Forside/ Inspiration/ Sygdom og stress/ Kom godt tilbage på job efter stress
Forside/ .../ Kom godt tilbage på job efter stress

Kom godt tilbage på job efter stress

Efter en kortere eller længere periode med stress er du nu endelig klar til at komme tilbage til dit arbejde. Du har fået et pusterum, ro i maven og styr på dine tanker. Her får du stresskonsulentens gode råd til, hvordan du kommer godt i gang igen.
Ikon artikel
Journalist
Cecilia Bach Baagø

Uanset hvor lang tid du har været sygemeldt med stress, kan det være en følelsesmæssig rutsjebane, når du skal begynde på arbejde igen. Måske glæder du dig, fordi det er et tegn på, at du er på rette vej. Måske er du nervøs, fordi det var her, du blev ramt af stress. Der kan være mange forskellige tanker og følelser forbundet med en opstartsfase, og det er helt normalt, hvis du føler, at du får nogle små tilbagefald og bliver meget træt i løbet af de første arbejdsdage. 

Det fortæller Thomas Pape Persson, der er stresskonsulent i Krifa: 

- Kroppen og hjernen skal omstille sig til at være ”på” igen, og du bliver udsat for mange mennesker og larm, som du ikke har været vant til i en længere periode.

Hvornår er jeg klar?

Det kan være svært at vide, hvornår du er klar til at vende tilbage til dit arbejde, når du har været ramt af stress. Selvom du har fået det bedre og overskuddet er større, er du måske alligevel ikke parat til at tage det sidste skridt og vende tilbage til din arbejdsplads. Derfor er det ofte i samråd med en læge, en terapeut eller en psykolog, at I bliver enige om, hvornår du kan begynde at tænke i de baner.

Det er vigtigt, at du ved, at du nok aldrig kommer til at føle dig helt parat og helt symptomfri.

Thomas Pape Persson, stresskonsulent i Krifa
- Et af de største problemer er, at du sjældent præcist ved, hvornår du er klar til at starte op igen. Det er vigtigt, at du ved, at du nok aldrig kommer til at føle dig helt parat og helt symptomfri. Men den plan, du lægger for din opstart, kan være afgørende for, at du bliver tryg, og at du tør at starte igen, siger Thomas Pape Persson.

Tegn og symptomer på, at du er på vej ud af din stress

  • Du begynder at kede dig
  • Du bliver mere modig
  • Du begynder at savne at lave noget
  • Du bliver rastløs
  • Du begynder selv at finde på idéer
  • Du oplever en anderledes adfærd
  • Du sover bedre om natten

Lav en genopstartsplan med din leder

I forbindelse med din opstart er det en god idé at udarbejde en genopstartsplan sammen med din leder. Når du kommer tilbage efter en stresssygemelding, har du brug for struktur og forudsigelighed, og det kan en skemalagt plan hjælpe dig med.

- Du vil sikkert opleve, at du får tanken ”hvad er det, jeg kommer tilbage til?” Derfor er det smart, hvis du sammen med din leder laver en skriftlig genopstartsplan, så du nøjagtigt ved, hvilke opgaver, du skal varetage. Her skal I notere tidsforbrug, arbejdsdage, ansvarsområder, opgavetyper, deadlines, kompleksitet af opgaver og lignende, fortæller Thomas Pape Persson. 

Det kan også være sundt for dig at lave en aftale med din leder om, hvad og hvor meget han eller hun skal fortælle til kollegerne i din afdeling. Det er godt for alle parter, så dine kolleger er med på, hvordan og hvorfor der bliver taget særlige hensyn til dig. Du skal fortælle det, som du har behov for og lyst til.  

Pas på dig selv

Det er vigtigt, at du har en tæt kontakt med din leder i opstartsperioden. I skal sammen finde ud af, hvad der er den bedste opstart for dig, hvordan du bliver tryg, og hvor mange opgaver du kan håndtere lige nu. I skal også aftale, hvor mange dage og timer du skal være på arbejdet. 

- Jeg vil anbefale, at du starter ud med at arbejde i nogle få timer to dage om ugen. Stille og roligt kan I bygge flere timer på, og på et tidspunkt kan du måske overskue at få en tredje arbejdsdag på. Det kan med fordel være en mandag, onsdag og fredag, da det er sundt for dig, hvis der er en fridag mellem dagene. I skal bygge genopstartsplanen op lidt ligesom et træningsprogram, forklarer Thomas Pape Persson. 

Inden du har din første arbejdsdag, kan det være en god idé at tage forbi arbejdspladsen og få en snak med din leder. På den måde får du taget det første svære skridt og får besøgt din arbejdsplads under rolige omstændigheder, hvor der ikke forventes noget af dig.

Kom godt i gang

Når stressramte vender tilbage til deres job har mange en tendens til at have dårlig samvittighed over for kollegerne, fordi de har følt sig som en belastning. Derfor vil man gerne vise sit værd ved at være ekstra produktiv, men her er det vigtigt, at du husker, at du ikke må overbelaste dig selv.

Det er vigtigt, at du ikke overforbruger din energi, når du kommer tilbage på arbejde. Hold pauser og brænd 75 procent af i stedet for 100 procent.

Thomas Pape Persson, stresskonsulent i Krifa
- Du må ikke starte på arbejdet med en forventning om, at du kan det samme, som du kunne, inden du blev sygemeldt med stress. Du skal derimod have fokus på, hvad du magter lige nu, og hvor langt dit overskud rækker. Det er også meget vigtigt, at du prioriterer din nattesøvn og husker at holde mange pauser i løbet af dagen. Gå gerne en tur og få noget frisk luft i pauserne, siger Thomas Pape Persson og fortæller: 

- Det er vigtigt, at du ikke overforbruger din energi, når du kommer tilbage på arbejde. Hold pauser og brænd 75 procent af i stedet for 100 procent. Du skal huske, at der også er nogle timer, når du kommer hjem, hvor du skal gøre noget eller være noget for nogen, siger Thomas Pape Persson.

Det kan være svært at finde ud af, hvor meget du skal fortælle til dine kolleger, når de spørger, hvordan det går. Thomas Pape Persson anbefaler, at du laver en ”elevator-tale”, hvor du har forberedt, hvad du vil fortælle kollegerne:

- Det er smart at have en elevator-tale klar til dine kolleger. På den måde undgår du at havne i en ubehagelig situation, hvor du bliver utryg og ked af det, hvis en kollega spørger, hvordan du har det. Så er du forberedt og får fortalt dine kolleger det samme, fortæller Thomas Pape Persson.   

Se det positive i din stresssygemelding

Det kan være svært at tro, men ofte kommer du stærkere ud på den anden side, når du har været igennem en hård periode i dit liv. Du kan prøve at tænke over, hvad du i din stressperiode har lært om dig selv og om håndtering af stress. 

- Man skal huske at se det positive i sit stressforløb. Tænk på, at du kommer tilbage og kender dig selv meget bedre end førhen. Du er faktisk blevet ekspert på både stress og på dig selv, og så kommer du tilbage mere bevidst, oplyst og vidende, afslutter Thomas Pape Persson.

Vil du have konkrete værktøjer til at støtte en stressramt?

Er du tæt på en, der er stressramt, kan du få hjælp og vejledning i Krifas nye Stressfri-værktøj. 

Her findes nemlig en Stressfri pårørendepakke, hvor du får råd til, hvordan du bedst støtter den stressramte og øvelser til at passe på dig selv. Vi har både noget til dig, der er ægtefælle partner til en stressramt, og dig der har en stressramt kollega. 
 
Stressfri består også af en forebyggelsespakke, hvor du finder gode og konkrete værktøjer til, hvordan du forebygger stress i din hverdag - både på arbejdet og privatlivet. Og så tilbyder vi et skræddersyet Stressfri-forløb til den stressramte, som får vejledning, støtte og hjælp til, hvordan han eller hun kan mindske stressen. 

Læs mere om Stressfri og tilmeld dig. 

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse