Forside/ Inspiration/ Uddannelse/ Hvordan var dit første job?
Forside/ .../ Hvordan var dit første job?

Hvordan var dit første job?

Efter flere år med snuden i bøgerne kan det virke skræmmende at skulle ud på sin første rigtige arbejdsplads som uddannet. Slår man nu til? Vi har bedt tre personer om at huske følelsen fra dengang.
Ikon artikel
Journalist
Fie Rasmussen

Anders Rasmussen, 28 år, PR- og kommunikationskonsulent hos NRGI, kandidat i virksomhedskommunikation i 2012.

- Mit første job var hos Ebay, hvor jeg også havde haft studiejob og været i praktik. Meningen var, at jeg skulle have nogle timer der, indtil jeg fandt noget andet. Men så fik jeg flere og flere opgaver og mere og mere ansvar, og til sidst gav det kun mening at ansætte mig fuldtid. Man kan vel godt sige, at jeg gjorde mig uundværlig.

Jeg følte mig faktisk godt rustet til de mange nye opgaverne, jeg fik. Takket være via min uddannelse og mit studiejob, hvor jeg har været heldig at have meget ansvar. Men der er ingen tvivl om, at det var en stor mundfuld og udfordrende med de mange flere deadlines.

Jeg husker tydeligt, da jeg den første uge fik stukket en undersøgelse med 500 siders rådata i hånden. Den blev afleveret med beskeden om, at den gerne skulle give anledning til en masse gode historier, som kunne få Ebays strategi ud over rampen. Det var som at finde en nål i en høstak, følte jeg. Men da jeg fik sat mig ned og taget en dyb indånding, gav det hele heldigvis mening.

Til at begynde med var jeg da ofte bekymret og tænkte, om jeg kunne leve op til de forventninger, andre og ikke mindst jeg selv havde. Der var pludselig meget, der stod og faldt med mit arbejde, og der var en del ærefrygt. Det var nu, det gjaldt. Men mange af bekymringerne lå hos mig selv og ikke mine kollegaer. Det hjalp at trække på min faglige baggrund. Jeg har for eksempel haft meget glæde af min evne til at argumentere for mine valg og fravalg.

Mit råd er, at tro på egne evner og faglighed – også selv om man får knubs. Man må ikke gå ned, hvis man får kritik. Man skal huske på, at der er en grund til, at man er blevet ansat, og man skal ikke hele tiden bekymre sig, om man slår til.

Stefanie Michella Nielsen, 22 år, social- og sundhedshjælper i Distrikt, område Vest, uddannet i 2014.

- Jeg var skiftevis i skole og i praktik under min uddannelse, som jeg afsluttede i oktober 2014. Derefter blev jeg ansat som afløser på mit sidste praktiksted, og det er så blevet til et vikariat, der sluttede i efteråret 2015.

Da jeg blev ansat som afløser og derefter vikariat, var der ikke så meget forskel fra min elevtid. Jeg måtte dog pludseligt flere ting – fx lifte en borger. Første gang jeg skulle gøre det, tænkte jeg ”bare jeg nu gør det ordentligt”, men selvfølgelig gjorde jeg det – og det blev hurtigt rutine.

Jeg fik også flere rettigheder. Jeg føler mig klart mere selvstændig som uddannet. Da jeg var i praktik, kunne jeg altid sige, hvis der var noget, jeg ikke forstod. Nu føler jeg mig mere klog, faglig stærk, og at jeg står på egne ben.

Hvis jeg skal give et godt råd til andre, som skal ud i deres første job, så må det at besøge arbejdspladsen for at sige ”hej”, inden man begynder. Det gjorde jeg, og det fik jeg rigtig meget ros for efterfølgende. Og at man skal tro på sig selv og gå med oprejst pande. Man skal selvfølgelig også være ydmyg og ikke for frembrusende, men det er vigtigt, at man stoler på sin faglighed. Der er fx meget, som jeg kan lære mine ældre kollegaer, fordi jeg kommer lige fra skolen og har nye øjne på.

Pernille Rasmussen, 43 år, erhvervspsykolog i Grow People, som hun selv ejer, uddannet i 2003.

Da jeg blev uddannet fra Aarhus Universitet, havde jeg allerede undervist på deltid - blandt andet i psykologi - i to år på Idrætshøjskolen i Aarhus. Det er utrolig vigtigt, at man sideløbende med psykologistudiet får noget relevant erfaring for at kunne få job bagefter.

Det var alligevel nyt og skræmmende, da jeg begyndte i mit første job som uddannet. Det var som skolepsykolog i en kommune. De tager gerne nyuddannede ind, og der er mulighed for supervision. Det var dog ikke mit drømmejob. Jeg ville gerne blive i Aarhus, men var fuldt bevidst om, at hvis jeg hurtigt ville i arbejde, måtte jeg være villig til at flytte mig. Så jeg rykkede til Midtfyn. Det var en ofring, jeg gjorde mig og samtidigt en investering i min fremtid.

Jeg glædede mig til at komme i gang og bruge alt det, som jeg havde lært. Det har altid været en drøm at blive psykolog, og nu var jeg der. Men jeg var også nervøs. Puha, nu var der et rigtigt menneske i den anden ende. Det var et stort ansvar, og der var en del ærefrygt – jeg var bange for ikke at slå til.

Jeg havde jo stor respekt for de lærere og forældre, som havde oplevet meget med børnene. Og jeg var nevøs for at kloge mig. Det allerførste barn, jeg skulle hjælpe, var i pleje og fortalte, at han var søn af Tonny og Hans. Jeg tænkte, at det da var lidt usædvanligt, at et homoseksuelt par havde et barn i pleje. Efter et stykke tid fandt jeg ud af, at Tonny var Conny, og at barnet ikke kunne udtale C’et.  

En af de største forskelle for mig fra studie til job var, at der ikke længere var tid til at fordybe mig og læse op på noget, ligesom jeg havde været vant til. Det var et chok at opdage. Nu skulle jeg være sådan en voksen en, der gik på arbejde. Derfor købte jeg faktisk tre Poul Pava-billeder, som har fulgt mig siden. Billedernes barnlige og farverige udtryk skulle minde mig om alt det skøre, sjove og barnlige, når det hele skulle til at være så alvorligt.

Mit råd til andre nyuddannede, er, at man skal acceptere, at man er ny. Det er ligesom, når man har fået kørekort. Det kan godt være, at du har fået beviset på, at du må køre, men det er først nu, du skal lære det. Og man skal helst udvikle sig resten af arbejdslivet. Man skal ikke kunne det hele. Og så skal man bede om at blive lært op og spørge, hvis man er i tvivl.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse