VÆRDIGRUNDLAG

Vores tilgang til mennesker



Krifa bygger på et kristent livs- og menneskesyn; og det har vi altid gjort. Værdigrundlaget beskriver, hvordan vi som organisation forstår og ønsker at udleve dette menneskesyn. Hvordan vi ser på hinanden og de mennesker, vi brænder for at bevæge mod god arbejdslyst.

Vores værdigrundlag siger, at mennesket er skabt:

  • unikt med en værdighed, der ikke må krænkes
  • til at indgå i relationer og dermed være en del af et fællesskab
  • til at engagere sig og tage ansvar
  • med et stort potentiale men også begrænset og fejlbarligt

Det betyder fx, at vi ser alle mennesker som unikke individer. Vi udruster mennesker til at håndtere relationer i arbejdslivet og udfordrer til at tage ansvar for eget liv og situation. Vi kalder potentialet frem i hinanden men anerkender også, at man kan lave fejl og have brug for en ny begyndelse.
Det er vores fælles ansvar at omsætte dette syn på mennesket i konkrete handlinger og prioriteringer i hverdagen.

Vi er en arbejdslivsbevægelse, og det er i den sammenhæng, vi ønsker at udleve et kristent livs- og menneskesyn. Det er i vores holdninger; i måden, vi arbejder på og i vores tilgang til mennesker og deres arbejdsliv, det viser sig.