
Journalist
Anne Rahbek

Fælde nr. 1: Du fortsætter samme forbrug

Efterløn betyder mere tid – men det betyder også mindre indtægt. Det kan være svært at vænne sig til den omvæltning, og faktisk har hver tredje efterlønner og pensionist svært ved at få privatøkonomien til at løbe rundt. Og den største fælde er her, at du ikke tilpasser dit forbrug til din efterløn. 

- Kig godt på dit rådighedsbeløb – altså hvor mange penge, du har at bruge hver måned. Hvordan stemmer det overens med dine udgifter? Hvis de to størrelser ikke passer sammen, skal du stoppe op og overveje, hvordan du mindsker dine udgifter. Læg et budget, evt. sammen med en økonomisk rådgiver, så du kan få et godt overblik. 

Fælde nr. 2: Sofaen trækker for meget

Ahhh, ikke noget vækkeur, der med sin hyletone tvinger dig til at stå op og tage på arbejde. Du kan sove længe, drikke morgenkaffe i ro og mag og måske tage en middagslur på sofaen. Men pas på, for sofaen kan være en fælde. 

- Vi mennesker er skabt til at bevæge os. Og det skal vi fortsætte med, selvom vi ikke længere er på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at du kommer op af sofaen og sørger for at fylde den tid ud, som du får til rådighed, når du stopper med at arbejde. Både for dit fysiske helbred, for du kan forebygge mange sygdomme ved at dyrke motion og spise sundt – men også for dit mentale helbred. Du bliver automatisk gladere og mere frisk, når du er aktiv. Så undersøg, hvad der gør dig glad – måske frivilligt arbejde eller videreuddannelse, fx på en højskole? 

Fælde nr. 3: Du glemmer det sociale

Mennesker er flokdyr. Vi har brug for at være sammen med andre, og i arbejdslivet har dine kolleger måske opfyldt en stor del af behovet. Men hvad så nu, hvor kollegerne ikke længere er der?

- Du mister et tilhørsforhold og et dagligt netværk med dine kolleger, når du stopper med at arbejde. Derfor er det vigtigt, at du husker dine andre relationer. Du har nemlig stadig et netværk, selvom du ikke arbejder mere – fx dine venner og familie, eller dem, du går synger i kor med eller arbejder frivilligt sammen med. Tag et kig på de relationer. Prøv fx at tegne et landkort over dit netværk, hvor du placerer dig selv i midten. Placér så dine relationer efter, hvor tæt de er på dig. Kig på det færdige netværkskort - har du de relationer, du har behov for? Eller ønsker du at styrke eller måske nedtone nogle af områderne i dit netværk? 

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse