En familievenlig arbejdslplads

Den familievenlige arbejdsplads

Coronapandemien har understreget behovet for et fornyet fokus på balancen mellem arbejdsliv og familieliv, herunder også hvad vi skal forstå ved en familievenlig arbejdsplads. Vi har derfor sat Helle Rosdahl Lund, der er direktør for Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv, i stævne til en snak om den familievenlige arbejdsplads anno 2022.

Af Videncenter for God Arbejdslyst

Om Helle Rosdahl Lund

Helle er direktør i Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv (CBAF), der siden 2005 har arbejdet for familievenlighed på danske arbejdspladser. 
I 2004 tog hun initiativ til “Tænketanken Arbejde og Familieliv”, der udgav sin første rapport i januar 2005, samt i årene efter uddelte priserne “Familievenlig Chef” og “Familievenlig Virksomhed”.  I 2013 udgav hun bogen ”Work-Life Balance 2,0” sammen med forfatteren Kim Reich.

Da statsministeren en aften i marts 2020 lukkede Danmark på grund af Covid19, oplevede rigtig mange familier en helt ny hverdag nærmest fra den ene dag til den næste. 
I næsten to år har både familier og arbejdspladser måttet navigere i forskellige restriktioner, og det har udfordret os på balancen mellem arbejdsliv og privatliv.  
 
I 2020 gennemførte Videncenter for God Arbejdslyst en undersøgelse om netop trivsel og arbejdslyst i en Coronatid. Undersøgelsen viste blandt andet, at familier med børn i alderen 0- 5 år i højere grad end gennemsnittet følte sig presset af at skulle arbejde hjemmefra.1   
Helle Rosdahl Lund er ikke i tvivl. Coronapandemien har givet os en chance for et samfundsmæssigt paradigmeskifte, som også har betydning for balancen mellem arbejdsliv og familieliv: ”I den kommende tid kommer vi til at se en udvikling, hvor arbejdstid og arbejdssted, den gode balance og forståelsen af den familievenlige arbejdsplads skal finde nye veje”.   

Den nye virkelighed

Alle har været udfordret, men det har været særligt svært for børnefamilierne. I nogle familier har begge forældrearbejdet hjemme og har skullet navigere mellem børnehave, leg, skole, arbejde, rengøring, madlavning og meget mere, fortæller Helle Rosdahl Lund.  

Andre steder har den ene eller begge forældre måttet møde ind på arbejde, mens kollegaer i andre funktioner har været hjemsendt. Kombinationerne har været mange.
Nogle forældre oplevede det som en god tid, andre som en hård tid. Derfor er de oplevelser, de enkelte medarbejdere har haft, meget forskellige alt afhængigt af job og familiesituation.

”Jeg er ikke i tvivl om, at oplevelserne under Covid19 også præger medarbejderne, når de kommer tilbage til et arbejdsliv, der også er i forandring for mange. Behovet for balance mellem arbejde og privatliv vil være på dagsordenen for mange af os”.

Undervejs i vores interview henviser Helle Rosdahl Lund til en undersøgelse i Magasinet Skolebørn fra november 2020. Undersøgelsen viser, at hele seks ud af ti forældre har valgt at ændre noget i deres familieliv, efter at samfundet er åbnet igen. Flere har ifølge undersøgelsen sat tempoet ned og bruger nu mere tid sammen med børnene.2  Det undrer ikke Helle Rosdahl Lund, at flere har fået øjnene op for vigtigheden af den gode balance og af at prioritere det nære.

Hvad er en familievenlig arbejdsplads?  

En familievenlig arbejdsplads handler om andet og mere end fleksibilitet i arbejdstid og sted:

En familievenlig arbejdsplads giver medarbejderne mulighed for at møde sine forpligtelser i og uden for arbejde. Hos CBAF forstår vi forholdet mellem arbejdspladsen og medarbejderne som en afvejning mellem den enkeltes interesser, arbejdsgivernes interesser og samfundets interesse i at levere resultater, engagement og fairness

- Helle Rosdahl Lund

Det betyder mere konkret, at medarbejderne har en interesse i at have et job, hvor de har kontrol med og indflydelse på arbejdstid, arbejdssted og arbejdets intensitet. Da arbejdsprocesserne og måden vi samarbejder på, er under konstant forandring, betyder det også, at interaktionen mellem arbejde og familieliv/privatliv er i forandring. Dertil skal vi lægge den interaktion mellem det, der sker på arbejdspladsen, og påvirkningen på det enkelte menneske – det Helle kalder for ’den indre arbejdslivs-balance’.

”Man kan sige, at en familievenlig arbejdsplads er en menneskevenlig arbejdsplads, idet vi anerkender, hvordan vi fungerer som mennesker, og hvad der påvirker os som individer”.

Familievenlighed som forretningskoncept

Vi er forbi den tid, hvor arbejdet med familievenlighed alene handlede om fleksibilitet i arbejdstid og arbejdssted og som en ekstraordinær service over for medarbejderne. I dag er det nærmere en hygiejnefaktor – altså noget man forventer, at arbejdspladsen helt selvfølgeligt skal honorere. Nu handler det for virksomheder om at sikre sin virksomheds tiltrækningskraft og evne til at levere resultater. Familievenlighed og balanceret ledelse gennemstrømmer nemlig hele forretningskonceptet, strategien og ledelsesværdierne, som illustreret i figuren ”Den familievenlige arbejdsplads”.

Grafik: Den familievenlige arbejdsplads

Arbejdsstyrken under forandring

 Helle Rosdahl Lund har tidligere introduceret begreberne ”Den balancerende mand” og ”Den nye erhvervskvinde”.3  De handler om den generation, der vil have tid til både karriere og familie. De gør også gerne tingene anderledes og giver blandt andet plads til, at den ene har karriere, mens den anden gearer ned for arbejdet i en periode og omvendt.  
 
Helle Rosdahl Lund er ikke i tvivl om at rekruttering, fastholdelse, inklusion og ledelse af talent skal gentænkes for at sikre familievenlighed anno 2022. Ikke mindst set i lyset af Coronapandemien.
 
”Det er ikke nok med flotte hensigter. Det er i mødet med hverdagens behov, at arbejdspladsens test for familievenlighed skal stå sin prøve. Her vil det vise sig, om arbejdspladsens kultur og ledelse enten arbejder med eller imod familievenligheden”.  
 

Den familievenlige leder

 Den familievenlige leder er arbejdspladsens ansigt over for medarbejderne.

Medarbejderne møder ind med forskellige oplevelser og forventninger til arbejdet. Alle har været påvirket – bevidst og ubevidst – oven på Covid19. Nogle er angste, andre glæder sig. Nogle skal til at genlære at være sammen. Andre vil bare have lov at være sig selv. Det stiller alt sammen store krav til den familievenlige leder.

- Helle Rosdahl Lund
For Helle Rosdahl Lund er den familievenlige leder først og fremmest en leder, der er i balance med sig selv. Og som arbejder med sin egen udvikling som menneske. ”Nu er der ingen ’supermennesker’, så det er en rejse for livet at kende sig selv og at arbejde med ens eget fundament og menneskelige forståelse”, fortæller Helle Rosdahl Lund og fortsætter: ”Og netop den menneskelige forståelse er essentiel for at kunne få balancen mellem arbejde og familieliv til at fungere i en helhed. Dette er ikke mindst nødvendigt i tiden efter Covid19. Den familievenlige leder kommer til at arbejde med at skabe psykologisk tryghed gennem ledelse af den indre arbejdslivsbalance som det ledelsesmæssige kerneredskab”.4

Indre arbejdslivsbalance

Den indre arbejdslivsbalance er Helle Rosdahl Lunds udtryk for, hvordan den enkelte påvirkes af det, der sker på arbejdet. Med andre ord er der en sammenhæng mellem arbejdet og ens oplevelse af arbejdsrelaterede hændelser og deres påvirkning af den enkeltes sundhed, psyke, lyst til og evne til samarbejde og i sidste ende de resultater, den enkelte og teamet opnår. 
 
Det stiller store krav til den familievenlige leder om at skabe psykologisk tryghed gennem ledelse af den indre arbejdslivs-balance. Og det er her, udviklingspotentialet er for den leder, som formår at skabe både indre og ydre vækst for sig selv og for virksomhedens medarbejdere. Det betyder i sidste ende en mere veldrevet virksomhed med god økonomi.

Denne artikel indgår i rapporten ”Balance – harmoni eller hamsterhjul”. Du kan læse hele rapporten her krifa.dk/indeks11-balance.

1) Videncenter for God Arbejdslyst og YouGov 2020
2) Carboni 2020
3) Lund & Reich 2013
4) Du kan læse mere om psykologisk tryghed i Videncenter for God Arbejdslyst og Kantar Gallup 2020