Forside/ Inspiration/ Sygdom og stress/ Mikkel glemte sin søns navn
Forside/ .../ Mikkel glemte sin søns navn

- Og så kan jeg ikke huske hans navn

FORDYBELSE: Casper var et år, da hans far glemte hans navn. I mange år pressede Mikkel Vest sig selv så meget, at han en dag sad midt i et stressanfald og stirrede ud i luften fra sin lastbil uden at ane hvor og hvordan, han var kommet derhen.
Ikon artikel
Journalist
Anne Bjerregaard Bang

Det var Mikkel Vest’ søn, der legede på loftet hos de venner, hans forældre besøgte en fredag aften. Casper, hedder han, og det havde hans far glemt. 

Måske var det, fordi Mikkel Vest netop var kommet kørende hjem i sin lastbil fra København til hjemmet i Aalborg og havde været afsted siden søndag eftermiddag. At han derfor var for udmattet til rigtig at hænge sammen på den fredag - efter fem dage på farten, hvor han lagde sig til at sove i sin lastbil kl. 22. Bare for at stå op fem timer senere kl. 3. 

- Så allerede der, var det jo helt galt.  Det var i 1994. Og jeg blev ved med at arbejde på den måde, og jeg kunne jo godt mærke, at… altså. Min familie og venner sagde det jo også til mig, men jeg opfattede det mest af alt som en måde at vise omsorg, ikke at det var alvorligt ment. Jeg kunne jo egentlig godt li’ mit arbejde. Men lige så snart jeg kom hjem og så det på afstand, kunne jeg godt se, det var rivende galt. Jeg lignede jo en hængt kat. Du kan arbejde på den måde en dag eller to en gang imellem. Men du kan jo ikke gøre det i årevis.

FAKTA

84 procent af den danske befolkning kender symptomerne på stress. 

4 ud af 10 har haft tegn på stress det sidste år.
Kilde: Krifa og Gallup, 2016

Test dig selv

Test hvor stresset du er - og få stresskonsulenternes råd til, hvad du kan gøre. 

Tag Krifas stresstest gratis lige her.

Ikke desto mindre var det dét, Mikkel gjorde. Arbejdede så meget og så længe, at han ikke tøver med at kalde sin kone, Gitte, for ”alenemor” i de år, hvor de to drenge var små. Hvor det var deres måde at gøre tingene på derhjemme, Gittes, Caspers og Emils måde. Deres rutiner og hverdage, og så far, der kom hjem et par dage om ugen.

- Der fik jeg bare at vide: Det er ikke dig, der bestemmer her. Du er her jo aldrig. Alligevel fortsatte jeg et par år på den måde. En dag havde jeg aftalt med Emil, at han skulle med mig ud og køre. Men det ville han pludselig ikke alligevel. Så begyndte begge mine unger at stå og græde, da jeg skulle køre på arbejde den søndag. De vidste jo godt, at der gik en uge, før vi så hinanden. Der blev jeg klar over, at nu skal det her stoppe.

FAKTA

7 ud af 10 danskere har det sidste år oplevet problemer med balancen mellem familie- og arbejdsliv. 


Kilde: Krifa og YouGov, 2015.
Mikkel steg ud af lastbilen og begyndte at arbejde som disponent på fragtcentralen og i stedet blive ham, der holdt styr på vognmændene. Det gav ham dage, hvor han stadig mødte kl. 4 om natten, men dog kunne gå hjemme allerede kl. 14. Hvis han da ikke blev og hjalp den kollega, der tog over. 

- Jeg fik lige pludselig en omgangskreds med mit nye job. Vi kunne besøge nogen, og jeg deltog i nogle af de ting, drengene før kun havde gjort med min kone. Men langsomt kom der flere opgaver på, og især da krisen ramte. Vi havde mega travlt op til jul, og der tager jeg en bil for at hjælpe chaufførerne, for de var jo også pressede, og vi var i den grad underbemandede, det var helt vanvittigt. 

FAKTA

Hver anden dansker har det sidste år oplevet tegn på stress hos en eller flere kolleger. 
 
4 ud af 10 af os har oplevet, at en kollega er blevet sygemeldt med stress.
Kilde: Krifa og Gallup, 2016
Måske var Mikkel faktisk heldig. I den forstand, at der gik hele 16 år, før han måtte betale regningen for de mange timers arbejde og hans konstante krav til sig selv om aldrig at efterlade et skrivebord med uløste opgaver, når han endelig drog hjem. I 2009 kørte han sin lastbil ind til siden. Det var d. 1. december, og han var i færd med at hjælpe chaufførerne med de mange varer og ture.

- Vi havde haft fuldstændig vanvittigt travlt. Jeg kunne godt mærke, jeg var lidt ved siden af mig selv om morgenen, men jeg kommer afsted i bilen. Men lige pludselig stopper jeg. Sidder og kigger rundt. Aner ikke, hvordan og hvornår i al verden jeg er kommet ind i den her lastbil. Hvor jeg er på vej hen. Mit hjerte hamrer og banker, og jeg har koldsved. Er jeg ved at blive syg, eller hvad sker der?

FAKTA

Op til 300.000 danskere lider af alvorlig stress, og heraf er mindst 35.000 sygemeldt hver dag. 

Kilde: Stressforeningen
Mikkel er ude af stand til at læse de papirer, der ligger på sædet foran ham. Han kan ikke huske adressen til sin arbejdsplads, eller hvordan han finder tilbage dertil. På sin mobiltelefon trykker han på det sidste opkald i telefonbogen, der går til kollegaen Steen.
- ’Hvad-ehhh, Steen, der er noget galt. Jeg ved ikke, hvor jeg er henne. Jeg har det fysisk dårligt, jeg har koldsved, mit hjerte hamrer, men jeg holder stille.’ Så ku’ de se inde på centralen, hvor jeg holdt parkeret. Heldigvis var der GPS i bilen, der viste dem det. For jeg anede det ikke.  De spurgte, hvor jeg var på vej hen. Det vidste jeg heller ikke.

FAKTA

Stress kan bogstaveligt talt skrumpe din hjerne, når stresshormonerne tager over gennem længere tid. Du kan ikke mærke, hvornår nok er nok, når kroppen er spændt. Man kan blive ved med at bilde sig ind, at man sagtens kan arbejde lidt mere. Til sidst risikerer man at vågne op på intensivafdeling på hospitalet. Man er slet ikke klar over, at man har overhørt kroppens råb om hjælp.

Kilde: Arbejdsmiljøviden

Få konkrete værktøjer mod stress

I Krifas Stressfri-forløb får du konkrete værktøjer til at håndtere og arbejde med stress. Du får samtaler med vores professionelle stresskonsulenter og vejledning til, hvordan du tackler den stress, du oplever. Der er også hjælp til dig, der vil støtte en stressramt, eller dig der vil forebygge stress.

Læs mere og tilmeld dig Stressfri

Det viste sig senere, at Mikkel havde siddet i en halv time uden at lave noget. Og det var faktisk netop den medicin, lægen ordinerede til Mikkel, da han senere på dagen tog derind, efter lastbilen og han var nået sikkert tilbage til centralen. At lave ingenting.

- Lægen spurgte mig: Laver du det samme, som du altid har gjort? Han kendte mig jo. ’Nu tager du hjem og trækker stikket ud, og så fortæller jeg dig, hvornår du skal tilbage igen. Det bestemmer du ikke selv. Hvis du bliver ved, ender du på gulvet eller sidder i en bil og kører galt’. Så ku’ jeg se på min kone ved siden af: Puha. Der var lige en, der fik sat ord på det, hun hele tiden havde sagt. Nu ville jeg måske lytte. 

DET SIGER KRIFA STRESSKONSULENT

”Hvert menneske er unikt, og det samme er den enkeltes stress-symptomer og reaktioner. Mikkel Vest’ fornuft fortalte ham gennem mange år, at han var på gale veje. Men hans krop kunne blive ved og ved. Vi skal lytte til hele vores krop og til de mennesker, der er omkring os, for ofte er vi selv så opslugte, at vi først forstår alvoren, når det er endt galt,” siger Krifas stresskonsulent Bente Fischer-Nielsen.
 Jeg har draget meget erfaring af det. Vi har nogle selvstændige vognmænd ansat nu i mit firma. Jeg kan se nogle ting, når de har travlt, som jeg kan genkende fra mig selv. Der er nogle, hvor jeg går hen og siger: Hey, hold fri morgen. Gå hjem. Lad nu vær’, der er andre, der kan gøre det. Der var nogle dengang, der virkelig skulle have dunket til mig eller lagt mig i aflåst sideleje og sagt: Nu stopper du.

HER I MIKKEL I DAG

Mikkel Vest arbejder stadig meget - nu som daglig leder i en kurérafdeling, men han får ikke stress igen. Han cykler, tager på ferie, er sammen med sine venner og familie, og hans budskab er, at alting kan vente til i morgen.
Hold fri. Tag hjem.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse