Forside/ Inspiration/ Sygdom og stress/ Alle burde prøve at være ledig
Forside/ .../ Alle burde prøve at være ledig

Alle burde prøve at være ledig

Seks måneder med ansøgninger og jobafslag endte med, at Niels Reib fik sit livs krise. Alligevel ville han ikke have undværet perioden som ledig.
Ikon artikel
Journalist
Anne Rahbek

Den 23. juni 2010 rammer Niels Reib bunden. Han har de sidste seks måneder kæmpet en hård kamp som ledig, og de mange afslag har taget hårdt på ham. Han får konstateret stress og depression og bliver indlagt på Frederiksberg Hospital.

- Jeg gennemgik den største krise i mit liv. Jeg var boligløs, sygemeldt og uden arbejde. Men perioden lærte mig noget om mig selv. Og den indsigt og erkendelse, jeg fik, vil jeg ikke være foruden, fortæller Niels Reib.

Man lærer at reflektere

Under indlæggelsen bruger han meget tid til på at reflektere over sin situation. Hvordan skal han komme op af det her hul? Vil han nogensinde komme i job igen? Findes der mon andre, der står i samme situation?

Derfor starter han bloggen ledigidanmark.dk. Her hjælper og motiverer han andre jobsøgende og deler ud af sine ledighedserfaringer.

- Alle burde prøve at være ufrivilligt ledige i en periode. For når vi er i arbejde, har vi alt for tit bare autopilot på. Vi stopper alt for sjældent op og tænker over, hvor vi ser os selv om fem år, hvad retning vores karriere skal tage, og hvordan det fremtidige arbejdsmarked ser ud. Som ledig lærer man virkelig at reflektere over sin hverdag.

Vend ledigheden

Bloggen ledigidanmark.dk får stor succes. Den har flere tusinde visninger hver måned, og mange ledige henvender sig dagligt for at få råd og vejledning. Niels Reib er i dag selvstændig og lever af at holde foredrag om ledighed. Han forklarer, at målet med hans arbejde er at vende synet på ledighed og fokusere på det positive, man kan få ud af det.

Din opsigelse kan blive det, der baner vejen for noget bedre

Niels Reib, jobsøgningsrådgiver

- Du kan få meget ud af din ledighedsperiode, hvis du vælger at se den som en mulighed for udvikling. Din opsigelse kan blive det, der baner vejen for noget bedre. Jeg er kommet styrket ud af min periode som jobsøgende og er blevet en ny og bedre version af mig selv. Og så har jeg gennem mit netværk fået nogle fantastiske kontakter, fortæller han. 

Åben over for muligheder

Niels Reib ved godt, at det kan være svært at se det positive i en opsigelse, når man selv står i situationen. Men det er ifølge ham vigtigt, at man hurtigst muligt kommer ovenpå igen, så man er klar til processen - at finde nyt job.

- Det er selvfølgelig forståeligt, at man er ramt efter en opsigelse. Det var jeg også selv, for det er jo et slag at stå der uden job. Så det er helt okay at bruge det første stykke tid til at komme ovenpå. Men man kommer ikke langt med offerrollen, så det er vigtigt, at man holder hovedet højt og ser fremad. Det handler om at acceptere sin situation for på den måde at tage ansvar og handle ud fra den. Hvis du er åben og positiv, skal mulighederne nok komme, siger han.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse