Forside/ Inspiration/ Sygdom og stress/ Når stess flytter ind for at blive
Forside/ .../ Når stess flytter ind for at blive

Når stress flytter ind for at blive

Der blev vendt op og ned på livet, da Torben Lerche efter flere år med nedslidning og overbelastning på jobbet blev ramt af alvorlig stress. I dag er han så småt ved at acceptere sit farvel til arbejdsmarkedet.
Ikon artikel
Journalist
Jannie True Hansen

De smukke hortensiaer står i fuldt flor på terrassen bag huset i Vester Hornum, hvor familien Lerche har boet gennem de sidste 17 år. I det velplejede drivhus trives tomaterne, og på markerne omkring huset er kornet klar til høst. Torben Lerche og hans hustru, Anne Lerche, har dækket op med kaffe og kage og sætter sig til rette på terrassen til en åbenhjertig snak om den sygdom, der hver dag påvirker deres liv. Historien begynder for mere end 20 år siden, da Torben for første gang mærkede, at noget var helt galt.

De første symptomer

I 1993 arbejder Torben Lerche som automekaniker på et værksted i hjembyen. Han er glad for sit job, er meget pligtopfyldende og trives med både mester og de andre kolleger. Men da værkstedet går i betalingsstandsning, lukker mester sig inde og overlader ansvaret for den daglige drift til Torben, der må tage både aftener og weekender i brug for at nå de mange opgaver.

Jeg begyndte at få nogle alvorlige anfald af svimmelhed, der føltes lidt på samme måde, som når man er rigtig fuld.

Torben Lerche

– Jeg har altid sat en ære i at gøre mit arbejde godt, men nu havde vi så travlt, at det også begyndte at gå ud over kunderne, og det havde jeg det rigtig svært med. Jeg begyndte at få nogle alvorlige anfald af svimmelhed, der føltes lidt på samme måde, som når man er rigtig fuld. Samtidig begyndte jeg at lægge mig syg, så snart jeg havde lidt fri i weekender og ferier, som om kroppen bare faldt helt sammen, når jeg ikke arbejdede, siger Torben Lerche.

Torben Lerche opsøger sin læge, men hverken lægen eller Torben Lerche selv har nogen anelse om, at svimmelheden skyldes stress. Så da krisen på værkstedet er overstået, fortsætter Torben i samme tempo som tidligere gennem de næste mange år. Anne Lerche, der arbejder i aftenvagt på et plejehjem, er imidlertid begyndt at lægge mærke til, hvordan de mange og lange arbejdsdage slider på hendes mand.

– Torben arbejdede konstant, og når han endelig var hjemme, faldt han i søvn på sofaen klokken halv ni. Jeg sagde tit til dig, at det jo var døde ting, du arbejdede med, som godt kunne vente til dagen efter, men det syntes du jo ikke, fordi du var så pligtopfyldende. Det har jeg haft rigtig svært ved at forstå, for du havde altså også en familie herhjemme, der skulle fungere, siger Anne Lerche og kigger varmt på sin mand.

Torben selv mærkede også mere og mere til det, der senere skulle vise sig at være klokkeklare symptomer på stress. Især blev han ramt, når han deltog på kurser og uddannelser i forbindelse med sit arbejde og blev placeret i et rum med mange andre mennesker.

– Jeg har flere gange oplevet, hvordan jeg er blevet svimmel og har haft svært ved at trække vejret, når jeg har været på kursus. F.eks. kan jeg huske, hvordan jeg engang var nødt til at gribe fat i bordkanten for ikke at vælte, og man får jo intet ud af et kursus, når man skal kæmpe så meget for bare at være der. Det var helt klart en form for angst, siger Torben Lerche.

Nedturen kom pludseligt

Tilbage på værkstedet. Selvom Torben Lerche er glad for sit arbejde, begynder han at overveje sin fremtid på en arbejdsplads, hvor arbejdsmiljø og skånsomme arbejdsstillinger aldrig har været i højsædet. Han begynder at mærke tydelige tegn på nedslidning, og efter 25 år hos samme mester siger han op. Planen er at forfølge en gammel drøm om at starte op for sig selv, men da Torben får tilbudt job på et værksted i Farsø, springer han til.

– På det nye værksted var der en enormt hård tone, og hvis man lavede en lille fejl, blev det straks rapporteret til mester, hvor jeg altid tidligere har været vant til, at man hjalp hinanden med at klare tingene. Arbejdsmiljøet var utrolig dårligt, lærlingene blev behandlet som skidt, og det kunne jeg slet ikke have med at gøre, siger Torben Lerche.

I løbet af 2010 bliver Torben opereret flere gange som følge af slidgigt og nedslidning og får desuden konstateret en diskusprolaps. Han tager dog stadig overarbejde, når der er behov for det, men da taget på det nye værksted braser sammen under snetrykket i vinteren 2011, eksploderer arbejdsbyrden for de ansatte. Torben begynder igen at føle sig svimmel, samtidig med at han får flere og flere smerter. I samme periode er Torben, Anne og deres to børn er involveret i et dramatisk trafikuheld på en ferie i Sønderjylland, og i foråret 2011 bliver det hele for meget for Torben.

Dagen efter bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg kan ingenting, men sidder bare derhenne på trappen og tuder. Hos lægen får jeg med det samme en sygemelding på grund af stress.

Torben Lerche

Vidste du?

35.000 danskere er hver dag sygemeldt på grund af deres stress.

En ud af 5, der bliver syge af stress, risikerer at miste jobbet.

 – Vi fejrer min datter Carolines konfirmation herhjemme i haven og har en hyggelig dag med den nærmeste familie. Dagen efter bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg kan ingenting, men sidder bare derhenne på trappen og tuder. Hos lægen får jeg med det samme en sygemelding på grund af stress, siger Torben Lerche.

Et ubehageligt møde med systemet

Torben Lerche bruger det meste af sommeren 2011 på at sidde hjemme i haven og komme til kræfter. Da han bliver indkaldt til første samtale på jobcenteret, foreslår de ham revalidering, men Torben er langtfra klar til at vinke farvel til jobbet som mekaniker.

– Jeg var slet ikke interesseret i en revalidering, for jeg elskede at være mekaniker, og jeg var god til det. Langsomt får jeg også arbejdet mig tilbage på 37 timer, men kort tid efter at jeg er vendt tilbage på fuld tid, får jeg en fyreseddel på grund af for mange sygedage. Det var virkelig et slag i ansigtet, for jeg havde lagt enormt meget tid og mange kræfter i det sted, siger Torben Lerche.

I tiden efter fyringen får Torben Lerche flere jobtilbud, men hver gang han besøger et nyt værksted, bliver han med det samme voldsomt svimmel. Han sover ikke om natten og bliver stadig mere angst, når han skal ud blandt andre mennesker. Torben sygemelder sig endnu en gang, og med Annes hjælp får han en henvisning til en psykolog. Det er her, Torben første gang får øjnene op for, hvor alvorlig hans tilstand i virkeligheden er.

Psykologen sagde kort og godt til mig, at hvis jeg fortsatte i samme bane, så havde jeg tre valgmuligheder. Jeg kunne ende med en hjerneblødning, en stor blodprop eller en depression, jeg ikke ville komme ud af.

Torben Lerche

– Psykologen sagde kort og godt til mig, at hvis jeg fortsatte i samme bane, så havde jeg tre valgmuligheder. Jeg kunne ende med en hjerneblødning, en stor blodprop eller en depression, jeg ikke ville komme ud af. Det budskab trængte igennem, og jeg forstod, at jeg skal lære at passe bedre på mig selv, siger Torben Lerche.

Som sygemeldt skal Torben igen møde op på jobcenteret til aktivering. Det viser sig dog hurtigt, at præfabrikerede aktiveringsforløb er en dårlig løsning for Torben. Til gruppesessionerne bliver han voldsomt påvirket af de andres historier, og den obligatoriske motion er direkte skadelig for ham pga. hans gigt. Da Torben til sidst kommer i jobprøvning, bliver det igen helt tydeligt, hvor syg han er. Jobprøvningsstedet tør ikke tage ansvaret for Torbens forløb, og det får til sidst kommunen overbevist om, at Torben skal have førtidspension.

– For mig var det et kæmpe pres at være underlagt jobcenteret. Du lever med en konstant usikkerhed, fordi du aldrig ved, hvor din sag er på vej hen, og samtidig er du presset både menneskeligt og økonomisk. Jeg siger altid, at der skal et stærkt helbred til at være i kontakt med jobcenteret, for som jeg oplevede det, ser de mere på kroner og øre end på det enkelte menneske. Derfor var det en kæmpe lettelse, da førtidspensionen gik igennem i foråret 2012, siger Torben Lerche.

Familiesammenholdet er blevet stærkere

Siden Torben Lerche har fået tilkendt førtidspension, har han fået det bedre. Han kan arbejde i huset og ordne haven, og så gør det ikke så meget, at større opgaver som hækklipning godt kan strække sig over mere end en enkelt dag. Der er dog stadig mange ting, Torben ikke magter, og smerterne fra slidgigten mærker han for alvor nu, hvor kroppen ikke konstant er i alarmberedskab på grund af stressen.

Caroline på 16 og Magnus på 14 har sluttet sig til selskabet på terrassen for at fortælle om, hvordan de har oplevet deres fars sygdom.

– Vi lagde mest mærke til, at der var noget galt, i starten. Der kunne vi godt blive lidt nervøse, når far var i rum med andre mennesker, og vi kunne se, at han fik det skidt. Heldigvis har far og mor været meget åbne hele vejen igennem, og det har været rigtig rart, fortæller Caroline, der netop er vendt hjem fra et år på high school i Canada. Selvom hverken hun eller lillebror Magnus synes, at de har lidt under Torbens sygdom, kan de dog godt mærke, at den påvirker dem i hverdagen.

– Igennem det sidste år har far stået for maden, når mor har været på arbejde om aftenen, og jeg er kommet sent hjem fra svømning. Så har jeg jo selvfølgelig hjulpet ham med at vaske op, for det kan man jo ikke lade ham stå med alene, når han har det, som han har det. På den måde er jeg nok blevet lidt mere moden end andre på min egen alder, siger Magnus.

Torben Lerche får det stadig skidt, når han er ude blandt andre mennesker, og han kan fx. ikke gå ud og handle ind på egen hånd. Derfor skal der også tages særlige hensyn, når familien Lerche skal have en hverdag til at fungere.

Til gengæld er familiesammenholdet blevet superstærkt i den her proces.

Torben Lerche
– Der er nogle ting, som vi ikke længere kan gøre sammen, fordi Torben stadig ikke fungerer så godt, når vi er ude. Til gengæld er familiesammenholdet blevet superstærkt i den her proces, og jeg synes også, at vores børn er vokset af det på en rigtig god måde, siger Anne Lerche.


Hun og Torben besluttede helt fra begyndelsen at være åbne om Torbens sygdom, og de har ikke mødt nogen negative reaktioner fra hverken venner eller familie.

– Folk har måske nok undret sig over, at Torben ikke arbejder, når han er så ung, og det er jo helt i orden. Vi vil meget hellere have, at folk kommer og spørger, end at de bare lader som ingenting, og vi fortæller gerne vores historie. Jeg har også brugt mine kolleger rigtig meget i de rigtig hårde perioder, siger Anne Lerche.

En forandret mand efter stressen

Torben er ikke i tvivl om, at hele processen med stress, sygemelding, jobcenter og førtidspension har forandret ham på et helt grundlæggende plan. Tidligere så han på stress som lidt noget pjat, men den indstilling har han måttet lægge fra sig undervejs.

– Nogle dage kan jeg lidt, andre dage kan jeg ingenting. Førhen kunne jeg gå på arbejde, have overarbejde og gå i skoven og fælde træer i weekenden, men nu bliver jeg hurtigt vanvittig træt. Jeg er også blevet meget mere følsom, og der skal ingenting til, før jeg begynder at tude, siger Torben Lerche, der på mange måder stadig arbejder på at acceptere, at han aldrig kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Heller ikke for Anne Lerche har det været let at indstille sig på de forandringer, sygdommen har ført med sig.

– Det har været hårdt for mig at acceptere, at jeg ikke har min stærke mand mere. Jeg har også skullet vænne mig til, at Torben er hjemme hver dag, og at jeg ikke har det privatliv, jeg havde før. En gang imellem spørger jeg ham også, om han ikke skal ud til sin far og være i et par timer, så jeg kan få lidt fred. Men vi kender hinanden ud og ind, og vi er stadig et godt team, siger Anne Lerche.

Hvis Torben og Anne Lerche skal give nogle erfaringer videre til andre familier, der bliver ramt af stress, peger de først og fremmest på, at det er vigtigt at få professionel hjælp så hurtigt som muligt. De anbefaler, at man får tilknyttet en psykolog, og at man bruger sin fagforening og a-kasse så meget som muligt, fordi de står på ens side, hvis der opstår problemer med jobcenteret. Sidst, men ikke mindst anbefaler Torben og Anne, at man får så meget støtte og opbakning fra sine nærmeste som overhovedet muligt.

– Et forløb som det her viser dig, hvad der er vigtigt i livet. Alle de fine, materielle ting er jo netop med til at give dig stress, og når det virkelig gælder, er det familien, der støtter dig og forstår, hvad du går igennem. For mig har det været alfa og omega, at jeg har haft Anne, mine børn, min søster og mine forældre, slutter Torben Lerche.
Få hjælp til stress og forebyg
Meld dig ind og få adgang til vores forløb.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse