Sådan kan vores psykolog hjælpe med stress

Sådan kan vores psykolog hjælpe med stress

Når stress kommer på besøg, kan det være en god idé at søge professionel hjælp til at håndtere den.

Har du stress, kan vores psykologer og psykoterapeuter rådgive dig i at tackle det bedst muligt. Lær mere om, hvordan en psykoterapeut og psykolog kan hjælpe med stress.

Få hjælp til stress fra vores psykologer og psykoterapeuter

I vores team kan både psykologer og psykoterapeuter hjælpe dig med at håndtere den stress, du oplever. De tilbyder alle personlige stress- og trivselssamtaler. For mange kan det være svært at nå ind til kernen af stress på egen hånd. Det kan professionelle fagfolk hjælpe med.

Stress- og trivselssamtalerne tager altid udgangspunkt i din specifikke situation, men kan groft inddeles i to perspektiver: Det problem, du oplever, og det, du længes efter.

Problemet og handlemuligheder

Først får du hjælp til at finde ud af, hvad der belaster dig, og hvorfor du er havnet i den situation. Mange kan have svært ved at sætte en finger på, hvad der udløser en stressreaktion.

Men det er ifølge vores psykoterapeut Erik Hougaard første step i at kunne tackle din situation bedst muligt.

Her anbefaler vores team ofte en stressdagbog. Idéen med bogen er, at du skriver ned, hver gang du oplever hjertebanken, svimmelhed eller andre stresssymptomer. Stop op og kig på, hvilken situation du står i på dit arbejde eller i hjemmet. Tænk også over, hvilken tanke eller følelse du fik, lige inden din krop reagerede.

Når du har skrevet i stressdagbogen i et par uger, vil du i mange tilfælde få et klarere billede af, hvad der belaster dig. Det gør det lettere at se, hvilke handlemuligheder der kan være gavnlige for dig.

Stressdagbogen kan du hente i vores StressFri-forløb, der er et gratis tilbud til alle. Forløbet er opbygget i moduler med flere konkrete redskaber og videoer til at tackle stress.

Værdier og ønsker for tilværelsen

Når stress besøger din hverdag, står den ofte i vejen for den måde, du ønsker at leve dit liv på. Derfor påpeger psykoterapeut Erik Hougaard også, at en del af stress- og trivselssamtalerne kan handle om det, du længes efter.

Måske vil du gerne være en mere nærværende mor med mere overskud? Eller måske vil du gerne tilbage til at pleje de hobbyer, du ikke har haft energi til?

Når du ved, hvilke værdier der er vigtige for dig, og hvad du længes efter i din hverdag, bliver det lettere for dig at tage de rigtige skridt.

Marie fik professionel psykologhjælp mod stress

Gennem en lang periode med forvirring og en følelse af ikke at blive værdsat på sit job blev Marie sygemeldt med stress.

Hos en af vores psykologer fra stressteamet stod det klart, at hendes nervesystem var på overarbejde. Det krævede et forløb med samtaler og værktøjer til at tackle stressen.

Hos Krifa blev jeg løftet og mødt med forståelse med det samme. Jeg fandt en enorm tryghed og sikkerhed i, at det ikke var mig, der var noget galt med. Det havde jeg virkelig brug for. For jeg var bange for, at jeg var forkert. Men gennem samtalerne fik jeg skabt en forståelse af, at det er naturligt at reagere på den måde.

- Marie

En af samtalernes formål har været at finde årsagerne bag den stress, hun oplevede. Og ikke mindst hvordan hun bedst kunne handle.

Jeg har fået præcis den hjælp, jeg har haft brug for. Hele vejen igennem har der været en støtte og sikkerhed i, at det her skal vi nok få styr på. Det har været fantastisk – og uanset hvem jeg har snakket med, har de udvist en enorm menneskelig empati.

- Marie

Vores stresstest giver dig et billede af dit stressniveau

En stresstest kan være en øjenåbner for, om du bør reagere på de symptomer, du oplever. Ud fra dit stressniveau kan du overveje, om du har brug for en psykoterapeut eller psykolog til at rådgive om stress.

Har du alvorlig stress? Vores team hjælper dig videre

Vores psykoterapeut Erik Hougaard understreger, at stressteamet gerne hjælper stressramte medlemmer gennem personlige samtaler. Men antallet af samtaler har også en begrænsning.

I nogle tilfælde kan stressbelastningen være så alvorlig og langvarig, at det kan kræve yderligere samtaler med en professionel.

Det kan være en god idé at undersøge, om du har en sundhedssikring. Har du sådan en, kan du få hjælp til stress fra psykologer eller psykoterapeuter i løbet af få uger.

Cover image

Har du brug for at tale med en psykoterapeut eller psykolog om stress?

Gennem en stress- og trivselssamtale med en af vores psykologer og psykoterapeuter kan du få målrettet hjælp. Her får du professionelle øjne på din situation, og hvordan du bedst kan tackle den.