Forside/ Inspiration/ Uddannelse/ Skab balance i dit studieliv
Forside/ .../ Skab balance i dit studieliv

Skab balance i dit studieliv

Lange dage på studiet. Nyt sted at bo. Sociale arrangementer. En tur i fitness og en stram økonomi. Der er nok at se til som studerende. Se her, hvad du kan gøre for at få det bedste ud af dine studieår.
Ikon artikel
Journalist
Cecilia Bach Baagø

Som studerende føler du måske, at der er mange forventninger til dig fra forskellige sider. Ikke mindst fra studiet. Der er altid noget, der skal læses. Det kan være en stressende faktor. Derfor er det vigtigt, at du prøver at disponere din studietid grundigt, og at du giver dig selv lov til at lave andet end studierelateret arbejde.

– Som studerende skal man sørge for, at man har et helt liv og ikke kun et studieliv. Ingen kan læse 24 timer i døgnet. Det kan derfor være en god idé at sætte nogle tidsmæssige rammer omkring sit studieliv. Du kan fx forestille dig, at det er et fuldtidsarbejde, du har. Arbejd til hen på eftermiddagen og giv så dig selv lov til at holde fri om aftenen i den udstrækning det er muligt. Det kan også være en god idé, at du laver en forventningsafstemning med dig selv, hvor du beslutter dig for, hvor meget tid og energi studiet skal tage, og hvad der ellers skal være plads til i din hverdag.

Sådan siger Sanne Schou, der er studie- og trivselsvejleder ved Aarhus Universitet, Science and Technology. Ifølge hende handler det om at arbejde effektivt i den tid, som man har sat af til studiet, sådan at man så vidt muligt kan holde aftener fri til venner, afslapning og fritidsinteresser.

Lad ikke studiet overtage dit liv

Selv om studiet optager meget af din tid, er det vigtigt, at du også husker at holde fri.

- Det handler om at skabe et overblik over, hvornår du skal arbejde med studiet, og på hvilke tidspunkter, du kan holde fri. Notér gerne i en kalender, hvad du skal dag for dag, så du får styr på, hvordan hele din uge ser ud. Det er også vigtigt, at du har tålmodighed til at finde ud af, hvordan du er en god studerende. Det kræver både tid og erfaring.

Sådan lyder et råd fra Lene Hyldig Jystrup, der er socialrådgiver og psykoterapeut ved Studenterrådgivningen i Odense. Hun nævner derudover fritid og frihed som vigtige faktorer til et studie, hvor tid og energi er i balance.

- Det er rigtig vigtigt, at du prioriterer din fritid. Faktisk bør din fritid fylde lige så meget som dit studie. Det kan selvfølgelig være svært – især i eksamensperioder, men det er vigtigt, at du sørger for at have et socialt liv. Det gælder både med gamle venner og med nye venner fra studiet, fortæller hun.   

Godt er ikke altid godt nok

Ubalance, stress og ondt i maven kan blandt andet skyldes, at mange studerende har meget høje forventninger til sig selv. Samtidig vil mange gerne deltage i diverse arrangementer, bestyrelser og foreninger på studiet. Men for nogle kan det være svært at finde energi og overskud til meget andet, når kalenderen er fyldt op med projekter på studiet. 

- Mange studerende har alt for høje forventninger til sig selv. Samtidig er der forskellige ydre omstændigheder, som samfundsmæssige diskurser og politik, der kan presse de studerende. Det gælder fx fremdriftsreformen. Men der findes også et indre pres hos mange studerende. Alt skal gøres rigtig godt og helst til perfektion. Godt er ikke altid godt nok.

Det erfarer Lene Hyldig Jystrup gennem sit arbejde i Studenterrådgivningen. Her oplever hun, at både drenge og piger kan komme ud for et stort pres i studieårene.

Du er ikke alene

Når studiet presser på og pensum synes uendeligt, kan du måske føle, at du er den eneste på studiet, der er stresset eller frustreret. Måske påvirker det også din nattesøvn eller mangel på samme. Men husk, at du helt sikkert ikke er den eneste, der har det sådan. Når du bliver stresset, mister overblikket eller ikke har mere overskud, er det derfor vigtigt, at du får snakket med nogle, du er tryg ved.

- Først og fremmest skal du huske at gøre brug af dine venner, familie, studiekammerater eller kæreste. Få talt med nogle, du har det godt med, og som du har tillid til. Hvis det ikke er nok, kan du kontakte din studievejleder på dit uddannelsessted. Hvis du er studerende på en videregående uddannelse har du også mulighed for at henvende dig til Studenterrådgivningen. Hvis du i en længere periode oplever manglende trivsel, bør du opsøge din læge, lyder anbefalingen fra Sanne Schou.

10 skarpe til et studieliv i balance

1. Prioriter og planlæg din tid og energi. Brug fx en kalender til at holde overblik.

2. Find ud af, hvad der er vigtigt for dig og fokusér på det først.

3. Husk at holde helt fri af og til. Det giver dig mulighed for at koble af. 

4. Acceptér, at du ikke kan nå det hele.

5. Gør ting, der gør dig glad.
 
6. Lyt til dig selv og mærk efter, hvad din krop fortæller dig.

7. Vær realistisk omkring, hvad du kan nå og husk at sige nej.

8. Husk, at det ikke er muligt at præstere til perfektion i alt.

9. Gå en tur eller dyrk en anden form for motion. Det giver energi.

10. Få din nattesøvn i en fast døgnrytme.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse