Vores arbejde er ikke noget der bare skal overståes

Vores arbejde er ikke bare noget, der skal overståes

For de fleste af os er det vigtigt at opnå resultater i løbet af arbejdsdagen. Det handler ikke kun om at få arbejdet gjort, men også om at udvikle sig mens man arbejder – og om at gøre det i et godt kollegialt arbejdsfællesskab.

Én af hovedpointerne i den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendts filosofi om det moderne arbejdsliv er, at vi har brug for at veksle imellem tre former for resultater i hverdagens arbejdsliv. Arendt skelner mellem labor-, work- og action-resultater. Filosofien, der efterhånden har en del år på bagen, har stadig relevans for os i dag. Blandt andet fordi den ud fra en almindelig common-sense-forståelse indfanger en sandhed om det at gå på arbejde

Tre dimensioner af resultater giver mening

Mon ikke de fleste kan genkende labor-resultaterne fra eget arbejdsliv? De resultater, der bare skal gøres, så man kan komme videre med dagens øvrige opgaver. Eller work-resultaterne, der ifølge Arendt knytter sig til en mere materiel fremstillingsproces, hvor man kan se fremskridt og udvikling i det, man beskæftiger sig med. Og endelig action-resultaterne, som i højere grad handler om at skabe resultater i meningsfulde fællesskaber sammen med andre, og hvor man bliver bevidst om, at det at gå på arbejde og det at være menneske ikke må reduceres til ren produktion og ren overlevelse.

Inspireret af Hannah Arendt kan man sige, at vi har brug for alle tre grundelementer for at opnå en bæredygtig forståelse af resultatskabelsen i vores arbejdsliv. Én af pointerne hos Arendt er netop, at en skæv fordeling imellem labor, work og action resulterer i en usund balance, der i yderste konsekvens kan resultere i tab af menneskelighed. Derfor er det også vigtigt, at man i et accelererende og ofte stressende arbejdsliv giver sig selv og hinanden plads til også at komme i spil i action-dimensionen, hvor man bliver bevidst om, at det at gå på arbejde og det at skabe resultater handler om andet og mere end blot at producere og at overleve. En konkret måde at bringe action-dimensionen i spil på er fx ved at sikre plads til fordybelse, refleksion og kreativitet i løbet af arbejdstiden.

Vigtigst at få arbejdet gjort og blive færdig

Vi har spurgt om danskernes holdning til, hvorvidt resultatskabelsen i arbejdslivet, udover at handle om at få arbejdet gjort og blive færdig, også handler om personlig udvikling (work) og mening og fællesskab (action). Vi har blandt andet stillet respondenterne over for tre forskellige udsagn, som hver især skal indfange ét af de tre perspektiver i Arendts forståelse af resultatskabelsen – og spurgt dem om i hvilken grad det enkelte udsagn passer på dem og deres typiske arbejdsdag.  
 
For de fleste – 64 procent – er det meget vigtigt at få arbejdet gjort og blive færdig. Dernæst peger 58 procent på, at det er vigtigt at indgå i et meningsfuldt arbejdsfællesskab sammen med andre.

Og 56 procent finder det meget vigtigt, at man udvikler sig i sit arbejde. Over 90 procent mener, at alle tre dimensioner i enten nogen, høj eller meget høj grad er vigtige på en typisk arbejdsdag.  
 
Vores undersøgelse understreger således pointen om, at det for langt de fleste af os er vigtigt at opnå resultater i løbet af arbejdsdagen – og at det i den sammenhæng ikke kun handler om at få arbejdet gjort, men også om at udvikle sig mens man arbejder og om at gøre det i et godt kollegialt arbejdsfællesskab. 

Arbejdsfællesskab er vigtigt

Vigtigst for kvinder

Kigger vi lidt nærmere på resultaterne fordelt på køn, kan vi se, at de kvindelige respondenter i lidt højere grad end deres mandlige kolleger, finder det vigtigt at få arbejdet gjort og blive færdig, at udvikle sig i arbejdet og at indgå i meningsfulde arbejdsfællesskaber sammen med andre. Fx svarer 62 procent af kvinderne, at det i høj eller meget høj grad er vigtigt for dem at indgå i et meningsfuldt arbejdsfællesskab sammen med andre, mens kun 54 procent af mændene har svaret det samme. At det i særlig grad er vigtigt for kvinder at indgå i gode, kollegiale arbejdsfællesskaber understøttes også af tidligere undersøgelser fra Videncenter for God Arbejdslyst. Fx viste en undersøgelse fra 2020, at arbejdsfællesskabet har en særlig betydning for kvinders effektivitet og for de resultater, de skaber på arbejdet. Kvinder har også i højere grad end mænd en oplevelse af, at kollegerne får dem til at præstere bedre på jobbet.

Vigtigt at udvikle sig i sit arbejde

Markant sammenhæng med arbejdslyst

Vores undersøgelse viser en klar sammenhæng mellem, hvor vigtig de tre førnævnte perspektiver på resultatskabelsen er for den enkelte på en almindelig arbejdsdag, og så den enkeltes oplevelse af trivsel og arbejdslyst. Kigger vi fx på de respondenter, som i høj eller meget høj grad finder det vigtigt at udvikle sig i sit arbejde, kan vi se, at de har en markant højere arbejdslyst, end de respondenter som kun i nogen grad eller slet ikke finder det vigtigt at udvikle sig i sit arbejde.  
I den førstnævnte gruppe er den gennemsnitlige temperatur på arbejdslysten 76 point på en skala fra 0-100, hvor den i den sidstnævnte gruppe er blot 53 point på samme skala.  
 
Vores undersøgelse understøtter således Hannah Arendts pointe om, at vi bør tilstræbe en god balance mellem de tre former for resultater, da tilstedeværelsen af disse tre alt andet lige synes at have en positiv indvirkning på vores oplevelse af trivsel og arbejdslyst.

 

Denne artikel indgår i rapporten "Bæredygtige resultater - på sporet af et væredygtigt arbejdsliv".


1) Du kan læse mere om de tre perspektiver på resultatskabelse i rapporten ”Bæredygtige resultater – på sporet af et væredygtigt arbejdsliv